Covid-19 i Mozambique
Pr. 2. juli er 903 personer testet positiv for Covid-19 i Mozambique, mens seks personer har mistet livet. Dette tal forekommer ikke ret højt sammenlignet med mange andre lande i verden, og det er sandsynligvis meget usikkert, da testkapaciteten i landet er ekstremt lav. Den 2. juli var kun 30.273 personer ud af en befolkning på 31 millioner testet.
Præsidenten indførte lockdown den 30. marts. Skoler, mange offentlige institutioner, restauranter, barer og mindre boder er blevet lukket, og selvom der har ikke været tale om et totalt udgangsforbud, har det været forbudt at sælge åbent på gaden, der er forsamlingsforbud på maks. 20 personer og social distancering på 1,5 meter. Religiøse, sportslige og andre sociale aktiviteter er ligeledes forbudt, og det er påkrævet at bære maske uden for hjemmene.
Restriktionerne er indtil videre forlænget til slut juli.
Kilde: Worldometers
Det første Covid-19-tilfælde i Mozambique blev opdaget den 14. marts i landets hovedstad, Maputo. Kort derefter blev byens borgmester og hans kone testet positive, efter borgmesteren var vendt hjem fra en tur til Storbritannien.
Det positive testresultat kunne have skabt sympati for Mozambiques ledelse, men det har ikke været tilfældet. Faktisk snarere tværtimod. Ligesom i mange andre afrikanske lande har coronapandemien ikke fået mozambiquerne til at samle sig om deres ledelse – i stedet har pandemien udstillet befolkningens lave tillid til regeringen.
Mistilliden bunder i en lang historie med korruption, valgsvindel, ulige udvikling, og rutinemæssig brug af statslig vold.
Penge i de forkerte lommer
En lockdown er hård for økonomier overalt, men er særlig alvorlig for fattige lande som Mozambique, hvor statens mulighed for og vilje til at yde økonomisk støtte til befolkningen er meget lav.
Allerede den 23. marts anmodede den mozambiquiske regering sine udviklingspartnere om 700 millioner dollars – 4,6 milliarder kroner – til at dække den manglende skatteindtægt for 2020 samt til at finansiere kampen mod Covid-19 og yde støtte til de fattigste. Den Internationale Valutafond, IMF, har bevilget et lån på lidt under halvdelen af beløbet, mens andre donorer, heriblandt EU, også har sendt Covid-19-relateret bistand til Mozambique.
Indtil videre har regeringen brugt disse midler på at reducere priserne på brændstof og elektricitet, fjerne skatten på sukker, olie og sæbe samt styrke sundhedssektoren, men myndighederne har hverken uddelt fødevarer eller udbetalt kompensation til borgerne, som det er tilfældet i for eksempel nabolandet Sydafrika.
Den manglende økonomiske støtte fra staten har forstærket frustrationen blandt den allerede skeptiske befolkning. Der er nyere eksempler på statsligt misbrug af internationale lån og bistand – senest under cyklonen Idai i 2019, en af de værste tropiske cykloner, der nogensinde er registreret i Afrika, hvor store mængder af bistand aldrig nåede de ofre, den var tiltænkt.
Få har derfor tillid til, at regeringen vil handle af hensyn til almenvellet, og mange frygter, at den internationale coronabistand i stedet vil blive brugt til at berige eliten – en tidligere Sundhedsminister og folkesundhedsspecialist har blandt andet hævdet i medierne, at den mozambiquiske regering bevidst overdrev smittetal og -spredning for at stikke de internationale støttemidler i egen lomme.
Regeringens blakkede ry har også været med til at forme befolkningens syn på corona. Helt i begyndelsen troede mange ikke på, at virusset i det hele taget eksisterede, fordi de ikke havde tillid til de advarsler og informationer, regeringen kom med.
Da antallet af smittede steg, og den første mozambiquer – en 13-årig pige – døde af Covid-19, ændrede mange mening, men nogle mener stadig, at det hele er én stor løgn opfundet af regeringen for at modtage international bistand og undertrykke de fattige befolkningsgrupper. Andre mozambiquere er imidlertid bekymrede for, at de modstridende fortællinger og regeringens manglende støtte til dem, der har mest behov, vil være med til at øge spredningen af virusset.
