Læge i arbejdsmiljø Henning Mørck er chokeret over DR TV-avisens optagelser fra en skrotplads i Ghana, hvor børn og unge skiller skrottet elektronik fra hinanden og brænder det i jagten på værdifulde metaller, skriver DR Online tirsdag aften.
Danida programsamarbejdslandet Ghana er et af de u-lande, der modtager millioner af Vestens gamle computere, fjernsyn og andet elektronik. Eksport af el-skrot til u-lande er ellers pålagt voldsomme restriktioner.
– Det er den mest primitive udvinding af metaller, jeg har set. Det er forfærdeligt, siger Henning Mørck, mens billeder af børn og unge, der brænder ledninger fra gamle computere, fjernsyn og køleskabe af for at komme ind i kobberet kører over skærmen.
Direktør i Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut, Henning Mørck, har mere end 25 års erfaring i arbejdsmiljø.
Netop afbrændingerne er de værste for helbredet og miljøet. Især dannes der store mængder kræftfremkaldende og celleskadende dioxin, når det sker på bål under 800 grader. Den sorte røg fra stammer fra stoffet PVC i plastikken om ledningerne, som er meget skadeligt, når det kommer med røgen ned i lungerne.
Henning Mørck siger, at den måde at behandle tingene på kan give skader for livet. Arbejderne på skrotpladsen kan få akutte skader her og nu og dø af det på lang sigt.
Flammehæmmere og tungmetaller bliver spredt til miljø og de mennesker, der arbejder på skrotpladsen. Og nogle af de skadelige og kræftfremkaldende stoffer lagrer sig kroppen.
– Det er chokerende, at vores ting ender på denne måde, og vi ikke selv er med til at nedbryde det, siger Henning Mørck til DR TV.