Ghana digitaliseres
Den globale digitale tidsalder har førhen forbigået store dele af Afrika syd for Sahara. Men nu har internationale og lokale aktører fået færden af de mange muligheder for udvikling, der ligger i digitale løsninger i takt med at flere får internet og smartphones.
Og i Ghana går det særligt stærkt, hvor både opfindsomme iværksættere og store ambitiøse offentlige-private partnerskaber udvikler landets sektorer digitalt.
I december bringer Globalnyt en serie på ti artikler fra Ghana af journalist og kommunikationskonsulent hos det dansk-ghanesiske firma Margins Group Mads Fleckner om de mange nye digitale tiltag og løsninger inden for Ghanas forskellige sektorer.
Seriens artikler
Ngo’er: ”At sende en fødende kvinde der bløder videre er at sende en kvinde i døden” (7.12.2017)
Dansk firma skaffer bæredygtigt internet til ghaneserne (9.12.2017)
Dansk-ghanesisk makkerpar digitaliserer Ghana (11.12.2017)
Dansk-ghanesisk initiativ registrerer Ghanas borgere og køretøjer digitalt (13.12.2017)
Populær ghanesisk popmusiker bruger WhatsApp til at markedsføre sin musik (17.12.2017)
’Afrika er underindekseret’: Ghanesisk app-pioner kortlægger Ghana digitalt (20.12.2017)
Uber hitter i Ghana og Vestafrika (21.12.2017)
Ny ghanesisk app gør Accra mere brugervenlig (23.12.2017)
Ghanesisk droneforening ser store udviklingsmuligheder i brug af droner (27.12.2017)
ACCRA: Det dansk-ghanesiske firma ICPS (Intelligent Card Production Systems) er i fuld gang med at digitalisere Ghanas offentlige sektor med långivning fra IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande).
I første omgang er landets to millioner køretøjers registreringsbeviser blevet overført til digital form og indført i en central database, som alle landets motorkontorer har adgang til.
Dermed kan Ghanas bilejere nu henvende sig på et hvilket som helst af landets motorkontorer i stedet for som hidtil nødtvungent, at skulle indfinde sig på det specifikke motorkontor, som køretøjet oprindeligt blev indregistreret i.
Samtidigt er det slut med de sårbare og til tider ulæselige og sønderslidte papirattester, der har været stærkt udsat i det afrikanske klima og som man har kunnet manipulere med. Og på samme vis gør digitaliseringen det nemmere at dæmme op for biltyverier og ulovligheder omkring ejerskab, ligesom myndighederne bedre end før vil kunne holde sig ajour med bilparkens standard til glæde for en øget trafiksikkerhed.
Varme og fugt ødelægger papir
”Papirdokumenter har en langt kortere levetid i det varme og fugtige afrikanske klima end under vores tempererede forhold i Danmark. Og med digitaliseringen af landets køretøjers registreringsattester, vil den ghanesiske stat kunne yde en langt mere effektiv og tidsbesparende service til borgerne, der fremover vil kunne henvende sig på et hvilket som helst af statens motorkontorer ved ejerskifte af deres biler,” siger Kim Høgskilde, der er hyret ind som leder for ICPS på digitaliseringsprocessen.
Kontrakten er indgået i et samarbejde mellem ICPS og DVLA (Driver and Vehicle Licensing Authority) i Ghana og bakket op af lån fra IFU til etableringen ICPS’s højteknologiske fabrik i Accra, der nu er førende i Vestafrika inden for digitale løsninger til både den private og den offentlige sektor – særligt digitale id-kort og betalingskort.
Også ghaneserne selv undergår snarligt en digital registreringsproces ført an af ICPS, der har indgået kontrakt med den ghanesiske stat om at registrere landets 25 millioner indbyggere digitalt og udstede CPR-numre og nationale identitetskort med indlejrede biometriske data om indehaveren.
Og foruden at registrere landets statsborgere er ICPS i fuld gang med at registrere i første omgang 500.000 af de personer, der ikke er ghanesiske statsborgere, men som man ved, opholder sig i landet. Indtil videre er 75.000 blevet registreret og har fået udleveret identitetskort – det såkaldte Non-Citizen Ghanacard, der giver adgang til offentlig service.
“Væsentligt for driften af samfundet”
Og netop identifikationen af landets borgere er essentiel for Ghanas udvikling ifølge Tove Degnbol, der er dansk ambassadør i Ghana og som har fulgt processen på klods hold og officielt indviede ICPS-fabrikken i december 2015:
”Identifikation og registrering af individer er af væsentlig betydning for driften af et samfund. De danske erfaringer med at indføre ID-kort for alle borgere i 1968 har vist, hvor vigtigt det er for leveringen af statens tjenesteydelser, at alle indbyggere er registreret og lige såvel som for en effektiv udnyttelse af statens ressourcer. ICPS gør det muligt for Ghana at gøre det samme.”
”Og ved at skabe den nødvendige demografiske infrastruktur, gør ICPS det muligt for Ghana at yde en bedre offentlig service, afholde pålidelige demokratiske valg, og få det bedste ud af knappe ressourcer.”
ICPS er et datterselskab af Margins Group og drives af ghaneseren Moses Baiden og danskeren Peter Blom. Selskabet har foruden den finansielle sektor i Ghana den ghanesiske stat som deres største kunde og er i gang med at digitalisere store dele af Ghanas offentlige sektor, der gradvist overgår til e-governance.
Flere af selskabets projekter har en udviklingsorienteret dimension i forhold til Ghana og gør brug af offentlige-private partnerskaber. Foruden IFU indgår danske Danida også som samarbejdspartner.
”Vores samarbejde med IFU og Danida har gjort det muligt for os at udvide ICPS-fabrikkens produktionsfaciliteter med tilbygninger og udstyr for at kunne imødekomme efterspørgslen efter intelligente kort og dokumenter og efterkomme de høje sikkerhedskrav for håndtering og produktion af personinformation og identitetsdokumenter,” siger Moses Baiden, CEO for ICPS og Margins Group.
IFU har ydet to femårige lån af hver fem millioner dollars (ca. 35 millioner kroner) til udbygningen af ICPS-fabrikken og dens produktionsfaciliteter, der muliggør flere planlagte digitaliseringsopgaver for den ghanesiske stat, som er ICPS’s største kunde i processen med at overgå til e-governance.
Foruden de nationale id-kort skal ICPS fremover producere de ghanesiske kørekort og pas og er blevet ISO- certificeret til også at lave Visa Card, Mastercard og EuroPay, der vil gøre fabrikken til den førende af sin art på det afrikanske kontinent.
Mads Fleckner er journalist og laver PR og kommunikation for Margins Group, der ejer ICPS (Intelligent Card Production Systems).
Artiklen er lavet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling