Maskespillet i Kongo
Marta Tveit, red.: ‘Maskespillet i Kongo ’
Frekk Forlag, 2020
207 sider
Bogen kan blandt andet bestilles via Bokkilden.no.
Den perfekte storm i historie-format. Sådan kan man – i hvert fald fra journalistens perspektiv – opsummere en spektakulær sag, der i over otte år fyldte de skandinaviske medier.
I maj 2009 blev to unge nordmænd fængslet i Den Demokratiske Republik Congo, anklaget for at have skudt og dræbt deres congolesiske chauffør, familiefaren Abedi Kasongo. Efter de to modtog en dødsdom, fulgte otte års diplomatisk tovtrækkeri og en kamp om ikke blot nordmændenes frigivelse, men også om sandheden.
For hvad er egentlig op og ned i sagen om Tjostolv Moland og Joshua French? Hvilken rolle spillede indlejrede kolonialistiske holdninger og forestillinger om Congo i de norske mediers præsentation af sagen og den norske offentligheds forståelse af samme?
Hvorfor endte lige præcis denne sag med at koste millioner af norske skattekroner og i tusindvis af arbejdstimer for flere udenrigsministre og ansatte i det norske udenrigsministerium?
Flere vinkler
‘Maskespillet i Kongo’ er ikke et forsøg på at drage en endelig konklusion, i forhold til hvad der egentlig skete den dag i junglen, 109 kilometer væk fra Kisangani i det østlige Congo, hvor Kasongo mistede livet. Antologien prøver snarere at belyse Moland og French-sagen og dens konsekvenser. Det gør den gennem 10 forskellige kapitler, der er skrevet af forskellige bidragsydere, og som hver bidrager med en unik vinkel.
Bogens absolut bærende afsnit er forfattet af mangeårig journalist og Afrikakorrespondent Halle Jørn Hanssen. Hanssen har fulgt sagen tæt og efter at have beskæftiget sig med Afrika i over 40 år, formår han at gå ind og stille nogle helt regulære spørgsmål til ikke blot sagen som sådan, men også til den omtale og interesse, sagen fik i norske medier og norsk politik.
Han opridser fakta: De to var lejesoldater på opgave i Congo. De drev et privat sikkerhedsfirma fra Uganda. De sværmede for kolonitiden. De havde arbejdet som piratvagter ud for Somalias kyst. De rejste under falsk identitet og havde løjet om, hvad de lavede i Congo. De havde i et brev tilbudt deres tjenester til en militsleder, kendt om Slagteren fra Kisangani, der stod bag en massakre, hvor tusindvis blev myrdet og voldtaget. Der findes et billede, French har taget, hvor en storsmilende Tjostolv Moland tørrer blod og hjernemasse fra den døde chauffør af bilens forsæde. Ikke just fakta, der taler til de tos fordel
Hanssen peger på, hvordan medierne – og French og Molands familier – alligevel fik held med at præsentere sagen som to stakkels nordmænd på ”guttetur”, der havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og nu sad fanget under horrible forhold i korrupte, voldelige, utilregnelige Congo.
”Medierne holdt sig, med få undtagelser på overfladen. De valgte spændingsfortællingen og bidrog til at tegne et heltebillede. To unge mænd havde syntes at livet i Norge blev for tamt. De tog til Afrika for at søge spænding. French og Molands virksomhed som kyniske lejesoldater blev skubbet i baggrunden, og for få har virkelig anstrengt sig for at finde ud af mere om det. Uvidenheden og fordommene om Congo og Afrika har vist sig at være massive,” skriver Halle Jørn Hanssen og understreger dermed, hvordan kolonialistiske automatreaktioner kom til at præge mediernes fremstilling af sagen, og den almene nordmands forståelse af den.
“The horror!” Joseph Conrads ‘Mørkets hjerte’ fra 1899 er stadig udgangspunkt for mange vesterlændinges syn på Congo den dag i dag.
Foto: Per-Anders Pettersson/Getty Images
Norges kolonifortid
Norge havde som bekendt ikke nogen kolonier, men det er ikke ensbetydende med, at vores nordiske nabo ikke har en kolonial fortid, som også præger landet den dag i dag.
Det er det, der får bogens redaktør, Marta Tveit, til at skrive i forordet:
“Dette er ikke en bog om Joshua French og Tjostolv Moland. Dette er en bog om Norge og nordmænd, en bog om tidligere tider, der er blevet undervurderet, og om spørgsmål, vi ikke har stillet i vores tid. Dette er en bog om Norge i verden, hvordan vi har været, hvordan vi er, og hvordan vi vil være.”
Meget passende begynder bogen da også med et kapitel af antropolog Espen Wæhle, der opridser nordmænds rolle i Kong Leopolds voldsomme og voldelige udbytning af Congo. Gennem en historisk gennemgang konkluderer Wæhle, at det er for let – og fejlagtigt – for Norge at påberåbe sig uskyldighed i forhold til koloniseringen af Afrika.
“Norge var ikke i en position til at tilkæmpe sig territorier i kapløbet om kolonier i Afrika. Men der var nok af norske investorer og individer, som surferede på kolonismens bølger,” skriver Wæhle.
Indsigtsfuld, men lidt for hurtig
Man har fornemmelsen af, at arbejdet med bogen er gået lidt vel hurtigt.
Bogen er en fagbog og vil gerne have formalia i orden, men er ikke konsekvent med opsætning, noteapparat og kildehenvisninger, og om noter er fortløbende eller ej. Nogle kapitler har slutnoter, andre fodnoter, mens man i et enkelt kapitel helt har glemt at indsætte noter, så man som læser må lede forgæves.
Nogle steder adskilles kapitlerne for eksempel af en side med små citater, der stammer fra en spørgeundersøgelse, hvor deltagerne skulle svare på spørgsmålet ”Hvor kommer du fra?”. Hver samling citater er givet en overskrift på et ukendt sprog, der ganske vist oversættes til norsk, men som aldrig sættes i perspektiv … Som læser forstår jeg ganske enkelt ikke, hvad meningen er – eller hvorfor mange citater pludselig handler om Moland & French. Der mangler ganske enkelt, at læseren bliver taget i hånden.
Når det er sagt, satte bogen overordnet gang i min nysgerrighed. Jeg gravede dybere, søgte efter mere information og lyttede til NRK’s podcast ‘To vite menn’ fra 2018, som Joshua French, der på det tidspunkt var kommet hjem igen – Moland døde i fængslet i 2013 – deltager i.
For som jeg skrev i indledningen ér historien fascinerende – men især fordi historien inviterer til, at vi også ser på os selv som skandinaver og tager vores eget kolonialistiske blik op til overvejelse. Det hjælper ’Maskespillet i Kongo’ i dén grad med, og det gør bogen relevant også i dansk sammenhæng.
