RIPAT (Rural Initiative for Participatory Agricultural Transformation) er et koncept, der har til formål at nedbringe fattigdom, sult og underernæring blandt småbønder ved at forbedre landbrug og husdyrproduktion via hjælp-til-selvhjælp-princippet. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Konceptet er udviklet af ROCKWOOL Fonden i samarbejde med den lokale tanzaniske NGO RECODA, der siden 2006 har implementeret en række projekter i Tanzania. Her har man eksperimenteret med lokalt forankrede jordbrugs-teknikker og sociale innovationer med henblik på at sprede brugen af nye og forbedrede afgrøder og husdyr blandt småbønder. Det overordnede formål har været at øge produktion og indkomst for de deltagende bønder.
En omfattende forskningsbaseret evaluering af RIPAT-projekterne har blandt andet vist, at fødevaresikkerheden blandt de deltagende familier blev væsentligt forbedret – især i perioden inden næste høst, hvor sulten typisk sætter ind – hvilket først og fremmest gavnede børn under fem år, som dermed sikredes en normal vækst og udvikling.
Forskningsresultaterne viste endvidere, at deltagende bønder fik større selvstændighed og i høj grad holdt op med at arbejde som daglejere, men derimod begyndte at ansætte daglejere som hjælp i egen fødevareproduktion.
Skal anvendes i udviklingsprojekter
Resultaterne har været så gode, at World Vision Tanzania overtager ejerskabet for RIPAT-modellen i samarbejde med RECODA med henblik på at anvende modellen i deres udviklingsprogrammer.
World Vision har særlig fokus på at forbedre børns vilkår – hvorfor netop RIPATs dokumenterede effekt i forhold til at gøre forældre i stand til at brødføde deres børn har været af afgørende betydning for deres beslutning.
"Vi er utroligt stolte af, at en så stor og respekteret organisation som World Vision har taget RIPAT-konceptet til sig. Det er ROCKWOOL Fondens ambition at udvikle og tilbyde løsninger på væsentlige samfundsudfordringer. Med World Vision Tanzanias overtagelse af RIPAT er der sikret en forankring, der giver optimale betingelser for, at konceptet kan være med til at styrke produktion og indkomstgrundlag for småbønder i Tanzania – og forhåbentlig i en lang række andre afrikanske lande på sigt”, siger direktør Elin Schmidt fra ROCKWOOL Fonden.
Direktør i World Vision Tanzania Tim Andrews ser frem til at arbejde med RIPAT-konceptet:
"RIPAT passer perfekt ind i vores strategi. I World Vision Tanzania har vi allerede flere velfungerende metoder til at støtte småbønder, men RIPAT vil udfylde et afgørende hul og supplere vores eksisterende tilgange ved at få bønderne til at tage ansvar for egen udvikling og derved hjælpe dem til selv at arbejde sig ud af fattigdom og fødevareusikkerhed. De etablerede grupper af bønder fortsætter samarbejdet på egen hånd flere år efter projektet er slut, hvilket er et tegn på, at RIPAT er en bemærkelsesværdig bæredygtig model, som sjældent ses i udviklingsarbejde", siger han. Aftalen mellem de involverede parter underskrives i Arusha i Tanzania tirsdag den 24. januar.
Læs om RIPAT-projekterne og deres evalueringer på ROCKWOOL Fondens hjemmeside