CHRISTIANSTED, US VIRGIN ISLANDS: Den europæiske kolonialisme fra det 16.-19. århundrede var styret af Europas ekspansion, en søgen efter nye markeder, magtanvendelse og undertrykkelse, som den omkringliggende verden og indfødte folk over alt fik at føle.
Efter at være blevet ofre for Europas kolonialisme, svarer man i dag i Caribien igen ved at insistere på det værdifulde ved egen kultur. Indianere og sorte, der begge har oplevet europæisk og amerikansk overmagt igennem århundreder, står sammen og udtrykker en fælles ånd og samhørighed. De understreger, at Columbus – stik imod det vi har lært – egentlig ikke opdagede noget. Det hele var der jo i forvejen.
Snarere ødelagde han og de senere spanske conquistadores (erobrere), med magt, vold og de sygdomme (især kopper, influenza, mæslinger), de medbragte og som de indfødte ikke var resistente over for, rige kulturer i Caribien, Mellem-og Sydamerika, der havde bestået i århundreder og årtusinder. Men vi er blevet opdraget til at ignorere alt dette og se historien fra et euro-amerikansk perspektiv.
Det følgende er derfor historien om et stort sammenhængende område, Caribien-Mellem-og Sydamerika, og handledygtige mennesker, der står sammen, sorte og indianere.
Udgangspunktet for denne historie er en overset begivenhed og dens vidtrækkende konsekvenser. Hændelsen fandt sted i 1493 på Jomfruøerne i det østlige Caribien i forbindelse med Christoffer Columbus 2. rejse og kendes som Hændelsen med de to Pile. Det er en hændelse, som er overset. Måske fordi man ikke føler sig hjemme i en fortælling om indfødte mennesker, der sætter sig til modværge. Vi har lært at tage udgangspunkt i os selv, at bruge verden til vores fordel, at lade verden dreje sig om os (”her fra min verden går”) – Derfor er den hændelse, jeg her beskriver, forblevet skjult.
Den 14. november 1493
Det er generelt vinderne, der skriver historien. Taberne forbliver ofte historieløse, og deres perspektiv fremdrages ikke. Vender man imidlertid mønten (som altid har to sider) og ser verden fra tabernes perspektiv, f.eks. de indfødte indianeres, fremkommer en ganske anden historisk fortælling, om hvordan vold og fysisk magt prægede mødet mellem Columbus og en velordnet ikke-europæiske verden.
Den 14. november er en mærkedag. Den 14. november 1493, for 524 år siden, fandt et skæbnesvangert møde sted i Salt River Bay på St. Croix, en af Jomfruøerne i det tidl. Dansk Vestindien. Et møde mellem Europa og ”Den Nye Verden”, en begivenhed som minder os om alle indfødte folk og deres uafsluttede kamp for rettigheder, frihed og selvbestemmelse.
Hvert år mindes man på Jomfruøerne (Columbus’ betegnelse for disse øer) hændelsen, der fandt sted i Salt River Bay som ”Cape of Arrows Begivenheden”, hvor indfødte indianere affyrede to pile, der tog livet af to af Christoffer Columbus’ soldater. Det skete den 14. november 1493 i forbindelse med Columbus’ anden rejse, hvor han først nåede Guadeloupe øst for Jomfruøerne. Efter hændelsen trak han og hans skibe sig tilbage til Puerto Rico og senere til Hispaniola (Haiti og Den Dominikanske Republik).
[[{“fid”:”8519″,”view_mode”:”inlinefull”,”fields”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Den caribiske region består af Mellemamerika, de caribiske øer og den nordlige del af Sydamerika – forbundet via Det caribiske Hav.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Kmusser (CC BY-SA 3.0)”},”type”:”media”,”field_deltas”:{“1”:{“format”:”inlinefull”,”field_file_image_alt_text[und][0][value]”:”Den caribiske region består af Mellemamerika, de caribiske øer og den nordlige del af Sydamerika – forbundet via Det caribiske Hav.”,”field_fotograf[und][0][value]”:”Kmusser (CC BY-SA 3.0)”}},”attributes”:{“alt”:”Den caribiske region består af Mellemamerika, de caribiske øer og den nordlige del af Sydamerika – forbundet via Det caribiske Hav.”,”class”:”media-element file-inlinefull”,”data-delta”:”1″}}]]
For et par år siden indebar mindedagen på Jomfruøerne en flere timers formidling om stranden (der kan skimtes i billedet, ved indsejlingen til Salt River bugten), hvorfra indianerne – som havde boet på stedet de sidste 1500-1700 år – sejlede ud og beskød Columbus, som havde bortført en række indianere. Da Columbus og hans skibe, 12-17 stykker i alt, først var kommet til syne om morgenen den 14. november, var mange landsbyboere flygtet væk fra stranden op i de omkringliggende bjerge.
Caribien, Mellemamerika og det nordlige Sydamerika er et sammenhængende område
Dette indlæg handler om, at Columbus egentlig ikke opdagede noget. Det hele var der jo i forvejen, men blev efterfølgende revet itu af spanierne og de hvide bosættere i Nordamerika med deres drab (folkedrab og etniske udrensning) på den indfødte befolkning.
