Cold Case er en amerikansk betegnelse for en politisag, der ikke længere aktivt efterforskes – fordi sporene ender koldt. FN har flere gange genåbnet mysteriet om organisationens berømte generalsekretærs død, men hver gang henlagt sagen; den forblev kold.
Hvorfor interessere sig for Dag Hammarskjölds død i 1961?
Mads Brügger: ”Fordi det stadig er et traume for FN og for Sverige, og fordi han repræsenterede idealet om et handlekraftigt, muskelstærkt FN – nogle siger, at et sådant FN blev slået ihjel med Hammarskjöld.”
”Derudover satte Hammarskjöld den gyldne standard for, hvad en FN-generalsekretær skal være. De efterfølgende generalsekretærer har kæmpet med at fylde hans bukser ud. Desuden skal man interessere sig for sagen på grund af afkolonialiseringen, og hvad der senere fulgte.”
”Endelig er hans død jo sådan en diplomatiets Mordet i Orientekspressen, hvor alle medvirkende, måske bortset fra kineserne, havde motiv til slå Hammarskjöld ihjel – belgierne, briterne, amerikanerne, sydafrikanere, rhodesere. Mange brød sig ikke om ham.”
Tropehjelm og Tintin
Du klæder dig ud, når du laver en film som denne. Du optræder som en kopi af Tintin i Congo – med tropehjelm, lange støvler og bukserne ned i støvlerne. Hvad skal udklædningen tilføje filmen?
”Det afhænger af øjnene, der ser. Noget skyldes, at det giver filmen kolorit og gestalter den hvide mands fantasi om Afrika – og bibringer filmen noget humor som kontrapunkt til dens skræk og gru. Noget hænger sammen med mine egne fantasier om Afrika, mine æstetiske præferencer.”
Det er jo et meget historisk billede af Afrika, et kolonitidens Afrika, du dermed fremmaner. Hvorfor er det netop dette forældede billede, du ønsker at udtrykke?
”For mig er kolonitiden både dragende og fortryllende og forfærdelig og ekstremt deprimerende. Det er i skæringspunktet mellem disse modsatrettede følelser, jeg oscillerer. Hver gang jeg er i Afrika, og jeg kan jo godt lide at opsøge de mere ekstreme dele, så bliver jeg forfærdelig ked af det, når jeg igen forstår omfanget af det uhyggelige, der foregik i kolonitiden.”
– derfor iklæder du dig gevanterne fra dem, der gennemførte det uhyggelige?
”Ja. Og fordi folk, der har set mine tidligere film, regner med, at jeg gør det; dyrker mine excesser. Men jeg ta’r jo et opgør med dette midtvejs i filmen og siger, at det fortryder jeg, for nu tager historien en drejning, som er så alvorligt, at der ikke længere er plads til gak-gak i gågaden.”
Højreekstremistiske sydafrikanere
Filmens fokus skifter undervejs fra det formodede mord på Hammarskjöld til en sydafrikansk militsgruppe, der kæmpede for hvidt overherredømme i Afrika – ja, som ligefrem hævdede, at den forsøgte at udrydde de sorte afrikanere.
Ifølge Brügger er filmens nybrud ikke så meget, hvad den viser om Hammarskjölds død, men at den beviser eksistensen af denne gruppe, SAIMR, som hidtil blev opfattet som hjernespind i hovedet på gruppens leder, der med Brüggers ord blev opfattet som ”en galning”.
Brüggers partner i filmen, svenske Göran Björkdahl, havde længe efterforsket Hammarskjölds død, da de begyndte at arbejde sammen. Björkdahl interesserede sig for SAIMR, fordi den efterlod et dokument med en drejebog for et mord på Hammarskjöld.
Kursændringen, knækket, i filmen indledes, da Mads Brügger og Björkdahl udslidte i bagende sol må opgive at grave der, hvor Hammarskjölds fly nogle år efter styrtet blev begravet. Brügger er opgivende, og Björkdahl bemærker: ”Jeg troede du var en cool fyr, Mads?”
30 år efter Hammarskjöld
Herfra flyttes filmens fokus til begivenheder 30 år efter Hammarskjölds død, da Sydafrikas apartheidsystem i årene omkring 1990 synger på sidste vers. Brügger og Björkdahl begynder systematisk at opsøge alle, hvis navne optræder på en liste med 40-50 mænd, der angiveligt tilhørte SAIMR.
”Passagen i filmen, hvor vi ringer til mændene på listen, viser tydeligt, at de har været med til noget, der ikke tåler dagens lys, og at de fortsat er meget lidt villige til at fortælle om det.”
Filmens scoop er flere interviews med sådanne mænd, én af dem oven i købet med et diplom fra SAIMR. Gruppen har altså eksisteret – gør det måske fortsat – og filmens kronvidne fortæller, hvordan gruppen med i vilje overførte HIV-virus til sorte afrikanere i det sydlige Afrika under påskud af at vaccinere dem mod AIDS. Formålet var at sikre den hvide mands herredømme ved at skabe et Sydafrika uden sorte.
Kontroversiel påstand
Brügger er blevet kritiseret i amerikanske og sydafrikanske medier for at viderebringe påstanden om aktiv spredning af HIV. Kritikerne henviser til, at AIDS-forskere står i kø for at påvise, at det ikke var muligt på det givne tidspunkt i årene omkring 1990 at isolere HIV-virus og aktivt overføre den til intetanende.
”Nej, det siger forskerne ikke!” fastholder Brügger: ”De siger, at sandsynligheden for, at det kunne lade sig gøre, er meget lille. Der er også videnskabsfolk, der siger, at havde man tilstrækkeligt med penge, så kunne det lade sig gøre.”
”Det vigtige for mig er, at vi har to SAIMR-ansatte, der har haft den oplevelse, at de deltog i sådan et udryddelsesprogram. Det er alvorligt nok. Ydermere har de været ledet af en mand, der har skrevet lange strategier om, hvordan AIDS kan anvendes til at omkalfatre demografien i Sydafrika – en mand, der ikke var læge, men som drev klinikker i Johannesburgs fattige townships. Øjenvidner fortæller, hvordan han eksperimenterede på sorte mennesker og gav dem indsprøjtninger.”
”Det er i hvert fald substans nok til at sige, at noget var helt galt – alene planlægningen, ideen og tankerne bag er en forbrydelse. Næste niveau er at spørge, kunne dette lade sig gøre videnskabeligt? Hvis ja, hvor stort var omfanget?”
Filmen har Danmarkspremiere torsdag d. 7. februar.
Mads Brügger oplyser til Globalnyt, at den sydafrikanske Bertha-fond har tilbudt finansiering til, at han kan fortsætte researchen af de sidste to spørgsmål – og formentlig en fuldstændig kulegravning af SAIMR og dets hemmelige aktioner.
