Charlotte Slente bliver ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

charlotte_slente_web
Kirsten Larsen

2. oktober 2019

Charlotte Slente kommer til at lede en af verdens største humanitære organisationer med aktiviteter i 40 lande, flere end 7000 ansatte, 8000 frivillige i Danmark og en omsætning på over tre milliarder kroner.

Til Globalnyt siger ambassadøren, at hun glæder sig.

“Dansk Flygtningehjælp er en god organisation, virkelig kapabel. Den forstår at levere ydelser. Og er flere gange blevet kåret som en af de bedste organisationer i verden. At jeg også skal samarbejde med så mange frivillige i Danmark er en spændende ny dimension,” siger hun.

53-årige Charlotte Slente har en lang karriere i Udenrigsministeriet bag sig. Hun har tidligere været direktør for DANIDA, været udsendt som ambassadør til flere lande og blandt andet også været centerchef for global udvikling og samarbejde.

Dansk Flygtningehjælpes forkvinde, Agi Csonka, siger i en pressemeddelelse, at det netop er Charlotte Slentes brede erfaring fra internationalt arbejde og hendes stærke lederegenskaber, der har fået et enigt forretningsudvalg til at pege på hende, som ny generalsekretær.

“Charlotte Slente bevæger sig hjemmevant i det internationale humanitære diplomati, hun kender Dansk Flygtningehjælp godt og forstår kompleksiteten i vores opgaver – og så er hun en visionær leder med en bred vifte af ledelsesredskaber i rygsækken. Vi havde ikke helt turdet håbe på, at vi kunne finde alt det i en og samme person – men med Charlotte Slente er det faktisk lykkedes,” lyder det fra Agi Csonka.

Globalnyt har spurgt den kommende generalsekretær om, hvordan det er at skulle skifte diplomatiets diskretion ud med en anden del af generalsekretærens hverv, nemlig at skulle tale flygtninges sag i både Danmark og udlandet.

“Det har jeg det godt med. Jeg er vant til at skulle fremme danske synspunkter. Der er nogle ting i diplomatiet, der minder om den fortalervirksomhed, som bliver en del af mit job i Flygtningehjælpen. Og Dansk Flygtningehjælp spænder over erfaringer fra felten til integration i Danmark. Det giver et robust ståsted. Så handler det om at tage bestik af den politiske situation og finde ud af, hvad der er muligt,” siger Charlotte Slente.

Hun beskriver sig selv som en rimeligt jordbunden type, der går ligefremt til værks. Charlotte Slente har en kandidatuddannelse i international økonomi og handel fra Copenhagen Business School. Hun efterfølger Christian Friis Bach, der pludseligt blev afskediget i april efter mindre end to år i Dansk Flygtningehjælp.