Hvad vil Evo?
En af de seneste ugers ”gode historier” i mediernes udlandsdækning har været Evo Morales, Bolivias første indianske præsident. Han er blevet både frygtet og hyldet som en ny Hugo Chavez, men er han så radikal, som han gøres til?
Ibis-rådgiver Rune Geertsen giver her sit bud på, hvilke udfordringer Evo Morales skal balancere imellem for at blive den første af de seneste 3 folkevalgte præsidenter, der kan sidde hele perioden ud, uden at blive smidt på porten af folkets protester.
Af Rune Geertsen
Overraskelsen stod malet i ansigtet på Evo Morales, da han holdt sin sejrstale om aftenen den 18. december på fagforeningen for kokabønders kontor i byen Cochabamba.
Bolivia får sin første indianske præsident, og endda med et mandat på 53,7 procent af stemmerne. Aldrig før havde en kandidat fået absolut flertal. Stemmerne var ikke kun på Evo, men lige så meget på en forkastning af neoliberalismen.
Morales famlede efter ordene, men fandt dem: – Fra i morgen begynder en ny æra i Bolivia, en æra med lighed og retfærdighed. Til alle indianske folk vil jeg sige: for første gang er vi præsidenter.
Stort set alle medier i verden, store som små, har de seneste uger omtalt Evo Morales, oftest med beskrivelser som ”radikal”, ”socialistisk trussel” og ”USAs værste mareridt”. New York Times trykte endda en stort anlagt artikel om ham med overskriften ”Che Guevaras genkomst”.
Morales ofte krigeriske og populistiske retorik, især ved valgmøder blandt bønder højlandet, hvor han forsværger yankeerne og neoliberalismen og truer den hvide overklasse med revolution, har givet ham dette ry og gjort det naturligt at sige Evo Morales, når man først har sagt Hugo Chavez og Fidel Castro.
Men hvad vil han så, denne posterboy of anti-globalisation, som han bliver kaldt? Er det en revolution, der er i gang i Bolivia?
MAS, Evo Morales parti, er blevet kritiseret for ikke at have en egentlig plan for Bolivia, men i stedet en række populistiske forslag. Partiet har slået sig op på 3 mærkesager, der alle skal gøre op med dels den forfejlede neoliberale politik i Bolivia, dels hvad Evo Morales kalder en ”koloni-stat”. De er:
1) nationalisering af naturgassen (Bolivia har Sydamerikas næststørste gasreserver);
2) en ny grundlov, der skal give magt til de indianske og sociale bevægelser og skabe et nyt Bolivia præget af lighed og retfærdig fordeling;
3) legalisering og industrialisering af koka-planten.
Flere af disse forslag vil give Morales problemer, både internt og eksternt.
USA har siden 1985 brugt millioner af dollars i Bolivia på at udrydde koka-planten, hvis blad er råproduktet i kokain, men samtidig har en stærk kulturel historie i Andeslandene, der går tusind år tilbage. Fattige indianere i højlandet tygger hver dag planten, der hjælper mod sult og højdesyge, og giver en mildt euforiserende effekt.
Koka-dyrkning er tilladt i et meget begrænset omfang i et afgrænset område af Bolivia. Morales vil udvide produktionen af koka og have fjernet planten fra FNs narkotikaliste, men samtidig straffe narkohandel hårdere.
Den amerikanske regering vil ikke se med milde øjne på på flere koka-planter, og der skal diplomatisk snilde til at udfærdige en aftale med USA om koka-politiken, der ikke får amerikanerne til trække deres økonomiske investeringer og hjælp i landet ud.
Udenrigsminister Condoleezza Rice kom forleden med en afdæmpet lykønskning til Morales, der blev fulgt op af en løftet pegefinger. USA vil holde øje med den nye bolivianske regering, sagde Rice.
Morales største interne problem bliver også det, som bolivianerne har de største forventninger til – nationaliseringen af naturgassen.
Gaspolitiken har nærmest splittet landet ad siden 2003, hvor La Paz blev belejret af demonstanter og 70 døde i kampe med militæret. Folk var rasende over den daværende præsidents planer om at eksportere gas til rivalen Chile.
Senere, i juni i år, blev La Paz blokeret igen, denne gang for at presse regeringen til at opsige kontrakterne med de transnationale gasselskaber. Selskaberne havde forhandlet sig til 40 årige kontrakter og ejerskab over den gas og olie, der kom op ad jorden, med et beskedent afkast på 18 procent af indtjeningen til staten. En lov blev indført om at ændre kontrakterne, men det er ikke sket endnu
Den nye præsidents proklamerede opgør med 20 års neoliberal politik begynder med at generobre ejerskabet over naturressourcerne, senere følger en genoplivning af staten med statslige gasselskaber. Evo Morales løfte om nationalisering var en af de afgørende grunde til den store valgsejr. Men ifølge flere politiske analytikere er det uklart, hvad MAS mener med nationalisering.
