Hele verden er blevet ramt af coronapandemien. Men der er stor forskel på, hvordan den har ramt ikke bare enkelte lande, men også forskellige dele af befolkningen.
En krise som Covid-19 rammer nemlig skævt. Det siger Hilda Rømer Christensen, der er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, på et webinar arrangeret af Danish Development Research Network (DDRN) tirsdag den 27. april med støtte fra Forskningens Døgn for at dele erfaringer fra det globale Nord og Syd.
“Kønsuligheden øges. Vi har set en stigning i kønsbaseret vold, overgreb og menneskehandel. Både i Danmark og globalt,” siger Hilda Rømer Christensen, der har undersøgt de kønsbestemte effekter af pandemien.
Det er med til at gøre i forvejen udsatte grupper i samfundet endnu mere udsatte. En tendens, der er global.
Kvinder og piger forsvinder
Det seneste år har den danske freelancejournalist i Ecuador Lise Josefsen Hermann sammen med den fransk-peruvianske fotograf Florence Goupil arbejdet på et projekt om forsvundne kvinder og piger i Peru.
“I Peru, som mange andre steder i Latinamerika, har mange været lukket inde i deres hjem på grund af en hård nedlukning. Det har forværret situationen for piger og kvinder, der i forvejen levede i voldelige hjem,” siger Lise Josefsen Hermann.
Under nedlukningen fra marts til juli 2020 blev der registreret 11.000 sager om vold i Peru. En tredjedel af ofrene var mindreårige. Vold er én af årsagerne til, at mange kvinder – 11.828 i 2020 – forsvinder. Det er sidste udvej.
“Corona synliggør problemer,” siger Lise Josefsen Hermann og henviser til, at vold mod kvinder – især begået af en (eks)partner er udbredt i Peru.
I værste fald bliver de ofre for forbrydelser som drab, kidnapning og menneskehandel.
I en artikel til DDRN har Lise Josefsen Hermann skrevet om 28-årige Marleny Estrada Bolivar og 24-årige Joys Estefani Qqueccaño Huamani, der forsvandt sidste år og senere blev fundet begravet under deres hjem. Slået ihjel af deres (tidligere) partner og deres børns far. I 2020 blev der registreret 132 feminicidios (kvindemord, red.) i Peru.
Hvor mange af dem kunne være undgået, hvis politiet efterforskede sagerne?
Når kvinder ikke interesserer politiet
“Der er en modvilje fra myndighederne og politiet i forhold til at efterforske sagerne. Der er ofte den her tanke, at det nok er kvindernes egen skyld. Er der sket noget, er det fordi, de ikke har opført sig ordentligt. Det er et strukturelt problem, der gør situationen svær for kvinderne,” siger Lise Josefsen Hermann.
Den problematik kender Malene Muusholm desværre også til. Hun er teamleder i Reden International, der hjælper udenlandske kvinder i prostitution og ofre for menneskehandel primært fra Østeuropa, Thailand og Vestafrika.
“Jeg har været bekymret for de nigerianske kvinder, vi ikke har kontakt til. Der er områder i Italien, hvor der bor udokumenterede migranter, og der er mange kvinder, der forsvinder. Jeg ville ønske, jeg vidste hvor mange kvinder, der er døde i Nordafrika for at nå Europa. Jeg har hørt fra kvinder: ’Vi var ti, der blev sendt afsted, i hvert fald to døde i ørkenen,” fortæller Malene Muusholm og tilføjer:
“Det er et kæmpe problem, at kvinder forsvinder. Og når de er fra fattige familier, er politiet ligeglade. I nigerianske netværk slår mafiaen kvinder ihjel, men ingen hører om det. Det er en generel problematik, at fattige kvinder ikke er interessante nok for samfundet, for magthaverne.”
Et forstørrelsesglas
Pandemien har også haft konsekvenser for de kvinder, Reden arbejder med i Danmark. Den største udfordring har været, at kvinderne ikke kunne arbejde (sælge sex, red.) under nedlukningen. Tab af indkomst har været den overskyggende konsekvens af Covid-19, for det har gjort det svært for dem at forsørge sig selv, men også sende penge hjem til deres familier. Nogle af de nigerianske kvinder har været nødt til at bede veninder i Italien om at sende dem penge. Det plejer at være omvendt.
