En lama-bondes hverdag. En fattig børnefamilie i Costa Rica. En husholderske. Årets festival byder på adskillige film, der skildrer livet i den latinamerikanske under- eller arbejderklasse – og sådan har det også historisk været.
Men portrætteres underklassen retfærdigt og autentisk? Og får de selv lov at sætte deres præg på filmene?
Det har vi spurgt film- og kulturhistorikeren Mercedes Vázquez, forfatter til bogen ’The Question of Class in Contemporary Latin American Cinema’ om.
Latinamerikansk filmfestival 2022
Cinemateket i det centrale København danner for niende gang de fysiske rammer om Latinamerikansk filmfestival. Festivalen kører fra 1. til 30. juni, og arrangørerne lover masser af følelser, farver, historisk og nutidig viden.
Som det er sædvane, ledsages mange af filmene af forskellige typer af arrangementer – debatter, receptioner og introduktioner fra instruktører eller kendere af kultur, politik, historie og tendenser i de latinamerikanske lande. Det gælder ikke mindst redaktionen bag ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika, som kan høres (og læses) her på siderne.
Festivalen er blevet til i samarbejde mellem Cinemateket og Casa Latinoamericana, Sonamos Latinoamérica, Festival de Literatura de Copenhague, Ckultura og de latinamerikanske netværk CLAS og NETLA samt Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet samt en lang række ambassader, konsulater og ildsjæle.
Globalnyt er partner på festivalen og vi bringer en række artikler, der tager læserne med bag filmlærrederne, hvor vi blandt andet møder nogle af instruktørerne.
Medlemmer af Globalnyt kan købe billetter til rabatpris (det vil sige 55-70 kr. mod normalt 85-100 kr.) til alle festivalens film og events. NB: Tilbuddet gælder kun ved fysisk henvendelse i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, Kbh. K. Dokumentation af medlemskab er ikke nødvendig.
Se festivalens program og bestil billetter her: Latinamerikansk Filmfestival 2022 | Det Danske Filminstitut (dfi.dk)
Hun fortæller, at filmskabere oftest har tilhørt middelklassen, og det derfor historisk set ikke har været arbejderklassen, der har fortalt deres egne historier.
Det skaber indlysende nogle problematikker om både autenticitet og ejerskab – også selv om filmene ofte har været gode. Det gælder for eksempel 1960’erne og 70’erne argentinske Third Cinema-bølge og Brasiliens Cinema Novo, hvis frontfigurer var hvide mænd fra middelklassen.
Demokratisering af film
”I de senere år har der godt nok været forskellige initiativer til at demokratisere filmscenen og fremme repræsentationen, men de har været kortvarige,” siger Vázquez.
Hun nævner offentlige filmværksteder og filmundervisning i skolerne som nogle af de måder, man kan tiltrække talent fra de lavere klasser på. Men de mindre privilegerede elever fortsætter sjældent med at lave film, fordi det kræver tid og penge, som de ikke har.
Hun peger på, at en stor del af ansvaret ligger hos de personer og institutioner, som kuraterer filmprogrammer og festivaler, og som dermed har afgørende indflydelse på, hvilke film der får anerkendelse. ”En måde at demokratisere filmindustrien på er målrettet at yde finansiel støtte og uddannelsesstøtte til håbefulde filmskabere fra arbejderklassen,” siger hun.
Denne proces skal ifølge Mercedes Vazquez gøres med en social bevidsthed, som sikrer, at en mangfoldighed af stemmer finder vej også til de internationale festivaler. Men også med blik for de platforme, hvor netop arbejderklassen kan se filmene og mærke deres slagkraft.
”Det kan have en enorm social indvirkning at vise filmene til de underprivilegerede samfund, da publikum fra de miljøer kan motiveres til selv at blive skabere af fortællinger.”
Stereotyper sikrer udenlandsk støtte
Mercedes Vázquez mener, at et af de store problemer med latinamerikansk filmkunst er, at “det ikke er hele spektret, der udvælges og vises i den vestlige verden. Det er de eksisterende mønstre, der bliver bekræftet.”
Hun nævner som eksempel de finansieringsordninger i den industrialiserede verden, der har til formål at støtte latinamerikansk filmproduktion. Nogle af dem har en tendens til at prioritere stereotype fortællinger om fattigdom og vold. Fortællinger, der spejler fordomme i vestlige donorlande.
”Nogle gange bliver latinamerikanske filmskabere, der modtager tilskud til at udvikle deres projekter, opfordret til at håndhæve disse stereotyper – simpelthen for at gøre deres film mere attraktive og velsmagende for festivaljuryer og publikum i industrialiserede lande.”
Vázquez nævner dog, at den mexicanske filminstruktør Amat Escalante eksempelvis ikke viser vold for voldens skyld – og heller ikke for Vestens.
”At halshugge en person i nogle dele af Mexico, som i hans hjemland Guanajuato, er ikke en metafor. Det er den rå virkelighed.”
Fra kollektive til personlige kampe
Der er sket et skift i måden man behandler og portrætterer politiske kampe i de latinamerikansk film. Vázquez peger på, at bølgen af autoritære diktaturer og socialistiske revolutioner i det 20. århundrede gav særligt god plads til bevægelser og temaer, der omhandlede politiske omvæltninger.
”Temaerne i nyere moderne film fokuserer på intime forhold, menneskers dagligdag, konflikter om køn, racemæssige og seksuelle identiteter snarere end på de kollektive kampe.”
Vázquez peger også på, at filmproduktion i Latinamerika er stærkt afhængig af offentlig finansiering. Og det største problem for de nationale filmindustrier ser ud til at være de skiftende regeringers syn på kultur. Forskellige regeringer på kontinentet tillægger nemlig kulturstøtte forskellig betydning. Kriterierne bliver nemt politiserede.
”For eksempel var der under Arbejderpartiets regeringer i Brasilien meget vellykkede kulturelle initiativer, der fremmede brasiliansk filmproduktion og kultur, mens præsident Jair Bolsonaros nuværende tilsidesættelse af kulturel udvikling har stoppet mange af disse initiativer og endda forårsaget alvorlig skade på filminstitutioner.”
Mercedes Vázquez fremhæver, at den sociale klasse, man er født og opvokset i, betinger ens uddannelsesniveau og fremtidige muligheder i livet, og hvordan neoliberalisering af offentlig uddannelse og sundhed er med til at forringe den.
”Filmkunsten er et vidne til denne proces. Den kan også være et stærkt værktøj til at øge bevidstheden om den – ved at præsentere den for omverdenen.”
Globalnyt er partner på Latinamerikansk Festival 2022. Medlemmer af Globalnyt kan købe billetter til rabatpris (det vil sige 55-70 kr. mod normalt 85-100 kr.) til alle festivalens film og events.
NB: Tilbuddet gælder kun ved fysisk henvendelse i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, Kbh. K. Dokumentation af medlemskab er ikke nødvendig.
Artiklen her er tidligere trykt i festivalens avis, der er udgivet af Cinemateket og Casa Latinoamericana. Find avisen i Cinemateket eller download den her.
