Tekstilfabrikkerne i blandt andet Myanmar bruger Covid-19 til at forfølge landets unge, sårbare fagbevægelse. Det fremgår af en kampagne, som Clean Clothes Campaign (CCC) laver i samarbejde med Global Aktion.
Den danske del af kampagnen er især rettet mod firmaet Bestseller, der er en kæmpestor spiller på det internationale tekstilmarked. Firmaet, der ejes af Anders Holch Poulsen, står bag mærker som Only, Vero Moda og Jack & Jones.
Bestseller har en årlig omsætning på over 25 milliarder kroner og havde sidste år et overskud på 2,8 milliarder kroner. Tøjet sys ikke i Danmark, men af mange tusinde syersker på 700 fabrikker i primært Bangladesh, Cambodja, Kina, Indien, Marokko, Myanmar, Pakistan og Tyrkiet. Det er disse tekstilarbejdere, der under coronakrisen mister deres arbejde uden at få nogen kompensation og uden at være begunstiget af regeringens lønpakke.
”Man kan godt sige, at det først og fremmest er dem, der betaler for coronakrisen,” siger Helle Løvstø Severinsen fra Global Aktion, som har dannet en særlig gruppe, Labour Action, der arbejder med arbejdstagerrettigheder i lande, som danske virksomheder har outsourcet deres produktion til.
Låst inde for at kræve bonus
”Når vi specielt har fokus på Bestseller, skyldes det, at firmaet ikke bare er stort i Danmark, men er en kæmpespiller på verdensmarkedet,” siger Helle Løvstø Severinsen og tilføjer, at det er den kæde, der har flest butikker i hele verden.
Hun undrer sig over, at der er så lidt interesse for de tekstilarbejdere, der syr vores tøj. Hun har selv arbejdet i den danske afdeling af CCC og har derfor kontakt til tekstilarbejdernes fagforeninger og organisationer i en række forskellige lande, og derfor ved hun, at fabrikkerne ofte fyrer de medarbejdere, der melder sig ind i en fagforening.
”Når vi støtter dem og tager fat i de danske firmaer, der får tøjet syet hos dem, giver det dem større styrke. Vi er så at sige med til at give dem en lidt længere vægtstang,” siger hun.
I første omgang henvender medarbejderne sig til lokale ngo’er, hvis ikke forhandlinger med virksomhedens ledelse lykkes.
”Men hvis ikke det rykker, kontakter de CCC’s internationale netværk. Det kender langt de fleste tekstilarbejdere på de større fabrikker til, og de ved, at vi ofte kan hjælpe, fordi vi kan kontakte de virksomheder, der får syet tøjet,” siger hun.
Et eksempel på det var, da tekstilarbejderne på en fabrik i Bangladesh blev låst inde, fordi de krævede at få udbetalt deres aftalte bonus, og et tæskehold truede medarbejdernes familier. CCC kontaktede de danske firmaer, der fik tøj syet på fabrikken, og det endte med, at arbejderne fik deres bonus.
Corona-fyringer
I begyndelsen af april blev CCC kontaktet, fordi fagforeningslederen og mistænkeligt mange medlemmer på blandt andet Rui Ning-fabrikken i Myanmar var blevet afskediget, da ordrerne udeblev i forbindelse med Covid-19. Helle Løvstø Severinsen forstår selvfølgelig godt, at fabrikkerne må afskedige medarbejdere, når ordrerne udebliver, men det er problematisk, hvis det især går ud over dem, der er engageret i en fagforening.
”Fagforeningerne i Myanmar er i forvejen nye og sårbare,” siger hun.
Retningslinjerne er gode, men ingen virksomheder overholder dem 100 procent, siger Helle Løvstø Severinsen.
Det lovede ledelsen, men det er ikke blevet overholdt, så sagen fortsætter.
”Medarbejderne ville gerne mødes med Bestseller enten på Skype eller Zoom, for det er kunder som Bestseller, der er den stærkeste i forholdet og dem, der kan påvirke fabriksejerne ved at true med ikke at komme med nye ordrer til virksomheden. De internationale tekstilbrands har pengene og magten, og hvis ikke de gør noget, accepterer de forholdene,” siger hun.
Ingen danske virksomheder overholder reglerne
OECD har et sæt retningslinjer, som Danmark har underskrevet, og som danske virksomheder skal overholde, når de outsourcer arbejde til lavtlønslande.
”Retningslinjerne er fantastiske, men ingen virksomheder overholder dem 100 procent,” siger Helle Løvstø Severinsen. Som eksempel nævner hun, at kravet, om at virksomheder skal rapportere om deres indsatser for at rette op på de problemer, der opstår i produktionen, ikke bliver overholdt af nogen danske virksomheder – overhovedet.
”Der er absolut ingen transparens, når det kommer til, om virksomhedernes due diligence-arbejde (rettidig omhu, red.) fører noget med sig. Hvis de møder en sag, hvor arbejderne forbydes at organisere sig, hvad har de så planlagt at gøre, og hvornår skal der være fremskridt i sagen?,” spørger hun.
Disse oplysninger er afgørende for, at kunder kan få viden om, hvorvidt en tøjvirksomhed er ansvarlig eller ej. For eksempel havde PWT-Group, som ejer Tøjeksperten, i deres samarbejde med en fabrik i Rana Plaza-bygningen stillet sig tilfredse med, at andre kunder i denne bygning havde fået lavet en sikkerhedsrapport. Rana Plaza-bygningen kollapsede i 2013 og 1134 mennesker omkom.
