Denguefeber – også kaldet “Break-bone fever” – er en virusinfektion, som overføres med myggen Aedes Aegyptii eller Aedes Albopictus, den samme myg som overfører andre virussygdomme som zika, chikungunya og gul feber.
Virusinfektionen viser sig ved feber, svære muskelsmerter (deraf kaldenavnet) og en palet af andre symptomer, som varierer fra patient til patient. Denguefeber er meget hyppig især i Asien og Sydamerika. Det anslås, at der årligt er cirka 90 millioner tilfælde og cirka 50.000 dødsfald som følge af denne virus.
Når dengue ikke har påkaldt sig så megen opmærksomhed som visse andre virusinfektioner (eksempelvis Covid-19!), så skyldes det, at langt de fleste smittede kommer sig uden mén. Men en lille del – mindre end fem procent – udvikler en svær sygdom, som altså kan være dødelig.
Der findes fire typer af denguevirus, og smitte med en af typerne giver ikke immunitet mod de andre. Tværtimod. Har du allerede haft denguefeber, er der øget risiko for at udvikle svær sygdom, hvis du smittes med en af de andre typer.
Der er ingen effektiv behandling mod dengue – så man må fylde sig med paracetamol og ibumetin og håbe, at det hurtigt går over. Hvis man udvikler svær dengue, kan denne behandles, hvis behandlingen påbegyndes tidligt i forløbet, men dødeligheden er alligevel omkring en procent.
Sygdommen er i markant stigning og breder sig til regioner, hvor dengue ikke tidligere har været kendt, for eksempel i det sydlige Europa. I dag findes der dengueinficerede myg i 129 lande; i 1970 var dette tal ni – så det går ret stærkt.
Under coronaepidemien har man i år også måtte kæmpe med det voldsomste dengueudbrud nogensinde i lande som Malaysia og Singapore, ligesom andre lande i Sydøstasien – blandt andet Vietnam – har været voldsomt ramt.
For nogle år siden blev den første vaccine mod dengue godkendt. Den er ikke supereffektiv og har også vist sig at have flere bivirkninger, når den gives til raske voksne. Derfor har man – indtil videre – begrænset brugen af den og kun givet den til voksne, som tidligere har været inficeret med dengue, da denne gruppe er særlig udsat for at udvikle kompliceret dengue, hvis de smittes igen.
Dengue i Danmark
Aedes-myggen har spredt sig markant ud over det meste af verden i de seneste ti år godt drevet frem af miljøforandringer, klimaændringer og øget urbanisering. Aedes findes sågar i Danmark, hvor den dog ikke er inficeret med denguevirus – endnu.
De dengue-tilfælde, vi har i Danmark i dag, er alle importerede tilfælde, hvor danskere er blevet smittet under ophold i udlandet, men det vil ikke komme som en overraskelse, hvis Aedes-myggene i Danmark inden for få år bliver inficerede og kan stikke og smitte folk inden for landets grænser.
Det er allerede tilfældet i det sydlige Europa, hvor der er konstateret sådanne lokale tilfælde af denguefeber i Italien og Kroatien. Som bekendt populære danske feriedestinationer – pre-corona.
Tidligere har man brugt sprøjtegift i kampen mod myggene og de myggebårne sygdomme, men de seneste årtier har man forsøgt at angribe vektoren, altså myggen, med biologiske midler – herunder kunstigt modificerede myg, der kan skubbe inficerede myg ud af det økologiske system. Dette er blot ét eksempel på nyere forskning, der afprøver forskellige biologiske metoder til bekæmpelse af myg.
Senest er der meldt om to nye idéer, der afprøves som led i at knække koden til at bekæmpe Aedes-myggen og denguevirus.
Vira-ædende bakterie kan være løsning
I lighed med mennesket er andre levende organismer også beboet af talrige forskellige mikroorganismer, som lever i samdrægtighed med værten. Wolbachia er en bakterie, som trives godt i myg.
Det interessante ved Wolbachia er, at den blandt andet lever i Aedes-myg, hvor den spiser denguevira.
Forskere ved University of Queensland i Australia har inficeret myg med Wolbachia-bakterien og fundet ud af, at disse myg dør tidligere end uinficerede myg. Forskerne har afprøvet flere forskellige Wolbachia-stammer, hvoraf én synes at kunne dræbe denguevirus. I første omgang udsatte man de inficerede myg i områder i Nordaustralien og kunne her påvise, at antallet af denguefeber faldt dramatisk.
Efterfølgende har man udført flere succesfulde forsøg i Brasilien og Vietnam. Det har vist sig, at myg, indfanget to år efter de første mygs udsættelse, stadig har stærk ”virus-blokerende” effekt.
Man er nu så langt at man afprøver denne metode i større forsøg.
I Yogakarta, en indonesisk by med cirka 400.000 indbyggere, har man delt byen op, så Wolbachia-inficerede myg blev udsat i nogle områder, mens andre områder ikke fik myg udsat og altså fungerede som kontrol.
De endelige resultater er endnu ikke offentliggjort, men man har lavet en foreløbig analyse af projektet, som blev stoppet før tid på grund af corona. Her viste det sig at effekten var markant: Antallet af denguetilfælde i Wolbachia-områderne var 77 procent lavere end i kontrolområderne.
Det er værd at citere en udtalelse fra projektets chef, Nicholas Jewell, der har studeret smittebårne sygdomme siden begyndelsen af HIV-epidemien i 1980’erne.
“Det her er den mest succesfulde undersøgelse, jeg nogensinde har været med til. Vi har aldrig oplevet noget lignende,” siger han til tidsskriftet Nature og påpeger, at det har samme effekt, som kondomer havde på HIV.
Over de næste fem år forventer man at udvide projektet, så det i alt omfatter områder, hvor der bor cirka 75 millioner mennesker.
Millioner af myg i Florida Keys
I maj i år godkendte den amerikanske lægemiddelstyrelse, at det britiske firma Oxitec udsatte en genmodificeret Aedesmyg kaldet OX 5034 i Florida.
I alt blev 750 millioner (syv hundrede og halvtreds millioner!) myg udsat i Florida Keys, hvor Aedes er udbredt, og hvor den har udviklet resistens mod gængse sprøjtemidler. Formålet er at mindske smitte med især dengue og zika.
De udsatte myg er alle hanner med et indbygget protein, der dræber hunnens æg, når myggene parrer sig. Herved regner man med at mængden af myg vil falde drastisk over de næste år.
Denne manipulation med naturen er naturligvis blevet mødt med høje protester, og en gruppe har kaldt det et Jurassic Park-eksperiment som kan skade det eksisterende økosystem og potentielt skabe en ny resistent myggeart.
OX 5034 har tidligere været test i blandt andet Brasilien i mindre målestok, hvor den lader til at have virket. Det er uvist, hvordan man vil vurdere effekten af projektet i Florida. Både dengue og zika har meget fluktuerende forløb, så det kan være svært at måle, om projektet virker – men det skal nok lykkes.
Disse forsøg på at manipulere med naturen ved at tage naturen til hjælp lyder umiddelbart attraktive – for eksempel myg, der ikke kan sprede malaria, eller snegle, der ikke kan overføre schisostomiasis (sneglefeber, der især forekommer i tropisk Afrika).
Men at gribe ind i normale økosystemer er samtidig en betænkelig strategi, hvor uventede og uforudsigelige negative effekter ofte kan overraske.
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHOs vaccinationsprogram