Beyond the Prison Gate
Kan ses indtil 1. juni 2019 på Kulturhuset Indre By.
Udstillingen er blevet lavet som led i Liv Gaborits Ph.d. om indsattes oplevelser i Myanmar. Projektet er del af Legacies of Detention in Myanmarved DIGNITY – Dansk Institut Mod Torturog er finansieret af Det Danske Udenrigsministerium. Billederne blev sidste år udstillet i Yangon på Healthcare Centre for Political Prisoners.
Letyar Tun er fotograf, forfatter og redaktør. Han arbejder i dag for pressefrihed i Myanmar ved International Media Support.
18 år. Så længe har fotografen Letyar Tun siddet indespærret, blandt andet for sin deltagelse i oprøret i 1988 i Myanmar. Nu er han fri og bruger fotografiet til et forstå sin egen og andres skæbne, og til at formidle den til omverdenen, sådan som han forsøger at gøre det på udstillingen ”Beyond the Prison Gate”.
Udstillingen, som kan ses på Kulturhuset Indre By i København, er arrangeret af Liv Gaborit, ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur og er blevet til som en del af hendes forskning i indsattes oplevelser i Myanmar.
Billederne er taget af Letyar Tun og tre andre fotografer, der alle er tidligere politiske fanger og spænder over tre forskellige generationer af politisk aktivisme i landet: To af fotograferne var med i 1988-oprøret, én var med i Safran-revolutionen i 2007, og den yngste fotograf blev fængslet for sin rolle i studenterprotester mod en ny uddannelseslov i 2015.
En tragisk fortælling med lyspunkter
De fire fotografer er bare få ud af op mod 10.000 tidligere politiske fanger, der i dag og efter mange års militærstyre findes i Myanmar. Og selvom de fleste nu er løsladt og forholdene blevet bedre for dem, der stadig sidder fængslet, så læner de politiske fangers skæbne sig endnu som en skygge ind over udviklingen i det burmesiske samfund. Det er den skygge, Letyar Tun og Liv Gaborit gerne vil kaste lys over.
”Beyond the Prison Gate” viser blandt andet familieportrætter fra en familie, der på tværs af generationer er blevet splittet ad gennem fængslinger. På billederne kan man se, hvordan medlemmerne gradvist forsvinder, for til sidst at blive samlet igen. Og det er netop fællesskabet og den styrke, som kan komme ud af det tragiske, der optager Liv Gaborit:
”Historien med familien viser netop at der er to sider. På den ene side er det tragisk at familien blev splittet. Men på den anden side er det en glædelig historie, at de er samlet igen i dag, og at de har en fælles oplevelse, de kan bruge til at støtte hinanden.”
”Udstillingen her handler ikke om at have medlidenhed med de politiske fanger. Den handler om at forstå nuancerne og forstå, at der både er gode og dårlige sider. Og at forstå, at det her er stærke mennesker.”
Manglende anerkendelse
Letyar Tun forklarer, at politiske fanger i Myanmar har bedre muligheder i dag end under militærstyret, men han mener, at den positive udvikling er gået i stå. Da partiet National League for Democracy vandt valget i 2016, betød det, at flere prominente politiske fanger fik plads i parlamentet – herunder ikonet Aung San Suu Kyi, der selv sad i husarrest i 15 år. Men selvom mange politiske fanger blev løsladt i 2012 i forbindelse med den gradvise overgang til en civile regering, er den nuværende regering blevet kraftigt kritiseret for ikke at gøre nok for at reformere lovgivningen.
For Letyar Tun er det mest afgørende, at regeringen ikke anerkender eksistensen af politiske fanger og deres bidrag til kampen for demokrati i Myanmar. Ikke kun fordi de har spillet en afgørende rolle i landets udvikling, men også fordi det kan være farligt ikke at anerkende hvad der skete:
”I starten forventede vi at blive anerkendt, at få en undskyldning eller blive bekræftet på vores eksistens fra dem, som gjorde det her mod os og satte os uretfærdigt i fængsel.”
”Der er tale om åbenlyse menneskerettighedskrænkelser, så der skulle have været en anerkendelsesproces i forbindelse med løsladelserne i 2012 – det forventede vi ville ske. Men i dag forventer vi det ikke længere. Budskabet vi får fra The Lady (Aung San Suu Kyi) og regeringen er indirekte, at vi skal tilgive og glemme. Og vi kan tilgive, men vi kan aldrig glemme hvad der skete.”
Fotografier som anerkendelse
Nu håber Liv Gaborit at udstillingen ”Beyond the Prison Gate” kan bidrage til den anerkendelsesproces, Letyar Tun savner:
”Jeg tror, at anerkendelsen kan komme på forskellige måder og fra forskellige mennesker. Udstillingen her er en måde at sige, at det var forkert, det der skete. Og hvis en fængselsbetjent ser disse billeder og tænker ’det her er faktisk konsekvenserne af mine handlinger’, så kan det måske hjælpe dem, der ser billederne, og forhindre, at det sker igen i fremtiden.”
”Anerkendelsesprocessen kunne selvfølgelig komme fra en præsidenttale, hvilket ville nå ud til langt flere mennesker end vores udstilling. Men anerkendelsen er ikke kommet fra regeringen. Udstillingen er et lille bidrag til forståelsen af hvad der skete, hvorfor det er vigtigt og hvad vi kan lære af det.”
Og arbejdet med fotografier har netop haft stor betydning for Letyar Tun og de tre andre fotografers egen bearbejdning af deres oplevelser som tidligere politiske fanger:
”Som politiske fanger har vi altid noget, vi gerne vil fortælle eller udtrykke. Vi har mange ting i os, som vi gerne ville dele, men vi kunne ikke finde ordentlige, eller passende måder at udtrykke det på. Og denne måde at fortælle det på – gennem visuelle fortællinger – har hjulpet os til at kommunikere vores historier,” siger han.
Et livslangt projekt
”Beyond the Prison Gate” viser hverdagen for en del af de politiske fanger, der er blevet løsladt og har etableret et liv på den anden side af fængslets mur. Mange har psykiske og fysiske men fra tiden i fængslet og oplever store udfordringer i deres hverdag. Men for Liv Gaborit er formålet med udstillingen ikke kun at fokusere på de forfærdelige oplevelser, fangerne har været igennem, men også på den forandring de har været med til at skabe:
”Dette er ikke en udstilling af ofre – det er en udstilling der viser politiske aktivister. Og det er vigtigt for os at sige til folk, der ser denne udstilling, at selvom man bliver chokeret og har medlidenhed med personerne på billederne, så er der en dobbelt betydning. Der er sket nogle forfærdelige ting for de her mennesker, men det er sket, fordi de engagerede sig i kampen og gjorde noget for deres land. Og de er her stadig – og de kæmper stadig.”
Letyar Tuns bidrag til udstillingen portrætterer familierne til nogle af de politiske fanger, der er døde i fængslet. Familierne er fotograferet sammen med billeder eller genstande, der indeholder minder om de afdøde. For Letyar Tun har formålet været at vise, at minderne forbliver, selvom livet går videre:
”Det her er et livslangt projekt for mig. Jeg vil vende tilbage til de samme familier og tage nye fotografier af dem med billederne af deres elskede. Det er fire år siden jeg tog disse fotografier, så når jeg besøger dem igen vil de være blevet ældre – ældre end billedet de holder i hånden – men deres elskede vil stadig være unge og forblive unge på billedet. Så på den måde vil jeg gerne vise, at selvom de bliver ældre og tiden går, er minderne stadig friske.”
