Billedet af u-landskvinder som passive i konfliktramte lande er for længst forældet.
I dag bidrager kvinder ofte under konflikt, og både NGO’er og FN arbejder på at ruste kvinderne bedre, så de kan spille en mere aktiv rolle i fredsarbejdet. Globalnyt har talt med kvinder fra tre konfliktområder.
”En ny fredsaftale er indgået i Sydyemen, der vitterligt giver håb, men varig fred er langt væk, og her kan kvinder bidrage. Siden krigen brød ud i Yemen i 2015, har mænd været krigere og kvinder mæglere,” siger Najiba Alnaggar, der bor i Aden i det sydlige Yemen.
Den 32-årige fredsaktivist tilhører en indflydelsesrig familie i syd, men har fire søskende i nord fra faderens første ægteskab, som hun ser under arbejdsrejser. Hun beklager udviklingen i Nordyemen, hvor houthi-styret har et stramt greb om befolkningen. Her tvinger et grusomt mønster mænd i krig.
”Når kvinder beder om madrationer, bliver de spurgt, om de har en martyr eller en såret i familien, og hvis ikke må de undvære mad. Derfor er kvinder nødt til at sende deres drenge og mænd i krig”, siger hun.
Private organisationer har meget svært ved at arbejde i nord, fordi houthi-regeringen har indført strenge restriktioner. 200 organisationer er lukket under påskud af, at de arbejder for udlandet.
Løn splitter i syd
I Sydyemen er det nemmere at arbejde. Den lokale regering, der ledes af landets tidligere præsident Abdrabbuh Mansur Hadi og støttes af Saudi-Arabien, er udfordret af modstandsbevægelsen STC, der støttes af De Arabiske Emirater.
De to parter har været i krig siden 2018, fortæller Najiba Alnaggar.
Offentligt ansatte kun får løn hver sjette måned i nord, så nogle tager sydpå med falske rapporter for at få deres løn. Men også i syd skaber lønnen splid.
”I syd er løn udbetalt fra STC mere værd end den fra Hadis regering, og det har ført til militarisering af landet og splid helt ind i familierne. I en familie med to drenge får den ene løn for sit militærarbejde i saudiske riel og den anden i dirham fra Emiraterne. Mens 100 saudiske riel giver 15.000 Yemen-riel, så giver 100 dirham fra Emiraterne 25.000 Yemen-riel, altså en tredjedel mere”.
”Derfor har mange unge mænd meldt sig til STC’s militser og droppet uddannelse eller at finde et arbejde, så landets økonomi er ødelagt. Så derfor siger jeg, at kvinderne er de eneste, der kan skabe varig fred. De forsørger familien og hjælper andre familier. Mænd tjener flere penge som soldater, men dør som fluer,” konstaterer hun.
Kvinder mest udsat
De årelange konflikter mellem befolkningerne har skabt stor mistillid. Når kvindelige universitetsstuderende demonstrerer i Nordyemen eller flygter, risikerer de at blive forfulgt, fængslet, dræbt eller voldtaget. Besøgende i syd kan også blive udsat for vold. Kvinder og børn er de mest udsatte, blandt andet fordi lovene ikke fungerer, ifølge Najiba Alnaggar.
”Når en kvinde skal hente vand fem timers afstand fra sit hus, kan der ske mange overgreb. Der er epidemier og sult over hele landet men ingen lægebehandling. Mænd taler ikke om de her ting, og konfliktens parter bringer ikke emnerne op,” siger hun vredt.
Najiba Alnaggar.
Foto: Karin Bergquist
Kvindenetværket Yeminitisk Forbund for Fred og Sikkerhed, der består af 60 kvinder fra nord og syd, har påvirket FNs specialudsending i Yemen til at involvere kvinder i fredsovervågning.
”Mange er flygtet fra Yemen, men kvinderne bliver for at hjælpe de syge og sårede,” siger hun, der måtte lyve sig syg for at komme ud af Yemen. Hendes far var frihedskæmper.
”At forsvare mit land er motoren i min familie,” siger hun.
Burkinske kvinder skaber fred via kirker
To burkinske fredsaktivister husker tydeligt, da krisen brød ud i Burkina Faso i 2015 og skabte stor fattigdom og en halv million internt fordrevne. Konflikten i Sahel har destabiliseret landet og bragt nye flygtninge til Burkina Faso.
49-årige Naomie Ouedraogo Bicaba, der arbejder i Ministeriet for Decentralisering, Territorial Administration og Social Sammenhæng i hovedstaden Ouagadougou, hørte fra de sociale medier, at noget var galt.
”I gaden så jeg mennesker foran en brændende bil. Folk skreg og råbte om angrebet på hotel Splendid, hvor oprørere havde dræbt 37 mennesker. Skoler og kirker blev lukket, og folk flygtede i gaderne, 100-200 af gangen,” fortæller Naomie Ouedraogo Bicaba, som er aktiv i Føderationen af Evangelske Kirker og Missioner i Burkina Faso, FEME/BF.
Der var også stort pres på landsbyerne, hvorfra den 55-årige Habibou Ouattara oplevede krisen.
Kirken begyndte at få breve fra familierne om hjælp. Da hun så seks familier stuvet sammen i ét hus, vidste hun, at der var noget galt.
”Folk kom i horder. Vi så attentater og drab, det var forfærdeligt,” husker hun.
