Det er varmt i Kumasi. Karen Lauterbach sidder på en bænk i skyggen af et træ i byen, der ligger godt 250 kilometer nord for Ghanas hovedstad Accra. Hun drikker en sodavand sammen med sin lokale forskningsassistent, Isaac, da en scene udspiller sig foran dem.
På den ene side af vejen holder den berømte – og kontroversielle – præst Obinim en højlydt gudstjeneste i et kæmpe auditorium, mens en kvinde og en mand har gang i et voldsomt skænderi på den anden side. Manden er far til kvindens barn, og hun beskylder ham for ikke at have betalt nok penge og har derfor kastet en forbandelse over ham. Hvis ikke hun løfter forbandelsen igen, vil manden dø, forklarer Isaac.
Kvinden nægter, men efter lang tids palaver indvilliger hun alligevel. Mens dramaet er på sit højeste, og kvinden har fået bragt æg og kul, som hun skal bruge til at ophæve forbandelsen, lyder der skud-lignende lyde inde fra Obinims gudstjeneste. Det er kirkegængerne, der ’skyder’ de onde ånder.
Som Karen Lauterbach sad der på bænken, gik det op for hende, at det hele hænger sammen:
”Jeg sad og tænkte: Det giver jo ikke mening at tale om, at noget er kristendom, og noget er traditionel religion. Det er jo den samme funktion, de opfylder,” fortæller hun.
Én personers kirker i eksplosiv vækst
Karen Lauterbach er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet. Først i 2017 udgav hun bogen ’Christianity, Wealth, and Spiritural Power in Ghana’, der handler om de nye karismatiske præster i Ghana.
Mere præcist præsenterer bogen en undersøgelse af præsternes sociale og spirituelle tilblivelsesproces – en slags ”sociologisk analyse af social opstigning,” som Karen Lauterbach selv formulerer det. Hun tager imod i sit nye kontor på Søndre Campus, hvor alt er glas og grå flader. Det er helt andre forhold end på Købmagergade 44, hvor Center for Afrikastudier indtil for nylig havde adresse sammen med Teologisk Fakultet.
Den type kristendom, Karen Lauterbach har forsket i, tager udgangspunkt i det, der hedder pentekostalisme – som er en del af protestantismen, og som er særlig kendetegnet ved tungetale, helbredelse og bønner. På dansk kalder vi disse typer kirker for vækkelsesbevægelser eller pinsekirker (ikke at forveksle med Pinsekirken, der er én specifik kirke, red.).
Pentekostalismen siges at være opstået under The Azusa Street Revival i Los Angeles i 1906, hvorfra missionærer efterfølgende spredte troen til Europa, Asien, Latinamerika – og Afrika. Her er der siden opstået nye pentekostale kirker, for eksempel når medlemmer eller præster har forladt kirkerne og skabt deres egne små udbryderkirker.
Nogle af disse småkirker er blevet til megakirker, hvis menigheder tæller titusindvis af mennesker, og hvis præster er enormt velhavende og magtfulde. Det er dem, vi hører mest om herhjemme. Men for hver megakirke er der i dusinvis af små én personers kirker, som især de seneste år er poppet frem i rekordfart. Det er de ambitiøse karismatiske præster bag disse, Karen Lauterbach har forsket i.
Det religiøse Afrika
Ifølge en opgørelse lavet af Pew Research Center over den religiøse fordeling af befolkningen i Afrika syd for Sahara i 2010 var knap 63 procent kristne, 30 procent muslimer, mens de resterende knap ti procent fordelte sig på øvrige religioner. Selvom hun medgiver, at der ikke er mange ateister i Afrika, påpeger Karen Lauterbach alligevel, at det hurtigt kan blive en kliché at konstatere, at afrikanere er enormt religiøse.
