Gå til hovedindhold

Mobile menu

Ung udlandskorrespondent får årets Nairobi-pris

Den 35-årige journalist Anya Palm, der fungerer som freelance-korrespondent fra Sydøstasien med sæde i Thailand, modtog lørdag årets Nairobi-pris. Hun fik den for sin “u-landsjournalistik, som fortæller historier, vi ikke lige havde forventet – og derfor gerne vil læse – og som også tør gå tæt på stærke aktører i det danske udviklingsmiljø”
Vinderen af dette års Nairobi-pris, Anya Palm

Vinderen af dette års Nairobi-pris, Anya Palm

Jan Kjær

Sådan formuleres prisindstillingen af hende af Stefan Katic & Christian Andersen fra Danidas magasin “Udvikling”.

De beskriver Anya således. ”Den perfekte udlandskorrespondent er genial til at finde på artikelforslag, skriver medrivende og levende, har respekt for kilderne, kan fortælle den gode, lokale historie udefra til et dansk publikum – og er udstyret med spandevis af tålmodighed og godt humør, når redaktionen beder om omskrivninger, flere kilder, nye billeder … En sådan korrespondent er Anya Palm.”

Indstillingen begrundes med adskillige artikler, som magasinet Udvikling med stolthed har lagt papir til bl.a. 

• Historien om den udbredte, skræmmende og alment accepterede racisme i Sydøstasien, som giver os et ganske andet billede af de venlige, orangeklædte munke

• Historien om kritik af den danske mediestøtte-organisation IMS i Burma, der af lokale mediefolk blev beskyldt for at arbejde for tæt sammen med militærstyret (IMS er i parentes bemærket også modtager af Nairobiprisen)

• Historien om ”NGO-darlingen” Somaly Mam fra Cambodja, der skrev en biograf om at blive solgt til et bordel som 12-årig.

Største scoop

Anyas største journalistiske scoop har uden tvivl været at interviewe Somaly Mam, efter det kom frem, at hele hendes historie var bygget på en løgn.

“Anya Palm brænder mest historier om menneskerettigheder og dets forkæmpere. Dem, der kæmper for de rettigheder, som vi i Danmark tager for givet”, sagde Nairobi-klubbens formand, journalist JanKjær før prisoverrækkelsen.

”Jeg ved at man kan skabe et godt samfund med demokrati,” har hun forklaret.

Mange af de lande, Anya dækker, er som Burma først lige kommet med på demokrativognen, i andre lande som Thailand er demokratiet rullet tilbage.

Til fagbladet Journalisten forklarede Anya: ”Jeg er god til geopolitik, jeg er god til Sydøstasien, og det er der ikke så mange andre, der er. Jeg kan sætte historierne herfra ind i en større sammenhæng. Det, man får fra mig, kan man ikke få fra en udsendt, én der lige er hernede i 14 dage.”

Som korrespondent føler Anya sig privilegeret: ”Jeg blive bare så glad, når jeg trisser rundt i Phnom Penh, Hanoi, Yangon eller Vientiane for at snakke med en kilde, som for mig bor lige rundt om hjørnet.”

Økologiske frikadeller og et valg

Anya Palm har tidligere arbejdet på Christiansborg: ”Der var valg i Cambodja, mens jeg sad der og snakkede om økologiske frikadeller på Borgen. Jeg vidste bare, at hvis jeg ikke tog derned og fik det dækket, så ville det ikke blive dækket ordentligt,” har hun sagt til fagbladet Journalisten.

Anya tog springet som udlandskorrespondent og har været bosiddende i Bangkok siden 2009. Fire år gik der med at få butikken i gear, og hovedkunderne er i dag DR, Information og Udenrigsministeriet.

Vi ved i Nairobi-klubben, hvor svært det er at få penge for artikler fra fjernere og fattigere egne på kloden. Ikke mindst, når man skal prøve at få en biks til at køre rundt i udlandet. Derfor er Nairobiprisen 2016 en vigtig påmindelse om, at det kan lade sig gøre, når man som Anya Palm har gode varer på hylderne.