Ved siden af sit arbejde i Den Nationale Organisation for Beskæftigelse og Ungdom er hun vicepræsident for kvinderne i Den Islamiske Forening FAIB, aktiv i Forum for Islamiske Studier, Forskning og Uddannelse CERFI og rapportør i det Nationale Observatorium for Religiøse Affærer, ONAFAR.
Tværreligiøs fredsdialog
Begge kvinder er aktive i et interreligiøst netværk, Women of Faith Network for Peace, REFFOP. Det består af muslimer, katolikker og evangelister, der arbejder for at styrke kvinder og fred. De giver udstyr og tøj til internt fordrevne, træner kvinderne i at blive fredsmæglere og uddanner børn i ikkevoldelig kultur.
”Som fredsmæglere lytter vi til kvinderne, der også fortæller, hvad mændene skændes om,” siger Habibou Ouattara og fortæller, at det religiøse netværk har været under pres, fordi nogen ønsker at splitte folk.
”Vi er meget populære, for vi hilser på hinanden til de religiøse fester på tværs af religion. Vi har altid levet i harmoni, og der er mange blandede ægteskaber. De religiøse ledere mægler i sociale konflikter, så der bliver lyttet mere til dem end til politikerne. Men det udnytter nogle til at skabe splid. Her kan REFFOP hjælpe, og kvinderne har fået mulighed for at tale deres sag” tilføjer Naomie.
REFFOP er også blevet talerør for de internt fordrevne i landet, der oplever stor elendighed i lejrene, udbredt sygdom, ingen mad eller rent vand.
”Hjælpen til regeringerne bliver ikke lige fordelt til befolkningen. Nogle steder er der vand og uddannelse men ikke andre. Vi har mere brug for humanitær og udviklingshjælp end militærhjælp, men alt er velkomment, når ens land er i flammer,” siger Habibou Ouattara.
Vestsaharas nomadekvinder bygger op
Varme mørke øjne lyser op hos nomadekvinderne under de farvestrålende tørklæder. Minetu Sueidat og Maglaha Ayna er lysår væk fra Saharas ørken, men vant til at rejse rundt og tale om saharawi-kvindernes rolle i stammefolkets kamp om selvstændighed for Vestsahara. De har levet hele deres liv i Tindouf-lejren i Algeriet.
”Vores kvinder har både kæmpet og bidraget til fred. Vi bryder mange tabuer om arabiske kvinder, for eksempel har vi næsten ingen hustruvold, for det er socialt uacceptabelt. Vi er så vant til at klare os selv i flygtningelejrene, hvor der var mangel på alt, før det internationale samfund kom,” siger 34-årige Minetu Sueidat, der er generalsekretær for den Nationale Forening af Saharawi-kvinder.
De to saharawiske kvinder Maglaha Ayna (t.v.) og Minetu Sueidat (t.h.)
Foto: Karin Bergquist
Mændene var ofte ved fronten, fra saharawierne kom til lejren i 1975 og frem til et par år før 1991, da FN officielt etablerede MINURSO-missionen for at overvåge våbenhvile. Så kvinderne var vant til at være alene, de byggede skoler og hospitaler og arbejdede som sygeplejersker og lærere.
De har altid spillet en vigtig rolle for at skabe den indre sikkerhed, også som formidlere af information mellem soldaterne og i diplomatiske missioner, fortæller kvinderne.
”En af vores stærke saharawi-kvinder, Aminatou Haidar, har netop modtaget den alternative fredspris i Stockholm. Vi lærer kvinderne om ikke-voldelige løsninger, også til de unge, fordi mange er deprimerede på grund af manglende job og muligheder, så vi taler med dem for at engagere dem,” tilføjer 30-årige Maglaha.
”Kvinder deltager også i fredelige demonstrationer mod de marokkanske myndigheder, men marokkanerne chikanerer vores kvinder, fordi de ved, at kvindernes rygte er kernen i familien,” siger Minetu.
Saharawi-kvinder trænes til at blive ledere i krisesituationer, så de også kan overvåge våbenhvilen. De håber, at der kommer en kvinde i Polisarios forhandlingsteam.
Producere børn til ny nation
”Men fredsforhandlingerne forhales af det internationale samfund. FN’s specialudsending er fratrådt, og vi håber, at den ny bliver USA’s tidligere udenrigsminister Bolton, der var positiv overfor en afstemning om Vestsahara,” siger hun.
På trods af den usikre situation i området ønsker begge kvinder at få børn, fem-seks stykker, for det handler om at producere nye borgere.
”Takket være den saharawiske modstandsbevægelse, Polisario, har vi fået en god uddannelse og har færrest analfabeter i de arabiske lande. Vi er klar til at opbygge en ny republik med egen kultur og institutioner. Vi er fuldgyldigt medlem af Den Afrikanske Union,” siger hun.
Økonomien for den ny republik skal findes i råstofferne under det varme ørkensand.
”Vi har olie, guld og jern, men det er ikke udvundet endnu. Marokko udfører ulovligt fosfat fra Vestsahara og fisker ulovligt langs Vestsaharas kyster,” siger Minetu Sueidat.
***
Kvinder fra konfliktprægede lande var i landet på invitation af Oxfam IBIS, der støtter kvinders engagement i det lokale fredsarbejde. Danmark har netop revideret den nationale handlingsplan til implementering af FN’s resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed.
Oxfam IBIS har bidraget til civilsamfundets input i handlingsplanen med den tværministerielle arbejdsgruppe (UM, FM og rigspolitiet). Læs mere her