Rapporten viste ikke noget om strukturel sikkerhed, hvilket ellers er meget relevant i Bangladesh, hvor fabrikkerne er gamle og står på usikker grund. Til gengæld viste den, at lønnen var for lav. Der var ingen advarsler om sikkerheden, og det blev ikke offentliggjort på PWTs hjemmeside, som det skulle.
”Det er ikke nok at lave rapporter, man skal også gøre noget ved de problemer, man møder,” siger hun.
Langt fra den danske model
Dorte Rye Olsen, der er sustainability manager i Bestseller, understreger, at der er tale om en meget kompleks problemstilling.
”Det er klart, at vi har et stort medansvar, selv om vi ikke ejer de fabrikker, der producerer vores tøj,” siger hun.
I Myanmar, som for nylig har tilladt fagforeninger, støtter Bestseller, at medarbejderne har ret til at organisere sig.
”Det gør vi, fordi vi naturligvis understøtter og promoverer globale menneske- og arbejdstagerrettigheder, og samtidig også fordi vi tror på, at en stabil arbejdskraft og et stabilt arbejdsmarked og udvikling af landene også er til vores fordel. Det kan betyde, at etablering af fagforeninger medfører, at lønnen stiger, og erfaringen siger, at det gør produktiviteten også. Vi tror på, at bedre arbejdsforhold både gavner arbejderne og virksomheden,” siger hun og skynder sig at tilføje, at både løn, arbejdsforhold og udviklingen af fagforeninger er meget langt fra danske forhold.
Alene det at få fabriksejerne og fagforeningen til at mødes i en dialog er svært, og der findes ikke et fagretsligt system, der kan løse faglige konflikter:
”I Myanmar har vi arbejdet sammen med en række andre parter på at lave en FOA (Freedom of Association) Guideline og nu også en dispute mechanism (mæglingsinstans), der kan løse konflikter på arbejdsmarkedet. Det er en udfordring, fordi det er nyt for både arbejdere og virksomheder, som mangler erfaring i at være medlem af en fagforening. Vi er meget langt fra den danske model.”
Dorte Rye Olsen understreger, at når Bestseller selv finder kritisable forhold eller bliver kontaktet, fordi medarbejderne føler sig dårligt behandlet, og problemerne ikke kan løses lokalt, forsøger man først at få indsigt i sagen og gå i dialog med leverandøren og fabriksledelsen
”Vi har jo en Code of Conduct – altså minimumsstandarder, som fabrikkerne skal overholde, og vi agerer så ud fra om disse efterleves, men vi har ikke rollen til at dømme i arbejdsretlige konflikter. Men vi gør det klart, at vi ikke tolererer union busting (ødelæggelse af fagforeninger), og fabrikkerne er klar over, at vi altid har mulighed for at drage den ultimative konsekvens, hvis en fabriksledelse ikke har vilje til at ændre på forholdene. Vi forsøger altid at indgå i en dialog for at forbedre forhold, før vi vil vælge ikke at placere flere ordrer hos en fabrik,” siger hun og tilføjer, at det jo heller ikke hjælper arbejderne, hvis kunderne trækker sig. Men det er dog sket adskillige gange.
I mange af de lande, hvor Bestseller får produceret tøj, er social dialog stadig under udvikling. Men der er alligevel minimumstander, der skal overholdes, og Dorte Rye Olsen nævner, at Bestseller har lokale kollegaer ansat, der skal skabe transparens om forholdene og hjælpe fabrikkerne med at bringe forholdene i orden.
Hun er også klar over, at der går rygter om, at fanger og andre tvungne arbejdere befinder sig på de fabrikker, der arbejder for Bestseller.
”Det er et uomtvisteligt brud på vores Code of Conduct, ligesom vi heller ikke accepterer børnearbejde, og det gør vi klart for de fabrikker vi samarbejder med. Det betyder ikke, at enkeltsager ikke opstår, men vi griber resolut ind, når vi bliver gjort opmærksom på det,” siger hun og understreger, at hun mener, at langt de fleste fabrikker gerne vil producere på en ansvarlig måde.
Produktionen ligger primært i lavtlønslande
Den amerikanske og europæiske tekstilindustri har gennem de senere år flyttet stort set hele produktionen til lavtlønslande i Asien, Latinamerika og Afrika. Lønnen er så lav, at kun 1-2 procent af udsalgsprisen udgøres af syløn. Det betyder, at syersken får 3-6 kroner for at sy en t-shirt, der sælges for 300 kroner.
”Så det ville ikke påvirke prisen nævneværdigt, hvis arbejdernes løn blev fordoblet,” fremhæver Helle Løvstø Severinsen fra Global Aktion.
Selv om leveomkostningerne er lave, betyder den lave løn, at tekstilarbejderne arbejder 50-60 timer om ugen og alligevel lever på et minimalt eksistensniveau. De har derfor ingen mulighed for at spare op og har intet at stå imod med, når de bliver fyret, som millioner er blevet på grund af manglende ordrer under coronakrisen.
Anders Holch Poulsen, der ejer Bestseller, er nummer 169 på Forbes liste over verdens rigeste. Han har blandt andet investeret i så meget i jord i Skotland, at han ejer én procent af hele landet.
Læs OECD’s retningslinjer for virksomheders adfærd her.
Bestseller får produceret på over 700 fabrikker rundt om i verden. Se listen over fabrikker her.