For to år siden fik Nagieb Khaja Nairobiprisen, da han var på samme alder som Anya. Det er en fornøjelse at se den skov af dygtige unge journalister, der beskæftiger sig med kritisk journalistik i fattige og fjerne egne af kloden - og en endnu større fornøjelse at kunne hædre dem.

Cavlingprisen 2016 til Puk Damsgård, Nairobiprisen 2016 til Anya Palm. 

Lad os bruge Nairobi-klubbens 40 års jubilæum til at hylde disse unge dygtige kvindelige journalister, der formår at bringe fattige og konfliktfyldte landes udfordringer ud til danskerne, sluttede Jan Kjær.

Anya Palm: Gode gamle journalistiske metoder

Prismodtageren lagde i sin takketale vægt på, at prisen også var til hendes “stringers” i regionen, som har bidraget til at gøre ariklerne mulige. Hun fortsatte:

“Jeg er bl.a. blevet indstillet for at skrive artikler, som læserne ikke lige havde forventet. Det har jeg tænkt lidt over, for sådan føler jeg det slet ikke selv. Men jeg tror det er rigtigt, at der ER en bestemt forventning til lige netop udenrigsjournalistik, der ikke nødvendigvis er til indenrigsjournalistik. Fordi læserne har et billede af, hvordan der nok er i de der fattige lande. Der er den stakkels befolkning, og der er i mange tilfælde den onde, korrupte regering og de smarte forretningsmænd, der lukrerer på udviklingen. NGOerne er de gode, de rige er de onde og journalisterne kan man altid spise af med en solstrålehistorie om et eller andet projekt.”

“For mit vedkommende bor jeg i Thailand og dækker Sydøstasien, hvor turisme spiller en afgørende rolle for landenes økonomi. Her er læsernes forventninger formet af, tror jeg, at der er en rejsebranche, som viser os masser af flotte brochurer med kridhvide sandstrande og svajende palmer. Sådan er Thailand. Smilets Land bliver det kaldt. Det er vores glansbillede. Alle landene har deres eget glansbillede – en måde, som læserne opfatter vores lande på.”

Glansbilleder og virkeligheden

“Vores opgave som udenrigskorrespondenter er at dekonstruere det glansbillede, synes jeg, fordi det skygger for virkeligheden. 

Vi ved jo godt, at det i virkeligheden er langt mere nuanceret. Det ved læserne også godt, og det ved ikke mindst kilderne rigtig godt. 

Der er masser af inkompetente organisationer og masser af smadderdygtige bureaukrater, ligeså vel, som der er masser af dumme bøller, der tilfældigvis også er buddhistiske munke og der er højt besungne demokratiforkæmpere, der viser sig at skuffe fælt. 

Det er ikke spor overraskende, at det er sådan, og det har vi masser af lokale kloge hoveder, der både kan og vil fortælle os om. 

Det, som vi journalister, efter min mening, skal fokusere på, er sådan set bare at lave journalistik efter samme kriterier som vi gør, når det handler om indland. 

Alle kilder skal behandles ens. Der skal citeres korrekt, uanset hvad originalsproget er. Kildekritik skal være fair og gælde for alle – også ambassadører eller fattige bønder. Udsagn, tal og fakta – også når de kommer fra de gode – skal altid dobbelttjekkes. Og så videre.”

Ikke interesseret i at samle på glansbilleder

“Personligt tror jeg, vi som udenrigskorrespondenter har et valg: Vi kan male videre på glansbilledet, skrive om det hvide sand og de svajende palmer, og bekræfte det, som folk allerede ved om vores områder. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Det er jo ikke forkert, at for eksempel Thailand har nogle rigtig flotte strande.

Eller vi kan hive udenrigsjournalistikken ned på jorden, og behandle det som ethvert andet stofområde. Belyse de samfundsrelevante problemer, der måtte være, ved at følge helt almindelig journalistisk praksis: Snakke med parter, eksperter og cases og være derude, hvor problemerne er. 

Jeg synes, det er et let valg. Jeg har aldrig været særlig interesseret i at samle på glansbilleder,” sluttede hun, der befandt sig i Danmark på grund af barnedåb og derfor personligt kunne modtage prisen.