Etiopien summer af rygter om en ny krig – som vil være premierminister Abiy Ahmeds fjerde krig på fem år.
Udover at have importeret våben og mobiliseret sin hær, har Abiy – der modtog Nobels Fredspris i 2019 for at have genoprettet det fredelige forhold til Eritrea – sagt, at adgang til havet er et eksistentielt spørgsmål.
Etiopiens mest åbenlyse mål er Eritreas Rødehavshavn i Assab, der var en del af Etiopien indtil Eritreas uafhængighed for mere end 30 år siden.
Siden den etiopisk-eritreiske krig i 1998 og lukningen af grænsen mellem de to lande er havne-faciliteterne i Assab rustet væk, mens Etiopiens handel er blevet kanaliseret gennem nabolandet Djibouti.
Logistikken og økonomien omkring Djibouti fungerer fint, men det er ikke etiopisk territorium. Mange etiopiere – og deres naboer – læser mellem linjerne og mener, at premierministeren truer med at bruge magt.
Benægtelse, nationalistiske ambitioner og indenrigspolitiske problemer
Abiy Ahmed nægter dog offentligt, at han har til hensigt at invadere Eritrea, og fortalte for nylig soldater på Forsvarets dag: “Etiopien har aldrig invaderet noget land og vil ikke gøre det i fremtiden.”
Han har også opfordret til dialog via et hastetopmøde i den Mellemstatslige Myndighed for Udvikling (IGAD), en blok bestående af otte nordøstlige afrikanske stater. Ikke desto mindre har Etiopiens aggressive fremtoning og nye oprustning konsekvenser.
I juli rejste Abiy offentligt spørgsmålet om Etiopiens adgang til havet.
Han påpegede, at Etiopien er verdens mest folkerige stat uden havadgang – med 125 millioner indbyggere – og at adgang til havet var en topprioritet for de etiopiske kejsere, især Haile Selassie der regerede fra 1930 til 1974.
Med henvisning til en berømt general fra det 19. århundrede, Ras Alula, sagde Abiy, at Rødehavet var Etiopiens naturlige grænse.
Han fortalte angiveligt en gruppe forretningsfolk, at “vi ønsker at få en havn ved fredelige midler. Men hvis det mislykkes, vil vi bruge magt.”
Nogle så dette som et træk for at vinde politisk støtte hjemme. Det appellerede til en indflydelsesrig elite fra en Amhara-etnisk gruppe, der taler for et større Etiopien.
Abiy skubbede denne gruppe fra sig, da han indgik fred med Tigray People’s Liberation Front (TPLF) i det nordlige Etiopien for et år siden efter en blodig borgerkrig.
Han gjorde dem yderligt fjendtligtsindede ved at lancere en militæroperation i april for at afvæbne Amhara-militsen, der støttede ham i konflikten i Tigray-regionen.
Mange etiopiere tror fejlagtigt også, at international lov berettiger et stort land til en havn.
Abiys ego, Eritrea og en rystet region
En anden fortolkning er, at Abiy Ahmed er besat af sit eftermæle og ser erhvervelsen af en havn ved magt, hvis det ikke kan gøres ved forhandling, som sit bidrag til Etiopiens storhed.
I årtier var Etiopiens udenrigspolitik forudsigelig. Det ønskede at stabilisere Afrikas Horn under sin egen ledelse.
Det var blandt andet gennem partnerskab med de Forenede Nationer og den Afrikanske Union om fredsoperationer i Sudan og Somalia, at Etiopien blev Afrikas største bidragyder til FN’s og Den Afrikanske Unions fredsbevarende missioner.
Et andet element var ambitiøse infrastrukturprojekter på tværs af grænser, herunder transportkorridorer og kraftledninger.
The Grand Ethiopian Renaissance Dam på Nilen blev designet til at generere nok elektricitet til at kunne eksporteres til nabolande. Ideen var at binde Afrikas Horn sammen som en enkelt økonomisk blok.
I dag har statsminister Abiy Ahmed fået et ry for at være uforudsigelig. Både når det kommer til indenrigs- og udenrigsanliggender.
En meget bemærkelsesværdig udvikling er, at Eritrea – der plejede at være alment boykottet, fordi det destabiliserede Afrikas Horn – positionerer sig selv som den ansvarlige status-quo magt.
Eritreas svar på Abiys udtalelser har været kortfattede og bidende, og de har spidst nægtet at deltage i deres tidligere allieredes ”diskurser” om emnet, der har ”har forvirret alle bekymrede observatører”.
Også Etiopiens andre naboer er rystede. Djibouti, den selvudnævnte republik Somaliland, Somalia og Kenya sluttede sig til Eritrea i en uformel sammenslutning for at begrænse Etiopien – de udsender erklæringer, der gensidigt gentager hinandens bekymringer.
