Mauritius i Det Indiske Ocean er et virkelig interessant sted – blandt andet fordi man her kan få syn for, hvad den såkaldte biodiversitetskrise handler om. Det kan man af tre årsager.
Den første skal findes i fortiden, som for Mauritius’ vedkommende er usædvanlig kort – i hvert fald hvad mennesker angår. For som følge af menneskets relativt nylige kolonisering af øen har vi et indgående kendskab til dens tab af biodiversitet, altså hvilke arter vi har mistet primært som følge af menneskelige aktiviteter.
Den anden årsag er, at nutidens biodiversitet på øen er helt ekstremt domineret af arter, som ikke oprindeligt kommer derfra.
Og så har Mauritius opbygget omfattende praktisk erfaring med at give kunstigt åndedræt til arter på udryddelsens rand, og det er den tredje årsag til at ø-staten er så interessant i forhold til biodiversitetskrisen.
Når Mauritius har oplevet en masseudryddelse af oprindelige arter, skyldes det først og fremmest tre menneskelige aktiviteter: Jagt, rydning af oprindelig vegetation og indførelsen af arter udefra.
Nå ja, så er Mauritius også vældig interessant fordi det efterhånden ser ud til, at genteknologiske landvindinger gør det muligt at ’genoplive’ og efterfølgende genudsætte en af verdens mest karismatiske, udryddede arter, nemlig dronten (Raphus cucullatus) – som nogle måske kender bedre under dens engelske navn, dodo. Den eksisterede kun på Mauritius, og den sidste af de én-meter høje fugle døde i 1693.
Biodiversitetskrisen er drevet af menneskets kolonisering
Mauritius befinder sig i en ekstrem biodiversitetskrise. Der er sket en masseudryddelse af de oprindelige arter, og hovedparten af de tilbageværende landbaserede arter er truet.
Det er en kombination af menneskernes omgang med naturen og biogeografi – arters geografiske udbredelse – der gør, at det er kommet hertil. Isolerede øer som Mauritius, Madagaskar eller øgrupper som New Zealand er kendetegnet ved høj grad af endemisme – altså at de hjemmehørende arter i de oprindelige økosystemer kun findes lige netop der. Hvis arterne forsvinder der, så er de tabt for verden.
Når Mauritius har oplevet en masseudryddelse af oprindelige arter, skyldes det først og fremmest tre menneskelige aktiviteter: Jagt, rydning af oprindelig vegetation og indførelsen af arter udefra.
Den første store bølge af kolonisering af Mauritius kom primært med handelsskibe, som brugte øen som stop-over på længere sørejser. Når skibene lå for anker gik søfolkene i land og jagtede de dyr, der var på øen. Det var både for at skaffe mad og for underholdningens skyld. Dyrene var totalt uforberedte og forsvarsløse over for mennesker og derfor let bytte. På den måde blev en række arter blev udryddet.
Da koloniseringen rigtig kom i gang i 1600-tallet, begyndte man at rydde store dele af den oprindelige vegetation til beboelse og landbrug – især til at dyrke sukkerrør, som blev øens store afgrøde. Denne konvertering af landskabet betød ødelæggelse af oprindelige økosystemer, og at levestederne for de hjemmehørende arter blev reduceret og i nogle tilfælde forsvandt helt.
Den tredje og sidste aktivitet var indførelse af såkaldte nyttige eksotiske arter, for at bekæmpe det, man så som skadedyr, og for at forsøde livet for sig indbyggerne. Det betød eksempelvis indførelse af desmerdyr (Herpestes javanicus) i kampen mod rotter og maina (Acridotheres tristis), en stæretype, til bekæmpelse af græshopper, begge i forsøg på at forøge udbyttet fra landbruget. Efterfølgende er der kommet flere fremmede arter til – især smukke fuglearter. Konsekvenser af disse menneskelige ’faunaforfalskningsinitiativer’ er et yderligere pres på de oprindelige arter.
Jeg har aldrig tidligere besøgt et land med en fauna, der er så domineret af ikke-hjemmehørende biodiversitet, som er tilfældet i Mauritius.
Rewilding
Flere af Mauritius’ dyrearter er som nævnt allerede blevet udryddet. Men der er en række, især fuglearter, der i sidste øjeblik er blevet reddet. Og en af måderne, de er blevet reddet på er rewilding, som er en stadig mere internationalt anvendt term for målrettede initiativer til forbedring af forholdene for naturen.
Ser vi på Mauritius og tager den mindre ø Rodrigues med, viser en opgørelse fra den internationale naturbevarelsesorganisation IUCN, at 46 dyrearter er blevet udryddet i Mauritius. Næsten alle de hjemmehørende dyrearter, som stadig eksisterer, er eller har været udryddelsestruet.