Ifølge arkæologen Dr. Reniel Rodriguez Ramos fra naboøen Puerto Rico opdagede Columbus egentlig ikke noget. Caribien var før dennes komme i forvejen et rigt socialt og kulturelt område med handelsforbindelser spændende flere tusinde kilometer og omfattende Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, med store strækninger af hav øerne imellem (som krævede gode navigationsevner).
Disse udvekslinger og udbredelsen af brugsgenstande og kunsthåndværk fra Mellemamerika og Colombia betyder, at man i Caribien finder genstande fra alle disse regioner. Indianerne på de caribiske øer var indvandret (1500-2000 år før Columbus) via Yucatan-halvøen i Mexico og Orinoco deltaet i Venezuela og kendes som Tainoer og Caribere – heraf betegnelsen Caribien.
Der eksisterer mange forbindelser mellem øerne, det caribiske område og det amerikanske fastland, som modsiger en betragtning af området som bestående af en række isolerede øer og områder, en tankegang der især knytter sig til en kolonial og imperialistisk opdeling i engelske, franske, hollandske, spanske, danske og amerikanske interesseområder.
Rent kulturelt er der mange lighedspunkter på tværs af de ofte store afstande mellem f.eks. Cuba, Puerto Rico, Jomfruøerne, Mellemamerika og Columbia. Lighederne angår bl.a. de motiver, der går igen i genstandene og brugen af bestemte typer sten og metaller. Alt viser, hvor sammenkoblet indianerne var. I lyset af disse interaktioner og handlen indianerne imellem er man nødt til at gentænke den koloniale historie og tale om en fælles indiansk historie, men som den senere koloniale historie har udvisket. Der er for de indfødtes vedkommende tale om fælles trossystemer på trods af geografisk adskillelse, afstande og forskellige etniciteter. Denne af Columbus ganske uafhængige indfødte historie betyder også, at guvernøren for Jomfruøerne i 2015 proklamerede november for ”Virgin Islands Indigenous Native American Heritage Month”.
Sorte og indianere står sammen
Caribien blev ikke kun taget fra indianerne, som boede der, men samtidig befolket med, ligeledes umyndiggjorte og magtesløse, mennesker fra et andet kontinent: afrikanske slaver.
Mindehøjtidlighederne den 14. november kulminerer ofte i ”interkulturel dans”, en manifestation af solidaritet mellem afro-caribiere og indianerne, som næsten helt uddøde og nu kun findes tilbage på et par af de mange hundrede caribiske øer. Dansen understreger de fælles kulturelle og spirituelle bånd mellem de to grupper, deres caribiske kultur, traditioner, musik, håndværk, dans og livsopfattelser.
Slavegjorte afrikanere, hvis efterkommere er spredt ud over de caribiske øer, hører derfor ligeledes til denne historie. Slavehandlen fra Afrika var tænkt at skulle erstatte indianerne, som var blevet udryddet og bukket under for sygdomme som influenza, som de ikke var resistente over for, med de ”hårdføre” afrikanere. Således er november en særdeles vigtig måned. Den får os til at overveje prisen for vestlig dominans og kulturel ekspansion på bekostning af ikke-vestlige kulturer og indfødte folks rettigheder.
Mens det er nærliggende at se indianerne og de sorte som ”ofre” for de hvides ekspansion, drejer det sig for mange caribiere om at frigøre sig fra den koloniale historieskrivning og først og fremmest at fremdrage sammenholdet og det, der karakteriserer deres liv og vise, at de er herrer i eget hjem, er foretagsomme, fremtidsorienterede og har deres egen kultur og sprog, litteratur, musik og dans og en levende kunstscene, som de er stolte af. Med rette.
Begivenheden den 14. november får os til at tænke på betydningen af at se Caribien, Mellem- og dele af Sydamerika som et sammenhængende område. Samtidig minder det om caribisk identitet, hvor de sorte of indianerne står sammen og sætter fokus på menneskers handlekraft. Det er det, det rige liv, der udfolder sig på det lokale plan (stimulerende kulturelle oplevelser i form af litteratur, musik, dans og kunst, samhørighed, fællesskaber, etc. etc.), men som vestlig og euro-amerikansk dominans søger at udviske, der i sidste instans karakteriserer deres verden og aktive handlen. Som den caribiske forfatter og nobelpristager Derek Walcott så smukt og poetisk siger, er pointen at kunne ”forelske sig i verden, på trods af (min fremhævning) dens Historie”, en verdenshistorie som har budt på megen ondskab, tilintetgørelsen af indfødte kulturer, slaveriet og etniske udrensninger.
Artiklen er inspireret af deltagelse i årlige møder i det østlige Caribien om Caribiens sprog og kulturer.
Bernhard Bierlich er PhD i global sundhed og antropologi fra Cambridge University. Han har forsket, skrevet og undervist i Vestafrika og Caribien i 25 år.
