Udgangspunktet for dokumentaren er Dag Hammarskjölds død ved et mystisk flystyrt i det nuværende Zambia i 1961. Var der tale om en ulykke eller om et nøje planlagt drab på FN’s generalsekretær, der omkom sammen med 15 andre FN-folk? Den idealistiske, fredsihærdige svensker var på vej for endnu engang at forsøge at skabe fred mellem regeringen i Kinshasa og oprørslederen Moise Tshombe i det minerige Katanga.
De officielle forklaringer om pilottræthed eller mekanisk fejl på flyet er der aldrig nogen, som har troet på. Konspirationsteorierne har fra starten haft flest tilhængere, og den seneste FN-undersøgelse siger da også, at der er overbevisende tegn på, at der har været angreb på flyet på den ene eller anden måde, da det skulle lande.
I Brüggers film fortæller en whistleblower – Alexander Jones – at det var South African Institute for Maritime Research (SAIMR), der med støtte fra den britiske efterretningstjeneste MI6 og CIA, planlagde og gennemførte nedskydningen. SAIMR var en hvid, racistisk milits-lignende organisation, der bl.a. rekrutterede lejesoldater for at undertrykke sorte i Sydafrika og nabolandene.
Skulle sorte vaccineres med HIV?
Interviewet med Jones er det længste i filmen, og det slutter langt fra Hammarskjöld med en anden SAIMR-aktivitet: Jones påstår, at SAIMR ville udslette den sorte befolkning ved at sprede HIV – den virus der fører til AIDS – ved vaccination.
Ifølge ham havde SAIMR laboratoriefaciliteter, som han havde besøgt, til at lave falsk vaccine.
Det lyder uhyrligt, at man skulle prøve at udrydde sorte afrikanere ved at påføre dem HIV. Men da man også hører, at en ung kvindelig biolog, der arbejdede på SAIMR, blev dræbt foran sit hjem, da hun ville fortælle freds-og forsoningskommissionen, hvad der foregik på SAIMR´s klinikker, kommer der troværdighed til påstanden.
Alligevel. Det forekommer uvirkeligt, at et privat laboratorium i begyndelsen af 1990’erne kunne producere HIV-vaccine og også kunne skabe kølekæde m.m. til distribution.
Lise Kaalund-Jørgensen, der i en årrække var HIV/AIDS-konsulent i Danida, maner enhver tvivl i jorden: Det er usandsynligt, at man i et privat laboratorium kunne isolere HIV, opløse det og distribuere det til vaccination. Det skal der en meget avanceret teknik til og er ikke noget der kan ske i et lille laboratorium.
Hun tilføjer: Og hvorfor iøvrigt ikke bare bruge dårlig hygiejne til at sprede HIV? Hvis det er det, man vil. Det er effektivt ikke at rense sprøjter… .
The New York Times, der har kontaktet en række specialister efter filmens visning på Sundance Film Festival lørdag, konkluderer, at man aldrig har kunnet vaccinere med HIV i Sydafrika.
Brüggers film slutter med påstandene fra Alexander Jones, men HIV-anklagerne lever videre. Og de kan få utilsigtede følger i Sydafrika, der stadig slås med skepsis over for vestlige medicin mod HIV/AIDS. Mange sværger stadig til traditionel plantemedicin, og Sydafrika har en af de største HIV-smitte rater i Afrika.
Det må forpligte at viderebringe Jones’ oplysninger om SAIMR’s aktiviteter, så det bliver spændende at se, hvordan Brügger følger op.
Detaljer og fornemme klip
Cold Case Hammarskjöld har fra begyndelsen til HIV-slutningen mange detaljer og fornemme klip af historiske øjeblikke, med blandt andre præsident Kennedy, der kaldte Hammarskjöld ”the greatest statesman of our century”.
De indledende interviews med øjenvidner, der aldrig var blevet spurgt, hvad de oplevede den aften, flyet forulykkede, var sigende. Øjenvidnerne oplevede, at lysene på landingsbanen blev slukket, de hørte skud og de så to fly i luften. Officielt var man ikke interesseret i at vide, hvordan flyet var forulykket. Fordi man vidste det?
