De fleste har sikkert hørt om Machu Picchu og Taj Mahal. Det er bygningsværker, der sammen med naturområder som Victoria-vandfaldene og Great Barrier Reef er på UNESCO’s liste over verdensarv. Ud over bygninger og natur har UNESCO en liste over immateriel verdensarv. Den liste har lige fået nye tilføjelser efter et møde i komiteen i den marokkanske by Rabat sidst i november.
Immateriel verdensarv er den levende kultur. Det er praksisser, viden og ekspertiser, som lokalsamfund og grupper anerkender som en del af deres kulturarv. Den kommer til udtryk via tale, sang, optræden, ritualer eller sociale traditioner, og den slags er der naturligvis meget af i verden. Nogle praksisser er så unikke, at de bliver betragtet som verdensarv af UNESCO, og for Danmark gælder det blandt andet trommedans, som blev udpeget af UNESCO som verdensarv sidste år. Traditionen stammer fra inuitterne i Grønland.
Ved mødet i Rabat nåede komiteen til enighed om 39 nye tilføjelser til listen over immateriel verdensarv, og de stammer blandt andet fra Mellemøsten, Caribien og Afrika.
Cubanske mestre af den lyse rom
Cuba er kendt for rom. Og i den caribiske østat er der en del traditioner og ritualer, der knytter sig til produktionen af den kendte spiritus. Det gælder ikke mindst den lyse variant. Producenter af lys rom har i Cuba gennem generationer forfinet metoderne. Og håndværket er forbundet med et moralkodeks, der promoverer et ansvarligt forbrug af den stærke drik. Derudover er miljømæssige hensyn en del af kundskaben. Disse traditioner er nu udpeget af UNESCO-komiteen som verdensarv.
Traditionen med den lyse roms mestre går tilbage til 1862. I dag er der 14 mestre, hvoraf de fire er lærlinge. Mestrene har alle studeret kemi, og derudover har de årelang erfaring med produktion af rom. Det indebærer et helt særligt kendskab til hver eneste af de tønder, de bruger til at lagre rommen. At blive mester i lys rom kræver mindst ti års oplæring, ifølge France 24.
Og det er ikke blot en hobby for de cubanske rom-ekvilibrister. Det mener en af de første mestre i kunsten, Juan Carlos Gonzales.
“At være mester i rom er på fuld tid og for hele livet, fordi du er bærer af en kulturel arv, af en måde at gøre tingene på, som ikke tilhører dig, men tilhører nationen. Den blev lagt i dine hænder, og du er forpligtet til at bevare den arv, til at udvikle den og give den videre,” fortæller han i nedenstående video produceret af UNESCO.
Alheda’a: hyrdefolkets kamelkald
Når det gælder drikkevarer er kamelen en mester i at rationere indtaget. Den kan drikke op til 150 liter vand på en gang, og derefter vandre rundt i ugevis uden at indtage væske. Derfor egner den sig fortrinligt til at overleve i de barske forhold i ørkenen. Det har lokale hyrdefolk i Mellemøsten haft stor gavn af, og de har til gengæld udviklet metoder til at passe deres kvæg. En af de metoder kaldes Alheda’a og er nu også blevet udpeget som verdensarv af UNESCO.
Alheda’a består af er et særligt kald, som er anvendt blandt hyrdefolk i Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Oman til at kalde kamelflokkene sammen. Alheda’a er et rytmisk kald, som bliver ledsaget af kropssprog eller musikinstrumenter, og kamelerne bliver oplært til at genkende det.
Kaldet kan eksempelvis bruges til at få kamelerne til at skelne mellem højre og venstre og til at knæle, når hyrderne skal op og ride på dem. Kamelkaldet skaber ifølge UNESCO’s beskrivelse en stærk tilknytning mellem kamel og hyrde, men også mellem mennesker, da det bliver overleveret fra generation til generation.
Zambisk dans
Alle kulturer og folkeslag danser. Men ingen gør det helt ligesom de zambiere, der praktiserer Kalela. Det mener UNESCO’s komite, som nu har sat den på listen over verdensarv. Kalela har rødder i sumpområdet Bangweulu i det nordøstlige Zambia. Den spredte sig hurtigt og blev populær i Kobberbæltet, en provins nord for hovedstaden Lusaka op til grænsen mod DR Congo, hvor særligt minearbejdere har taget traditionen til sig.
Kalela indebærer typisk to store trommer og en lille. Danserne stiller sig i to eller tre linjer og synger til trommerytmen, mens de bevæger sig frem og tilbage i formationerne. Dansen bliver tit udført offentlig ved begravelser, bryllupper eller store offentlige eller internationale begivenheder.
Solfejring i Iran og traditionel viden i Colombia
Det er også blevet til nye tilføjelser fra Iran og Afghanistan, hvor traditionen Yaldā nu er blevet anerkendt som verdensarv. Det er en tradition, der fejrer solen med frugt, nødder musik og gaver på den sidste dag i efteråret.
Traditionel viden fra Colombia er ligeledes blevet anerkendt som verdensarv. Den kommer fra fire stammer, der lever i bjergkæden Sierra Nevada de Santa Marta i det nordlige Colombia. Der er tale om et livssyn, der omhandler menneskelige relationer samt forholdet mellem menneske og natur. Den traditionelle visdom siges at medvirke til bevarelse af økosystemerne i bjerglandskabet ved Colombias kyst mod det Caribiske Hav.
I Europa er der nok flere, der har stiftet bekendtskab med den franske tilføjelse til UNESCO’s verdensarv, nemlig baguetten. Bagningen og kundskaben bag det aflange brød var en af de mere kendte tilføjelser til listen over verdensarv fra det seneste møde.