De mellemøstlige aktører står over for dilemmaer. De Forenede Arabiske Emirater (UAE) er Abiys vigtigste støtte – mest iøjnefaldende finansierer de hans overdådige palads samt leverer droner. Den seneste tid er der observeret fly fra Emiraterne, der læssede forsyninger af på etiopiske flybaser.
Abu Dhabi støtter også den paramilitære sudanesiske gruppe, Rapid Support Forces (RSF) – ledet af General Mohamed Hamdan Dagolo, kendt som “Hemedti” – der kontrollerer en stor del af Sudan, inklusive størstedelen af hovedstaden Khartoum, og snart kan danne en regering.
For UAE udgør Abiys eventyr både en mulighed og en risiko: Etiopien kunne blive en vigtig Rødehavsmagt – og en emiratisk klientstat; eller en ny krig i Afrikas Horn kunne bringe deres gevinster i Sudan i fare.
Imens står Saudi-Arabien i spidsen for forhandlinger om våbenhvile i Sudan, sammen med USA, og er angiveligt foruroliget over, hvordan Abiys Ahmeds Etiopien agerer.
Hvis Abiy går for langt, kan Saudi-Arabien føle sig nødsaget til at overkomme sin varsomhed i forhold til Eritreas præsident, Isaias Afewerki, og støtte ham.
Vil krigen komme – kan den undgås?
Abiy har to store udfordringer, hvis han mener det alvorligt med en ny krig. Den første handler om, hvem der skal kæmpe, for Etiopiens hær er blevet drænet af de seneste tre krige.
Den første krig var mod Oromo Liberation Army (OLA) og er stadig i gang.
Den anden krig, mod Tigray People’s Liberation Front (TPLF), blev udkæmpet i alliance med Eritrea og endte med et kampstop for et år siden. Etiopiens hær mistede, ifølge deres egne oplysninger, mellem 260.000 og 520.000 soldater, der er blevet dræbt eller er forsvundet, samt 374.000 sårede.
Den tredje krig, mod Amhara-militsen, begyndte i april. Den konflikt beskæftiger en stor del af hæren, og forekommer i stigende grad at være som kviksand for militære ressourcer – der er blandt andet rapporter om, at Eritrea bevæbner Amhara-militsen, kendt som Fano.
Hvis Addis Ababa skal i krig, vil det sandsynligvis kræve Tigray-regionens aktive deltagelse, eftersom den er strategisk placeret ved siden af Eritrea.
Men Tigrays økonomi og regeringstjenester blev ødelagt i løbet den to år lange krig, og dens folk er udmattede. Få har appetit på ny kamp.
Men der er dyb og udbredt vrede over de grusomheder, som den eritreanske hær har begået.
Og hvis den føderale hær starter en krig med Eritrea, ville Tigray uundgåeligt blive involveret.
Nogle tigrayanere, der frygter, at en ny krig er uundgåelig, argumenterer for, at Tigray bør stille krav, såsom tilbagevenden af vestlige Tigray – beslaglagt af den nærliggende Amhara-delstat for tre år siden – og kontrol over nogle nationale militære aktiver som fly.
Den anden udfordring er finansieringen af krigen. Den etiopiske økonomi er i en nedadgående spiral og har desperat brug for en redningsplan fra vestlige donorer sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.
Abiy håber måske, at UAE vil kompensere for eventuelle tabte midler, men selvom UAE’s præsident Mohamed bin Zayed al-Nahyan er klar på at give kontanter til statsministeren, kan han ikke kompensere for det massive økonomiske tab, en krig ville medføre.
Uanset om Etiopien faktisk lancerer en invasion eller ej, har Abiy Ahmed gjort krigen tænkelig. At slå på krigstrommerne skaber et farligt klima. Regionens våbenkapløb accelererer. Etiopien køber flere våben. Eritrea og Djibouti vil sandsynligvis følge trop. Tigrays foreslåede demobilisering er standset. Konflikterne i Somalia kan forværres. Eritrea kan i stor stil sende våben til Amhara-militsen for at intensivere den krig.
Der er en fare for, at enhver lille hændelse kan eskalere ud af kontrol.
Det sidste, som Afrikas Horn har brug for, er en ny krig. Men risikoen for en er nu alarmerende høj.
Artiklen er oprindeligt bragt på BBC og er oversat til dansk for Globalnyt af Emil Gundel efter aftale med forfatteren.
Alex de Waal er direktør for the World Peace Foundation, Research Professor på Fletcher School of Global Affairs, Tufts University, og Professorial Fellow på London School of Economics.