Fra et vestligt synspunkt bliver det at være meget troende ofte set som en modsætning til at være rationelt tænkende, mens religiøsitet i en afrikansk sammenhæng ikke nødvendigvis betyder det samme. Her er religion og tro i højere grad en del af folks daglige liv og af deres verdensopfattelse
”Man har et andet verdensbillede, eller kosmologi, som består af en åndelig, spirituel verden og en materiel verden, og de to hænger sammen. Den åndelige verden har en rigtig stor indflydelse på den materielle verden, så forfædre skal man for eksempel have en god relation til, for ellers kan de skade en. Meget af den verdensforståelse er også blevet videreført i kristendommen,” siger hun med henvisning til sin oplevelse fra bænken i Kumasi.
For selvom Obinim, præsten, der skød med skarpt efter ånder, måske nok er ret ekstrem, så er han samtidig enormt populær. Og hans popularitet skyldes især det faktum, at han taler direkte ind i verdensbilledet og fortællingen om de onde ånder, der er på spil hele tiden og skal holdes i skak:
”Når man snakker om ånderne og guder, så er det liv og død, det handler om. Det er jo også derfor, folk giver det så meget opmærksomhed. Man bliver nødt til at håndtere det; man kan ikke bare ignorere det.”
Et spirituelt bindeled med politisk slagkraft
Det er ikke noget nyt i verdenshistorien, at hellige mennesker er magtfulde. Hvis man har gudernes øre og gunst og kan prædike deres ord, må man nødvendigvis være noget særligt. I middelalderen herhjemme var præsterne på grund af deres latinkundskaber de eneste, der kunne formidle Guds ord, hvilket gav dem enorm indflydelse.
På samme måde har religiøse overhoveder i Afrika også historisk nydt godt af en særstatus. En del af forklaringen på de karismatiske præsters enorme succes er, at de langt hen ad vejen har overtaget denne status, forklarer Karen Lauterbach:
”En af årsager til, at de pinse-karismatiske kirker er i så voldsom vækst er præsternes centrale rolle. Præsten er bindeleddet mellem den åndelige og den fysiske verden og har dermed en nøgleposition i forhold til at få adgang til spiritual magt. Deres rolle minder om den traditionelle præsts rolle som et bindeled mellem vores verden og den åndelige verden. Det er nogen, der kan skabe adgang til spiritual kraft, hvis man for eksempel har brug for beskyttelse.”
Udover at have en stor religiøs magt har de karismatiske præster også politisk og social magt, som kun bliver større i takt med, at antallet af mennesker i deres menigheder øges.
”Man har indflydelse i et samfund, fordi man har adgang til så mange mennesker. Som religiøs autoritet er du med til at definere de moralske værdier. Hvis du har et stort følge er der mulighed for at påvirke folk med bestemte holdninger og værdier. Samtidig kan du bestemme, hvem der kan komme og præsentere sit politiske program i kirken. Du har en stor magt,” siger Karen Lauterbach.
Valg eller kald?
De fleste af de karismatiske præster, Karen Lauterbach interviewede, var unge, og en del havde lige færdiggjort deres uddannelse og havde nu problemer med at finde et arbejde. Gennem præsteembedet fik de adgang til social anerkendelse, magt og status, som de eller ikke havde adgang til i en ung alder. De kunne pludselig ’blive til nogen’ på et tidligere tidspunkt i deres liv, hvor de normalt ikke ville have nogen særlig status i samfundet.
”Anerkendelse af de her religiøse ledere og af deres religiøse performance går uden om klasse og aldershierarkier. Og ud fra et mere sociologisk perspektiv er det også dét, der kan forklare, hvorfor det er attraktivt at blive præst,” siger hun.
Det kan virke let at konkludere, at præstevejen for mange af de unge karismatiske præster kan ses som en bevidst strategi eller karrierevalg, snarere end et åndeligt kald, men, slår Lauterbach fast:
”Det vil de aldrig selv sige! Men man måske godt se, at det er sådan for nogen, fordi der ikke er så mange andre muligheder. Måske er det et karrierevalg blandet med et kald.”