Mads Brügger har lavet filmen sammen med den svenske journalist Göran Björkdahl, som også er med i dokumentaren. Men han siger ikke mange ord, selvom det er hans materiale om flystyrtet, gravet frem i årevis, som gav Brügger inspiration til filmen. Han er den tavse svensker i Brüggers show.
For den alderstegne anmelder er Cold Case Hammarskjöld en genopfriskning, der føjer nye detaljer til konspirationsteorierne, der fra starten var mange af. Generalsekretæren var respekteret, men havde også gjort sig bredt upopulær ved ikke at give køb på sine idealer.
Filmen løser ikke mysteriet om nedskydningens af Dag Hammarskjölds fly. Men den giver ammunition til en ny FN-undersøgelse, som måske kan vriste vitale oplysninger ud af ellers lukkede regeringsarkiver.
Fra hotel til hotel
Filmen spiller 126 minutter, og det er lidt længe. Rammen for fortællingen er Brügger på forskellige hotelværelser, hvor han dikterer til to sekretærer, der bistår med at holde orden på alle de mange navne, der svæver rundt.
Det er en god ramme, og sekretærerne gør den levende med spørgsmål, men et par sekvenser eller fire kunne godt undværes.
Selvom det er underholdende at se Brüggers indkøb af hvide tropehjelme, metaldetektorer, skovle og cubanske cigarer, så virker det amatøragtigt at se ham og hans svenske makker, gå rundt og lede efter nedgravede flyrester på nedstyrtningsstedet. Cigarerne var til at fejre fundet med.
Alligevel må man kapitulere: Det er lykkedes at få optagelser fra FN, præsident Kennedys mindeord om Hammarskjöld, og Desmond Tutu i den sydafrikanske freds- og forsoningskommission kædet sammen med interviews med øjenvidner til flystyrtet og med tidligere medlemmer af South African Institute for Maritime Research, bl.a. den ovennævnte whistleblower. Vi får også et portræt af SAIMR’s grundlægger, Dr. Maxwell. En tilsyneladende bindegal, karismatisk racist, der gerne så alle sorte afrikanere udryddet, som altid gik i hvidt og som til festlige lejligheder var klædt ud som admiral Nelson. Han var ikke læge, men kaldte sig doktor og drev klinik og vaccinerede sorte.
Brüggers eftermæle
I hovedparten af filmen er Mads Brügger også klædt i hvidt. Det teatralske slipper man aldrig for hos ham, men han lyder befriende ærlig, når han siger, at Hammarskjölds eftermæle faktisk ikke interesserer ham. Det gør til gengæld hans eget. Derfor er han bekymret, da han ikke synes, han har fat i historien. Hvor er historien ? Et kort – spar es – i kraven på den døde generalsekretær er godt. En sidste hilsen fra SAIMR. Men er det nok?
Det blev nok. Brügger fik sin historie om et kynisk drab på FN’s generalsekretær, som ingen i dag kan drages til ansvar for. Mere end nok, og forhåbentligt vil han også kunne fængsle de unge, som aldrig har hørt om den idealistiske, svenske generalsekretær.
Hans makker Göran fortsætter sit gravearbejde. Hans besættelse af flystyrtet begyndte, da han i sin afdøde fars gemmer fandt en metalplade med skudhuller. Pladen var fra nedstyrtningsstedet, hjembragt til Sverige, hvor ingen havde interesse i den.
I forbindelse med filmen kom pladen frem igen og sendt til Washington til undersøgelse. Giver resultatet glæde eller skuffelse? Det skal jeg ikke afsløre her.
Filmen har været ventet med spænding og foromtalerne har i omfang været som reportagerne fra VM i håndbold.
Jeg blev ikke skuffet, men kunne have klaret mig med lidt mindre Brügger .
Filmen har premiere i danske biografer den 7. februar