– MAS vil ikke overtage eller forvise udenlanske gasselskaber, som deres vælgere kræver og forstår som nationalisering. Derimod vil de ændre selskabernes kontrakter, så staten får halvdelen af afkastet. Det er ikke nationalisering i traditionel forstand, siger Enrique Ormachea fra den globaliseringskritiske tænketank CEDLA, der har studeret MAS partiprogram.
– MAS sælger en illusion om et opgør med neo-liberalismen. Men hvis man nærlæser deres forslag, er de nærmest socialdemokratiske og vil kun justere den neoliberalistiske model, ikke gøre op med den, fortsætter Ormachea.
Eduardo Gamarra, der er bolivianer og leder af Center for Latinamerikanske og Caribiske studier ved Miami University, er enig: – Det store problem for MAS er, at de taler med 2 tunger. En radikal, når de taler til kokabønderne i Chapare, og en socialdemokratisk, når de taler til middelklassevælgerne i La Paz, anfører han.
Ved det første pressemøde efter valget, prøvede Evo Morales at balancere mellem de 2 modsætninger. Samtidig med at gentage sit løfte om at nationalisere gassen, beroligede han de udenlandske selskaber i landet. – Vi har brug for venner, men ikke herremænd, og de selskaber, der vil samarbejde med os skal være velkomne, lød det.
Trods sin modstand mod neoliberalisme og globalisering har Morales ikke afvist en bilateral forestående frihandelsaftale med USA. Dog har han understreget at Bolivia vil stille krav og beskytte visse skrøbelige sektorer.
Morales politik ser ud til at lægge sig et sted mellem de 2 anti-neoliberale fyrtårne i Sydamerika, Hugo Chavez Venezuela og Brasiliens Lula Da Silva, og begge disse lande fører en ekstremt globaliseret politik, selv om deres retorik udadtil er globaliseringskritisk, forklarer Eduardo Gamarra fra Miami University.
Den tredje stor udfordring for den nye præsident kommer til juni 2006 og bliver at gennemføre en ny forfatning gennem Asamblea Constituyente, den grundlovgivende forsamling.
De indianske organisationer i Bolivia har enorme forventninger til en ny grundlov, som de håber på skal rette op på 500 års undertrykkelse af de indianske folk – større end de har til Evo Morales.
Evo Morales er ikke – selv om han ofte bliver udråbt til at være det – repræsentant for de oprindelige folk, men kun for MAS. Med en ny grundlov forventer de indianske grupper at få adgang til jord og indflydelse, og frem for alt respekt for deres kultur og kollektive rettigheder.
“Det tredje årtusinde er de oprindelige folks årtusinde”, har Evo allerede proklameret. Men den bolivianske overklasse i det østlige lavland, som minder mere om Miami end om det bolivianske højland, vil gøre alt for at holde fast i de fordele, de har haft siden republikkens grundlæggelse i 1825: magt og store jordområder.
Evo Morales vandt i Bolivia med en stærk anti-amerikansk, anti-neoliberal, klassekampsretorik, som han nu skal omdanne til pragmatisk politik i et socialt og økonomisk splittet land.
Bolivia er ikke i gang med en revolution, men derimod med at genopbygge staten stykke for stykke. Men for et land, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond gennem årene har fremvist som et mønstereksempel på, hvordan en stat i et udviklingsland skal privatiseres, kan det dog være en form for revolution.
– Hvis Morales ikke skræmmer de multinationale gasselskaber væk med sine krav,
– hvis han kan få en ny grundlov igennem, hvor han stiller de indianske og sociale bevægelser tilfredse uden at marginalisere det indflydelsesrige lavland,
– samt formår at indgå en aftale om koka-planten, USA kan acceptere,
så vil han være godt på vej. Og dermed måske blive den første af de seneste 3 folkevalgte præsidenter, der kan sidde hele perioden ud, uden at blive smidt på porten af folkets protester.
Men så vil han tilgengæld også miste sit ry som ”radikal”, ”socialistisk trussel” og ”USAs værste mareridt”.
Artiklen står på websitet for u-landsorganisationen Ibis.
Læs flere u-landsnyheder på www.ibis.dk