Mirakler og penge
I Ghana lyder en talemåde, at alt du behøver for at starte en kirke, er en bibel og et par plasticstole. Men der skal lidt mere til:
”Det er jo ikke sådan, at du bare siger: ’Nu vil jeg være præst’, og så bliver du præst. Du er afhængig af, at andre anerkender dig i den position,” siger Karen Lauterbach.
Anerkendelsen sker for eksempel, hvis nogen har haft en drøm om præsten, der cementerer dennes position, eller når præsten performer religiøst. Det er her, miraklerne kommer ind i billedet. Historierne om, hvordan afrikanske præster helbreder HIV, får lamme mennesker til at gå igen, uddriver onde ånder eller gennem bøn sikrer gode eksamensresultater og fertilitet er mange, og de er i høj grad med til at underbygge præstens formåen. Og det er ikke kun de store præster, der kan udøve mirakler.
Tag for eksempel Edward. Da Karen Lauterbach interviewede ham, var han kun i begyndelsen af tyverne, men havde allerede formået at vække en død til live gennem bøn. Denne performance var i høj grad med til at skaffe ham anerkendelse og sætte skub i hans karriere.
Udover den spirituelle succes spiller præsternes materielle succes også en stor rolle. Det handler i bund og grund om velstand; om at man gennem sit tøj, sit hus og sin bil godt må vise, at man har penge. De to former for succes afspejler hinanden og er tegn på, at præsten er velsignet af Gud.
En del af den ’pakke’, der bliver prædiket i de nye pinsekirker er det, man kalder for ’prosperity gospel’, der handler om, at man gennem bøn kan opnå økonomisk velstand og ved at donere penge til kirken (og præsten) kan vise sin fromhed og blive velsignet med succes og rigdom. Det er sowing and reaping – jo mere du giver, desto mere kan du få igen:
”Tit kan man høre præster, der siger: ’Dig deep in your pockets’ – man skal helst give i store mængder, og det er dér, det kan virke moralsk anstødeligt, og som om præsten udnytter sin position til at få fat i folks i penge,” siger Karen Lauterbach. Hun forklarer, at en gudstjeneste ofte indeholder flere forskellige donationer, hvor det forventes, at folk giver penge – penge til de fattige i kirken, penge til udbygninger af kirken og penge til præsten.
Hvis menighederne er store, kan det løbe op i ret mange penge. Til gengæld er der samtidig også en forventning om, at præsten bruger sine penge ordentligt. Det kan være, de uddeler stipendier, betaler for uddannelse for nogle medlemmer af deres menighed eller udvikler lokalsamfundet på den ene eller anden måde. Der er en forventning om, at man skal give noget igen.
Stor efterspørgsel
På vores breddegrader ville mange nok placere de karismatiske præsterne i samme kategori som sektledere og slet og ret kalde dem svindlere. Men selvom der også er lokal kritik af de karismatiske præster – især fra medlemmer af den katolske kirke og andre missionskirker – er svindlerstemplet ikke så entydigt i Ghana:
”Nogle vil se dem sådan, men der er ligeså mange, der vil se dem som en religiøs autoritet. Selv folk i andre kirker, deres bedstemor eller tante, der bor i London, vil ringe og bede dem om lige at bede for sin nye butik. Så de tilbyder også et produkt, som der er rigtig stor efterspørgsel på, hvis man skal tale i markedstermer,” siger Karen Lauterbach.
Og efterspørgsel er der nok af. Og for at forstå den efterspørgsel og den tiltrækning, karismatiske præster har på deres menighed, er man nødt til at se det i et historisk perspektiv:
”Man vil gerne snakke om kulturimport, når vi snakker kristendom i Afrika, men man kan også se den måde, som kristendommen kommer til udtryk på i Afrika i dag, som en forlængelse af allerede eksisterende strukturer. Det er derfor, der er en så dyb resonans, som der er; det er derfor, man kan sidde på en bænk i Kumasi og opleve noget til højre og noget til venstre, og så er det det samme, det handler om.”
For de rejselystne holder Karen Lauterbach et seminar om sin bog onsdag d. 8. marts på Centre of African Studies, University of Edinburgh.