Læs også: Rodrigues er Maskarenernes juvel og hjemstedet for en mytisk kæmpefugl
Mauritius regering har, ofte med international støtte, iværksat en lang række målrettede indsatser for at forbedre bestandene af de tilbageværende arter. Indsatser, som i flere tilfælde har båret frugt, så en række arter nu er i fremgang. Men billedet er langt fra entydigt, og der er indlysende udfordringer.
(Foto: Stig Jensen)
I den ene ende af spektret er succeshistorien med rosenduen (Nesoenas mayeri). I 1991 var bestanden nede på ti fugle, men efter en målrettet indsats var bestanden i år 2000 oppe på 300 fugle. Sidenhen skulle populationen være blevet stabiliseret, dog har rosenduen stadigvæk status af rødlistet art – altså en art, der er i fare for at uddø.
En anden af Mauritius berømte arter er den lokale tårnfalk (Falco punctatus), der i 1974 var nede på bare fire individer. Med en målrettet indsats kom bestanden i 1990 op på 300-500 fugle, men i de seneste årtier er bestanden faldet til 140-170 fugle, og den internationale fuglebeskyttelsesorganisation BirdLife er bekymret for, at bestanden kan falde yderligere.
Helt kritisk ser det ud for den lille mauritiusbrillefugl (Zosterops chloronothos), som er kritisk truet og der stadig bliver færre og færre af, selvom man forsøger at redde den.
Udfordringer for alle disse initiativer er problemer med levesteder, føde og konkurrencen fra ikke-hjemmehørende arter. Selvom bestanden af rosenduen er i stabil fremgang, er arten stadig afhængig af målrettet fodring.
Det rejser spørgsmålet, om vi er på vej til en zoologisk have-fisering, hvor Mauritius’ oprindelige biodiversitet er afhængig af mennesker for at kunne overleve og dermed bliver den ultimative bekræftelse af, at vi lever i den antroprocæne tidsalder.
Genoplivning af dronten, men hvor kan den leve?
Netop menneskets evne til at styre og bestemme over naturen er genoplivning og efterfølgende genudsætning af dronten et eksempel på.
For ja, der bliver forsket i at genoplive uddøde arter, og det skyldes blandt andet, at der er kommet nye muligheder som følge af genteknologiske landvindinger. Men det er langt fra alle, som synes, at det er en god idé.
Selvom det er teknisk muligt at genskabe levesteder for dronten, så kan projektet meget vel vise sig at være en dødssejler.
Julia Helena Heinen, post.doc på Københavns Universitet, står for et kritisk perspektiv på forsøget på at genoplive dronten, for hun mener resurserne skal bruges på at redde nuværende udryddelsestruede arter, som Globalnyt tidligere har beskrevet.
På den anden fløj står Beth Shapiro, der er palæogenetiker hos Colossal, der er en amerikansk biogenetisk virksomhed. Hun beretter, at hun og hendes kolleger har fremskaffet et helt genom fra dronten, og dermed er det teknisk muligt at genskabe den. Og det skal udnyttes, mener hun. Colossal er allerede i dialog med Mauritian Wildlife Foundation med henblik på at finde egnede lokaliteter til at genudsætte den genopstandne kæmpefugl, som ikke kan flyve.
Selvom det er teknisk muligt at genskabe levesteder for dronten, så kan projektet meget vel vise sig at være en dødssejler. Et brændende spørgsmål trænger sig på og illustrerer, at det ikke er så ligetil: Vil der være et fødegrundlag, når de naturlige økosystemer i mellemtiden er forandret? Det er trods alt mere end 320 år siden dronten blev udryddet. Kan den genoplivede dronte modstå truslen fra mennesker og andre især eksotiske arter? Det er stærk tvivlsomt set i lyset af, at de fleste af Mauritius oprindelige arter i forvejen kæmper for overlevelse.
Der er dog skabt refugier for enestående biodiversitet, især for krybdyr, på nogle af Mauritius’ mindre øer, men disse øer er meget små og vil umuligt kunne danne et levedygtigt fundament for dronten.
Mauritius er et skræmmende mikrokosmos
På mange måder er Mauritius et mikrokosmos, som udstiller flere af biodiversitetskrisens udfordringer, og viser muligheder og faldgruber i bekæmpelsen af biodiversitetskrisen.
Mauritius er på den ene side et enestående vindue til den biodiversitet, der er forsvundet. Og som først og fremmest er forsvundet på grund af menneskelige aktiviteter. På den anden side giver Mauritius også forståelse for en række udfordringer med at redde udryddelsestruede arter, trods mobilisering af nyeste teknologiske landvinder, omfattende økonomiske resurser og zoologifisering af arter.
Den grundlæggende udfordring i Mauritius og stadig flere steder i verden er, at vi menneskers irreversible ødelæggelser af naturen, vores voksende antal og vores indslæbte eksotiske arter skaber stadig vanskeligere livsbetingelser for lokale og udryddelsestruede arter.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
