Det er vanskeligt at måle de langsigtede effekter af økonomisk bistand og faglig rådgivning i et udviklingssamarbejde. Udvikling skabes eller hindres af et væld af faktorer, og bistand virker i samspil med alt det andet. Derfor trives myterne og uenigheden, om hvorvidt udviklingsbistand er umagen værd.
Bistand har meget ofte en umiddelbart positiv effekt bistand på mange menneskers liv i form af bedre sundhed og uddannelse. Men skal man vurdere mere grundlæggende ændringer i et samfund, er der brug for et langt perspektiv. Det er blot sjældent, der laves reelle evalueringer af langtidseffekter af udviklingsbistand.
Nu er Danmark (måske og måske ikke) på vej til ambassadelukning i Tanzania, hvor der siden 1960’erne skønsmæssigt er blevet brugt omkring 14 milliarder kroner i udviklingsbistand. Der har været danske penge og danske rådgivere i et væld af sektorer. Danmark har præget landet på godt og ondt. Men mest godt.
På det allerseneste har vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fornuftigvis sat spørgsmålstegn ved den tidligere regerings beslutning om at lukke ambassaden. Regeringens officielle politik er nu at opprioritere Afrika, efter at kontinentet gennem mange år er blevet systematisk nedprioriteret i dansk politik.
Hvad enten Danmark lukker og slukker eller genåbner lige inden salget af ambassadebygningen er faldet på plads, kunne der være god mening i at bruge denne anledning til at få gennemført en omfattende og lidt storstilet vurdering af, hvad der er kommet ud af, at Danmark i mere end et halvt århundrede har haft Tanzania som sit tætteste afrikanske samarbejdsland.
Bistand når den er bedst
I en verden, hvor rigtigt meget p.t. går den forkerte vej, vil jeg gerne bidrage med to eksempler fra Tanzania, på at bistand, når den er bedst og præget af kontinuitet, kan give værdifulde bidrag til langsigtede positive udviklingstræk.
Første eksempel: Tanzania var i sine første uafhængighedsår præget af statslige virksomheder, og det gik ikke godt. Danmark (Danida) var også fra 1970’erne med til at støtte en statslig kooperativ bank, som var kronisk nødlidende og i 1990’erne var mere end konkurstruet. Samtidig var der kommet privatisering på den statslige dagsorden, og Danida var så i 1994 med en bevilling på 45 mill. kr med til at sikre en rekonstruktion af banken, som førte til den uafhængige Cooperative Rural Development Bank (CRDB). 20 af de 45 millioner danske kroner var et aktieindskud, og Danida gik også ind med professionel bankrådgivning, der blandt andet var med til at sikre opbygningen af professionelle kreditvurderingssystemer. Det var samtidig en prioritet at sikre långivning til små virksomheder og landbrugere, som de gamle banker ikke havde interesseret sig for. Danmark ejede i mange år omkring 30 procent af aktiekapitalen, og der sad danskere i direktionen, men det er længe siden. I dag er der et dansk bestyrelsesmedlem, Jes Klausby, som repræsenterer de 21,5 procent af aktierne, som nu er den danske andel.
Det er i den grad gået godt. CRDB er i dag Tanzanias største bank, og de 20 millioner danske aktiekroner er 623 millioner kroner værd. Der er altså sket en 30-dobling af værdien. CRDB har i dag 3.600 ansatte og nu også afdelinger i Burundi og Congo. Den danske Industrialiseringsfond for Udviklingslandene (IFU) har været med til at finansiere datterselskabet i Congo. CRDB er en helt central finansieringsvirksomhed i Tanzania, i øvrigt med den højest mulige Moody-rating for en bank Syd for Sahara. Det er naturligvis et resultat som en professionel tanzaniansk ledelse kan være meget stolt af, men det danske bidrag er i høj grad anerkendt.
Det er også en bank, der giver udbytte. Det blev fra starten aftalt, at udbyttet ikke kan hentes hjem til Danmark. Det skal bruges til udvikling i Tanzania. Alene det seneste år har de danske aktier (plus forrentning af danske lån) givet et udbytte på 75 millioner kroner, der er kanaliseret ind i den tanzanianske sundhedssektor, hvor pengene i den grad er kærkomne.
Andet eksempel: For et lille år siden udkom bogen ”Prosperity in rural Africa?” på Oxford University Press. Den er skrevet af en række forskere i landdistriktsudvikling i Tanzania, blandt dem flere tanzanianske forskere og danske Esbern Friis-Hansen.
Det, der var anderledes i denne forskningsrapport, var netop tidsperspektivet. En stribe forskere var blevet enige om at genbesøge landsbyer, de tidligere havde forsket i. De vendte tilbage 20 og i nogle tilfælde 40 år efter den første forskning. Og de konstaterede, at fremgangen i levevilkår næsten alle steder var væsentligt større, end man hidtil havde troet. Der var sket markante strukturelle forbedringer. Landsbyboerne havde blandt andet fået langt bedre adgang til infrastruktur i form af veje, sundhed og uddannelse. Stadig masser af problemer men synlig og markant fremgang.
Jesper Heldgaard skrev om rapporten i Globalnyt i november 2022.
Her vil jeg blot nævne to eksempler på positive effekter af dansk bistand:
Et dansk program for sikring af bedre vandforsyning med sigte på forbedring af sundheden betød, at der blev nye og bedre muligheder for grønsagsproduktion med nødvendig vanding i landsbyerne, samtidig med at bedre infrastruktur gav bedre markedsadgang. Det førte til fremgang for en ny gruppe bønder.
Og et andet dansk program, der havde fokus på træplantning blandt andet og især af miljømæssige grunde, førte over tid til, at handel med tømmer (vist nok relativ bæredygtigt) blev en vigtig økonomisk aktivitet i landdistrikterne i området. Her fremhæves det (af Esbern Friis-Hansen) at det først gik langsomt. I mange år var det knapt muligt at spore fremgangen, men et stykke ind i det nye årtusinde blev det markant.
Begge eksempler er til dels indirekte sideeffekter af en indsats med et andet primært formål.
Der skete en forbedring i nogle grundvilkår, og bønderne var effektive til at udnytte det.
Et relativt velfungerende demokrati
Dette skal ikke være et forsøg på hvidvaskning af al udviklingsbistand. Meget er gået galt, og langt fra alt har været ordentlig gennemtænkt. Der har også (dengang som i dag) været elementer af dansk egeninteresse i bistanden på måder, der ikke altid har gavnet udviklingsformålet. Det er med andre ord komplekst. Men noget af det har også været meget værdifuldt.
Det er blandt andet også derfor, det var en usædvanligt tåbelig beslutning, da den tidlige regering besluttede at lukke og slukke i Tanzania, efter at man har brugt omkring 60 år på at skabe kontakter og netværk og til dels indsigt og forståelse. I et land, som i øvrigt trods alle mulige problemer, også i dag, hører til de mere velfungerende fattige lande.
Jeg skal også lige nå at nævne, at Tanzania så i øvrigt – i disse tider hvor autoritære styrer har fremgang – er et relativt velfungerende demokrati. Langt fra pletfrit. Men alligevel.
