Dansk støtte til opgør med Indonesiens affaldsbjerge kickstartet

20170502_170105
Thomas Jazrawi

Mindre affald i havet omkring Indonesien. Og en langt bedre udnyttelse af det organiske affald fra de indonesiske husholdninger. Sådan lyder et par af de forventede resultater af et nyt stort strategisk partnerskab om miljø.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen tirsdag. Globalnyt var selv med en tur i Jakarta Bugts “skraldelagune”, da samarbejdet blev indledt i Indonesien i foråret 2017. Det kan man læse mere om her

Partnerskabet, der i Danmark ledes af Miljøstyrelsen, modtager i dag 10 millioner kroner fra den danske myndighedssamarbejdsordning, fortæstter pressemeddlelsen. 

Pengene er øremærket et fireårigt partnerskab mellem Danmark og Indonesien om cirkulær økonomi og genbrug af affald.

“Det er vores største partnerskab indtil nu indenfor det strategiske sektorsamarbejde. Partnerskabet skal nå de indonesiske mål om at mindske miljøbelastningen fra husholdningsaffaldet og bidrage til at gøre affald til en ressource i Indonesien”, siger fuldmægtig Signe Kromann-Rasmussen, Miljøstyrelsen.

“Samtidig kan partnerskabet være en vej ind på det indonesiske marked for danske virksomheder, der leverer løsninger til genanvendelse af f.eks. organisk affald”, fortsætter hun.

I slutningen af oktober tager Miljøstyrelsen og en række danske interessenter til Indonesien, for at starte et fælles forum med indonesiske interessenter om, hvordan myndigheder og virksomheder i fællesskab kan forbedre genanvendelsen af den organiske del af affaldet.

Lossepladser flyder over

Baggrunden for partnerskabet er blandt andet, at Indonesiens lossepladser har nået bristepunktet. Alene hovedstaden Jakartas største losseplads vokser med 7.500 tons affald om dagen. Størstedelen af affaldet er organisk affald, som i princippet kunne bruges til kompost og biogas i stedet for at tårne sig op på gigantiske lossepladser.

Det er også en udfordring, at meget affald brændes af lokalt på små bål eller ender i floderne. Resultatet belaster landets store maritime og turistindustrier og medfører luftforurening, udledning af drivhusgasser og naturødelæggelser.

Danske virksomheder kan blandt andet bidrage med teknologi til affaldssortering og anlæg til kompostering og biogasanlæg. Partnerskabet bygger desuden videre på indonesiske løsninger evt med bidrag fra danske teknologier og løsninger.

Gennem partnerskabsprojekterne bidrager Danmark til FN’s Bæredygtighedsmål.