Sudan har det seneste år kunne bidrage med flere opmuntrende historier. Alt bliver alligevel slået af meddelelsen fra Sudans overgangsregering om at udlevere landets tidligere diktator Omar al-Bashir til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.
Når medierne, Amnesty International og mange andre er euforiske, så skyldes det primært fire årsager:
- Retfærdigheden sker fyldest, når Bashir – en af de afrikanske statsledere fra nyere tid, der har mest blod på hænderne – stilles for en international domstol og bliver straffet.
- Udsigten til en genoplivning af ICC, en helt central overnational institution, som gennem de seneste år har været kriseramt og stået over for at miste sin relevans. ICC har fået tilnavnet ACC, fordi den kun behandler sager fra Afrika og er følgelig blevet kritiseret af såvel afrikanske lande som Den Afrikanske Union. Flere afrikanske lande har truet med at melde sig ud af ICC, så de i lighed med USA og andre ikke-medlemmer kan undgå retsforfølgelse.
- De civile i Sudans overgangsregering har fået indflydelse – og måske endda overhånden – i forhold til militæret. I forhandlingerne om overgangsregeringen var et af aktivisternes krav netop udlevering af Bashir til ICC.
- Sidst, men ikke mindst, genoprettelse af fred og stabilitet i Darfur-regionen, som i mere end 15 år har været præget af konflikter, der af flere betegnes som folkemord.
Ovenstående bygger på forhåbninger, og mens de tre første kan vise sig at holde stik, så er der grund til at være skeptisk i forhold til det fjerde punkt om Darfur.
Volden fortsætter i Darfur
Under mit nyligt afsluttede feltarbejde i nabolandet Tchad snakkede jeg med FN i Tchad, der arbejder med flygtninge fra Darfur. Derfra lyder meldingen, at der de seneste uger er sket en voldsom vækst i tilstrømningen.
Det skyldes, at den berygtede milits Janjaweed, der har tætte forbindelse til militærets repræsentanter i overgangsregeringen, fortsætter sine etniske udrensninger, der særligt rammer zaghawa-folket, der også er en minoritet i Tchad. Her har zaghawaerne dog en anderledes privilegeret status.
Idriss Déby Itno, der har været landets præsident i 30 år, kommer nemlig fra en klan, der er en del af zaghawaerne. Débys etniske forbindelse i Darfur blev faktisk hans redning, da den tidligere præsident i Tchad, Hissène Habré, pudsede sine styrker på ham på grund af et formodet militærkup.
Habré blev i 2016 dømt ved den særlige CEA-domstol i Dakar, der blev oprettet af Senegal og Den Afrikanske Union for at føre retssag mod Habré. Straffen lød på livstid for forbrydelser på menneskeheden, i særdeleshed tortur og mord. Man mener, at flere end 40.000 mennesker blev dræbt under hans styre.
Uden respekt for lokale forhold
Fundamentet for konflikten i Darfur kan spores tilbage til Berlinkonferencen i 1885, hvor de europæiske lande – med Bismarck for bordenden – delte det afrikanske kontinent imellem sig.
Grænsedragninger fra dengang er stadigvæk gældende de fleste steder i Afrika, på trods af at de blev foretaget uden hensyn til lokale samfundsmæssige forhold og spredte folkeslag og etniske grupper ud over forskellige afrikanske nationalstater.
Darfur er et af kontinentets blodigste eksempler på langvarige etniske konflikter og udrensninger, men er desværre langt fra enestående. Lige nu er situationen for eksempel i Cameroun også særdeles alvorlig, og det samme ses i andre lande kontinentet.
Faktisk synes der at være en vækst i voldelige konflikter, hvor etnicitet spiller en rolle. Det skyldes blandt andet:
- Ekstern indblanding, eksempelvis gennem ugunstig grænsedragning, der splitter folkeslag.
- En øget militarisering på kontinentet, der fremmer og forøger voldsomheden af konflikterne.
- Voksende utilfredshed med siddende regeringer, der er en mobiliserende faktor for kritiske og i nogle tilfælde militante grupper, herunder separatistbevægelser.
Andre faktorer som eksempelvis klimakrisen, ressourceforbandelsen, demografi og autoritetstab spiller også ind.
Behov for maksimalt pres på militæret
I den konkrete situation i Darfur er der behov for, at medierne, ngo’er og den vestlige del af verden i det hele taget går i kritisk dialog med Sudans overgangsregering.
Vi må ikke lade os forblænde af militærets villighed til at afgive et belastet trofæ – i form af Bashir – til international retsforfølgelse. Vi skal selvfølgelig tage imod muligheden for at sætte Bashir for en dommer, men samtidig skarpt tage afstand fra, at de uacceptable etniske udrensninger fra tiden under Bashir fortsætter.
Sudan kan potentielt, med en fredelig overgang til demokrati, blive et forbillede for andre lande i regionen. Vejen er lang og særdeles vanskelig, men en af forudsætningerne for succes er, at vi støtter de folkelige kræfter i overgangsregeringen, samtidig med at militærets repræsentanter sættes under maksimalt pres.
For at kunne lægge et sådant pres er der brug for opdateret information og grundige analyser.
Kun derigennem kan man afdække – og reagere på – symbolske handlinger, der har til formål at sløre fortsatte umenneskelige forbrydelser, som er tilfældet i dagens Darfur og andre steder i Afrika.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
