Dansk stjerneforsker hædret med World Food Prize

83eptnby
Shakuntala Haraksingh Thilsted.
Foto: Pressebillede fra World Food Prize Foundation
Gerd Kieffer-Døssing

12. maj 2021

Årets World Food Prize tilfalder i år den danske fødevareforsker Shakuntala Haraksingh Thilsted. Hun modtager prisen, der lyder på 250.000 dollars, godt 1,5 millioner kroner, for sine forskningsresultater inden for hvordan en fiskebaseret diæt er med til at forbedre menneskers sundhed og helbred i udviklingslande.

Nærmere bestemt var Thilsted den første til at fastslå, hvordan mange små fiskearter, der er en almindelig spise i hele Sydøstasien, er en vigtig kilde til essentielle mikronæringsstoffer og fedtsyrer og forbedrer optagelsen af næringsstoffer fra plantebaserede fødevarer.

Opdagelsen har dels ført til en gentænkning af den videnskabelige forståelse af fordelene ved fiskebaserede diæter, dels været med til at forbedre liv og indtægter for nogle af verdens mest skrøbelige mennesker.

”Thilsted fandt ud af, hvordan disse næringsrige små fisk kan opdrættes lokalt og billigt. Nu spiser millioner af lavindkomstfamilier i mange lande – herunder Bangladesh, Cambodja, Indien, Nepal, Myanmar, Zambia, Malawi – regelmæssigt små fisk, tørrede såvel som friske, i alt fra chutneys til grød, hvilket sikrer børn og ammende mødre vigtige næringsstoffer, der vil beskytte børn for livet. Det er alt sammen takket være hende,” sagde den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken i forbindelse med prisoverrækkelsen den 11. maj.

Anerkendelse af et overset forskningsområde
En stor del af successen med at udvide ikke-industriel akvakultur skyldes udviklingen af polykultur i dambrug, hvor små og store fiskearter opdrættes sammen. Shakuntala Haraksingh Thilsteds forskning har nemlig vist, hvordan opdræt af forskellige fiskesorter øger den samlede fiskeproduktion og dens næringsværdi.

“Jeg er virkelig beæret over at modtage World Food Prize 2021 og meget ydmyg over nu at tilfgøre den fornemme række af tidligere prismodtagere,” sagde Thilsted, da hun modtog prisen.

“Denne pris er en vigtig anerkendelse af den væsentlige, men ofte oversete rolle som fisk og akvatiske fødevaresystemer har i udviklingsrelateret landbrugsforskning. Fisk og akvatiske fødevarer giver millioner af sårbare kvinder, børn og mænd mulighed for at være sunde og velnærede.”

Shakuntala Haraksingh Thilsted, der oprindelig er fra Trinidad og Tobago, fik i 1980 sin ph.d. i ernæringsfysiologi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som i dag er en del af Københavns Universitet. Siden var hun ansat i 20 år som forsker og underviser samme sted.

Hun har forsket i fødevarer og ernæring i mange udviklingslande, især i Asien og Afrika, blandt andet med støtte fra Danida. Siden 2010 har hun været forsker hos forskningscentret WorldFish, der har hovedsæde i Penang, Malaysia, og er en del af det globale forskningsfællesskab for fødevaresikkerhed CGIAR, der blandt andet støttes af Danmark.

Shakuntala Haraksingh Thilsted er gift med Finn Thilsted, tidligere dansk ambassadør i Bangladesh, Kenya og Nepal.

World Food Prize uddeles årligt af amerikanske World Food Prize Foundation, hvis mission er at opnå global fødevaresikkerhed.