Sult eller vold?
På mange måder har coronakrisen blotlagt en allerede eksisterende politisk og økonomisk krise i Mozambique, hvor størstedelen af befolkningen er fattig og beskæftiget i den uformelle økonomi uden hverken ansættelseskontrakt eller sikkerhedsnet.
I begyndelsen af juni meddelte Mozambiques Erhvervs- og socialminister, at mindst 39.000 mennesker havde mistet deres job i den formelle sektor som følge af Covid-19; tallet for den uformelle sektor er med stor sandsynlighed meget højere. Her er gadesælgere, ejere af små virksomheder og personer med midlertidige og uformelle kontrakter blandt de særligt udsatte sammen med folk, der er afhængige af remitter fra pårørende, der for det meste arbejder som uformelle migranter i nabolande som Sydafrika, og som nu er sendt hjem.
For folk i disse sårbare grupper, der tegner sig for en meget stor del af befolkningen, kan et par uger eller endda dage med lockdown udgøre forskellen mellem ”bare” at være fattig og at være udsultet, og der er en reel frygt for, at folk vil dø af sult som følge af lockdown. For mange er ordren om at “blive hjemme” lig med ikke at kunne brødføde sig selv og familien.
Fordi regeringen indtil nu ikke har kompenseret for folks tabte indtægter, står de økonomisk mest udsatte altså over for et hårdt valg mellem at overleve og overtræde udgangsforbuddet og risikere at ende i politiets varetægt.
Politiet i Mozambique er allerede kendt for at bruge overdreven magt og afpresning, og den aktuelle situation er ingen undtagelse. Faktisk er politibrutaliteten i mange lande i Afrika steget under corona-lockdown, hvilket tydeligt afspejles af antallet af arrestationer, tæsk og endda drab på borgere begået af politistyrker. Alene i Sydafrika havde politiet i slutningen af maj foretaget 230.000 lockdown-relaterede anholdelser, mens 11 civile havde mistet livet under politiindsatser, og i slutningen af april forlød det, at sikkerhedsstyrkerne i Nigeria havde dræbt flere mennesker, end der var døde af coronavirus i landet.
Bølgen af corona-relateret politivold i afrikanske lande har ikke fået megen international opmærksomhed. I Mozambique er det et emne, der stort set er blevet tiet ihjel, til trods for at truslen om og frygten for anholdelse og politivold påvirker hverdagen for mange af landets borgere lige nu.
Det vides ikke, om alle arrestationer officielt registreres, men det mozambiquiske politi oplyste, at det alene i april havde arresteret 869 personer i forbindelse med håndhævelse af lockdown-restriktionerne. De fleste, der bliver arresteret, betaler ikke officielle bøder, og de bliver heller ikke retsforfulgt. I stedet bliver de tæsket og smidt i en celle på en politistation.
Nogle slippes fri efter en dag eller to, men der er også eksempler på længere indespærring – løsladelse hænger typisk sammen med bestikkelse.
Den kombinerede frygt for coronavirus, sult og vold i Mozambique kan ses som en umiddelbar konsekvens af den globale pandemi, men den fortæller os samtidig noget mere dybtliggende om landets politiske regime og dets lange historie med statsvold, korruption og ulige udvikling.
Helene Maria Kyed er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i fred, politiarbejde og konfliktløsning baseret på længerevarende feltarbejde i Mozambique, Swaziland og Myanmar.
Denne artikel er en forkortet udgave af en artikel produceret i forbindelse med et DIIS-støttet forskningsprojektet, der undersøger erfaringerne med Covid-19 i Swaziland, Myanmar og Mozambique. Artiklen er baseret på interviews med 16 mozambiquere og en analyse af mediekilder. Du kan læse den originale artikel hos DIIS.
Artiklen er forkortet og oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing, Globalnyt.
