Bangladesh: Før var det sulten, nu er det de mange fejlernærede

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Bangladesh

I Bangladesh er ris, ris og atter ris tæt knyttet til mad på bordet, men det betyder en enstrenget landbrugsproduktion og ensidig kost, hvilket ikke gavner det store problem, at så mange er fejlernærede.

Bangladesh skal brødføde en stigende befolkning på landbrugsjord, der skrumper og ødelægges af jævnlige oversvømmelser.

Derfor har det været noget af en bedrift, at landet i dag er selvforsynende med ris.

Det skete i 2012 og er bl.a. opnået gennem statslig støtte til handelsgødning, udstyr og brændstof.

Fødevare-sikkerheden er derfor i hus.

Men bekæmpelse af underernæring ved at skaffe ris nok giver grobund for fejlernæring grundet mangel på variation i kosten, fortæller Rilla Norslund, rådgiver ved den danske ambassade i Bangladesh.

Hun står i spidsen for et landbrugsprojekt, som handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) besøgte tirsdag i den sydlige del af landet.

Formålet med projektet er at reducere fattigdom ved at fremme en vækst, der når ud til så mange som muligt (inklusiv) og er bæredygtig i forhold til de naturgivne ressourcer, skaber beskæftigelse samt støtter et mere varieret afkast af landbrugsproduktionen.

Ministerbesøg på “Farmers’ field school”

Den primære bestanddel i projektet er de såkaldte “Farmers’ Field Schools”. Mogens Jensen var i forbindelse med rejsen i Bangladesh på besøg i en af disse tirsdag i den sydlige del af landet.

Her fik han lejlighed til at se de mange forskellige landbrugsmæssige aktiviteter i det lille samfund. Der var bl.a. små marker med alskens afgrøder, rækker med banantræer og bure med høns.

Landsbyen ligger klemt mellem store floder, og de enorme vandmasser presser mange af de små samfund i det sydlige Bangladesh. Med den globale opvarmning stiger vandstanden og floderne udvider sig.

Den danske handels- og udviklingsminister kunne ude ved flodbredden ved selvsyn konstatere den erosion, som skyldes vandets evindelige slid på den dyrebare jord (fotoet neden for).

Der er derfor gode grunde til vælge kreative metoder i landbruget.

De Danida-støttede landbrugsskoler sørger for, at forskellige landbrugssamfund kan udveksle erfaringer og dele viden. Mogens Jensen og de andre danske gæster fik lejlighed til at overvære den sidste del af et af de ugentlige møder, som er en vigtig del af projektet.

Indtil videre har omkring 100.000 deltaget i træningen, og målsætningen er en million deltagere, fortæller Rilla Norslund.

Danmark bidrager med 225 millioner kr., hvilket er langt størstedelen af det samlede danske budget til landbrugssektoren på 300 millioner. Bangladesh lægger selv omregnet 75 millioner kr. i projektet, der kaldes The Integrated Farm Management Component.

Bangladesh blandt de mest fejlernærede lande

Bangladesh har et niveau af fejlernæring, der er blandt de højeste i verden. 42 procent af alle børn under fem år viser tegn på, at de får en forkert kost.

Regeringen i Dhaka har hidtil prrimært satset på at bekæmpe sult ved hjælp af ris, men da Bangladesh i dag er selvforsynende, har man nu åbnet op for at gøre dyrkningen af landbrugsprodukter mere varieret. 

Bangladesh har oplevet alvorlig hungersnød to gange. Det skete i 1943 og 1974. Begge gange har ris spillet en stor rolle.

I 2008 oplevede man tilmed under den globale fødevarekrise, at det ikke var muligt at importere ris.