Dansk sygeplejerske til Liberia

Redaktionen

Den 53-årige danske sygeplejerske Lone Gravgaard Pedersen er i denne uge rejst til Liberia, hvor hun skal arbejde som projektleder for Læger uden Grænsers (MSF) mission i hovedstaden Monrovia, skriver organisationens danske afdeling i en pressemeddelelse.

Lone Gravgaard Pedersen skal bl.a. koordinere alle MSFs nationale og internationale medarbejdere og supervisere det medicinske arbejde på de hospitaler, ernæringscentre og sundhedsklinikker, der drives af MSF i og omkring Monrovia.

Det er ikke første gang, at Lone Gravgaard rejser ud til verdens brændpunkter for Læger uden Grænser. Hun var netop vendt hjem fra en længere mission i Mozambique, inden hun hastigt drog afsted til Liberia. Før da har Lone været i det krigshærgede Angola i 2 omgange, første gang i 1996 og anden gang fra 2001 til 2002. Fra 1997 til 1999 var hun i flere omgange udsendt til Kosovo og Bosnien.

Læger uden Grænser har arbejdet i Liberia siden 1990. Organisationens 60 internationale og flere end 1.000 nationale nødhjælpsarbejdere i det vestafrikanske land driver 2 hospitaler, en operationsafdeling, ernæringscentre, 8 medicinske klinikker, 4 kolera-behandlingscentre og sørger for nød-vandforsyning til de internt fordrevne flygtninge i Monrovia.

I Montserrado- og Bong-distrikterne driver Læger uden Grænser desuden sundhedsklinikker i 6 lejre for internt fordrevne flygtninge.