Bog på vej om “Kvinden med aberne” i Indonesiens regnskov

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danskeren Lone Dröscher Nielsen er grundlægger af verdens største center for orangutanger i Indonesien. Nu udkommer bogen om hendes eventyr fra Aabybro til Borneo – “Kvinden med aberne” hedder den.

For snart 20 år siden – i 1995 – besluttede stewardesse Lone Dröscher Nielsen at sige sit job op og flytte til Borneos jungle for at redde orangutanger, skriver DR online tirsdag.

De store, orange-farvede menneskeaber er i konstant fare for at blive udryddet af skovhugst, og hun kastede sig ind i arbejdet og fik bl.a. oprettet Nyaru Menteng Orangutan rehabilitation- and reintroductioncenter, der i dag er verdens største center for orangutanger, som søges genudsat i naturen.

Den historie er der nu kommet en bog ud af.

“Om det er små børn, der rækker armene op og beder om hjælp eller små orangutanger… De er jo ligesom små børn i langhårede pyjamasser, du er solgt til stanglakrids”, fortæller hun.

“Men det var ikke orangutanger, jeg blev forelsket i først, det var regnskoven. Jeg elskede at sidde ude i regnskoven og bare lytte til alle dyrene derude. Jeg følte mig i ét med det derude, nærmest som om jeg var kommet hjem”.

“Vi bruger i dag orangutangen som et symbol på at redde regnskoven. Ved at redde orangutangen redder vi også regnskoven, og alle de andre dyr der bor deri, plus at vi hjælper lokalsamfundene derude, så det er en hel pakke, man får med ved at bruge det her utrolig karismatiske dyr til at sætte på forsiden af en bog for eksempel”, anfører Lone Dröscher Nielsen.

Et kald at redde orangutangen

Da Lone Dröscher Nielsen i første omgang udskiftede hjemlandets bøgeskov med regnskoven på Borneo, var det ikke et udtryk for et bevidst valg som sådan.

Det var en af den slags ting, som bare sker, som hun formulerer det. Det var et tidspunkt i hendes liv, da der bare skulle ske noget nyt.

“Jeg var simpelt hen nødt til at gøre noget. Det er jo mange grumme ting, der sker, når regnskoven bliver fældet. Det er ikke bare kun orangutangerne, der dør, det er tusindvis – eller millionvis – af dyr, der også går hen og forsvinder”, beretter hun.

“Det er blevet bedre i den skov, der står tilbage. Vi har to store nationalparker, plus nogle områder som vi har fået fredet, hvor vi i øjeblikket er i gang med at udsætte vore orangutanger, som har været igennem et rehabiliteringssystem, og de orangutanger de skal nok leve i fred og ro i generationer”.

“Men de, som bor uden for de fredede områder, er stadig utrolig truede på grund af f.eks. palmeolieindustrien, som stadig møver sig frem, nok mest på grund af vores umættelige appetit på råvarer fra Indonesien, Malaysia og andre steder”.

“Jeg tror ikke, at orangutangen kommer til at forsvinde helt, men den kommer til at bestå i bestande, som er i fredede områder”, noterer Lone Dröscher Nielsen.

Hård kamp mod regering og industri

Det har været op af bakke for hende og hendes allierede at få skabt et frirum for de truede dyr midt i den regnskov, der i bogstavelig forstand har måttet vige pladsen for det “økonomiske fremskridt”.

“Det har været en stor kamp mod bureaukratiet og den indonesiske regering at prøve at stoppe sådan noget som palmeolieindustrien i at komme ind og fælde millioner af hektar regnskov. Heldigvis er det begyndt at gå bedre, vi er begyndt at se et fremskridt, men det har været rigtig hårdt”.

“Det er svært at være oppe imod bureaukrati og industri, fordi der er en masse penge involveret. Det er økonomisk udvikling i et land, som har virkelig brug for det, og det bliver vi også nødt til at acceptere”, siger Lone Dröscher Nielsen.

“Alle kan redde en orangutang”

Kampen for regnskoven har da også ført meget positivt med sig.

Ud over en masse gengældt kærlighed til de store primater, som minder om den kærlighed, man har til sine børn, har Lone Dröscher Nielsen tilegnet sig tålmodighed og udpræget diplomatisk sans. Og lært tilfredsstillelsen ved at gøre en forskel.

“Jeg har lært, at hvem som helst… Hvis du har ønsket, og hvis der er noget, du virkelig vil i verden, så må du altså bare skubbe på, og så skal du nok også komme frem. Mange mennesker siger, at de ikke rigtig kan gøre noget, fordi de kun er én person…”

“Jeg er vokset op i Aabybro og var stewardesse, og jeg har alligevel præsteret at gøre det her, så jeg er sikker på, at der er masser af andre, der kan gøre en forskel. Det kan godt være, at det er på et lidt mindre niveau med at huske at slukke lyset, når man går ud af et værelse f.eks., men det er trods alt noget, vi alle sammen kan gøre for at gøre en forskel”, siger Lone Dröscher Nielsen til P1 Morgen.

Hun blev interviewet i P1 Morgen d. 16. april kl. 08:30 på P1
Kvinden med aberne (05:47)

Se mere på
http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2013/04/16/100259.htm

Man kan læse om bogen på
http://www.lindhardtogringhof.dk/da-DK/Titler.aspx?c=Item&category=4972&item=30517

og om forfatteren på
http://www.redorangutangen.dk/om-os/nyheder/ny-dokumentar-om-kvinden-med-aberne