“Vores målgruppe lever i forvejen under svære vilkår. Coronakrisen har været et forstørrelsesglas, der har gjort det mere ekstremt, end det var i forvejen,” siger Malene Muusholm.
Reden har været i tæt dialog med kvinderne. Blandt andet har de delt mad ud til nogle af de nigerianske kvinder, der plejer at rejse mellem Danmark og Italien, men som strandede i Danmark. Over sommeren tog mange af dem tilbage til Italien, men så strandede de der og kunne ikke få lov til at komme ind i Danmark, fordi de ikke havde et ‘anerkendelsværdigt formål’.
“Kvindernes forretningsmodel er at bevæge sig. Hele tiden. Internt i Danmark, men også i andre europæiske lande. Nogle bliver sendt rundt, andre gør det, fordi de tjener gode penge,” siger Malene Muusholm.
Ifølge Hilda Rømer Christensen gentager historien sig – nu bare globalt. I starten af 1900-tallet rejste danske kvinder fra Jylland, fra landet, til København. Da de kom til byen, havde de heller ikke noget at leve af. Dengang var strategien fra KFUK, som Reden International i dag er en del af, at kvinderne skulle ud af prostitution og have ordentlige livsvilkår.
Men er der andre muligheder for de kvinder, Reden arbejder med? Ifølge Malene Muusholm er der få kvinder, der har lyst til at være i den situation, de er i – at sælge sex. Og det går i den forkerte retning. Reden oplever lige nu en stigning i antallet af spansktalende kvinder, der sælger sex for første gang, fordi de har mistet deres job i turismebranchen på grund af Covid-19.
“De ser det (sexarbejdet, red.) som en udvej. Som den eneste måde at tjene penge på,” siger Malene Muusholm.
Nogle af kvinderne er på trods af nedlukningen blevet ved med at arbejde. Og det har haft konsekvenser. Nogle har fået corona, andre har fået bøder på op til 20.000 kroner, efter politiet har kontaktet dem som potentielle kunder efter at have kigget på escortannoncer.
“Vi synes, at epidemilovgivningen er blevet brugt til at lave migrationspolitik. 10.000-20.000 kroner oven i de problemer de har i forvejen, det er ret alvorligt. Hvis kvinderne ikke retter ind, bliver de udvist. Det er en stor håndfuld blevet. Nogle kvinder har fået psykologiske mén efter det og har haft svært ved at sove,” siger Malene Muusholm.
I samme båd
Ifølge Lise Josefsen Hermann viser dialogen mellem Nord og Syd, at vi har opdaget, at vi på en måde er i samme båd. Hele verden blev ramt af pandemien, og selvom den har påvirket os forskelligt, kan vi måske bedre sætte os ind i, hvad andre gennemgår, fordi vi også selv har levet i en nedlukning – omend i forskellig grad.
Vi kan konstatere, at partnervold – ofte i form af vold mod kvinder – er en global tendens. Og at der mangler fokus på kønseffekterne af en krise som Covid-19, som Hilda Rømer Christensen pointerer ved at kritisere den manglende prioritet af udsatte grupper i samfundet. Om det så er kvinder i voldelige parforhold eller udsatte grupper – som Redens målgruppe. Coronakrisen har gjort nogle risikogrupper mere synlige, mens andre forbliver usynlige: for eksempel mænd med lav indkomst.
Og det kan måske gøre os mere solidariske.
“Vi kan sætte os ind i situationen for mennesker andre steder på en anden måde, end vi normalt kan. Vores virkeligheder ligner ikke hinanden normalt, og vi plejer ikke at have de samme problemer og udfordringer, som vi har haft under corona,” siger Lise Josefsen Hermann og tilføjer:
“Pandemien har været med til at sætte fokus på eksisterende problemer – på de her uligheder. Det er dårlige nyheder, og det er trist, men det er også første skridt til at indse, at vi er nødt til at gøre noget ved situationen.”
Mette Mølgaard har skrevet denne artikel for Danish Development Research Network (DDRN).
