Dansk virksomhed handler med regnskovsdræber

Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi

Oplysninger om Asia Pulp and Papers ødelæggelse af regnskoven har fået LEGO og andre store virksomheder til at opsige samarbejdet med virksomheden inden for det sidste år.

Men mindst en dansk virksomhed handler fortsat med den asiatiske regnskovsrydder ifølge miljøorganisationen Verdens Skove. Verdens Skove anbefaler, at man anvender FSC-certificerede materialer for at sikre bæredygtighed.

I de sidste år har det midtjyske Sirius Papir og Karton importeret adskillelige tons papirmateriale fra Asia Pulp and Paper (APP). Samarbejdet fortsætter, selvom flere andre danske virksomheder på det seneste har droppet samarbejdet med APP.

LEGO og Barbie har eksempelvis fået ny leverandør efter det blev afsløret, at materialer i deres produkter stammede fra den udskældte virksomhed.

Internationale miljøorganisationer har ellers gjort meget for at advare virksomheder imod at samarbejde med APP. Indonesien er verdens 3. største CO2 udleder, og dette skyldes ikke mindst afskovning. APP er i forhold til den indonesiske regnskov en af de allerværste syndere. APPs kunder modtager derfor materiale, der er stærkt medvirkende til at øge CO2-udledning samt forværre vilkårene for truede dyrearter.

”APP hugger træ ned i beskyttede områder og truer flere dyrearter. Det man taber er noget af verdens mest biodiverse natur”, siger Dan Belusa, GMO- og skovmedarbejder ved Greenpeace.

Debatten mangler nuancer

Sirius Papir og Karton indrømmer, at de får leverancer fra APP. Men Kasper Andersen, direktør for virksomheden, mener ikke, at debatten om APP har været nuanceret:

”Vi har nogle kriterier til vores leverandører. I forhold til Greenpeace-kampagnen har det været ret entydig kommunikation. Vi mangler mere dokumentation.”

Kasper Andersen er klar over, at der er problemer med APP. Han mener dog, at det er forsvarligt at handle med den kinesiske del af APP: ”Vi handler med Asia Pulp and Paper, men ikke med den fabrik, der er problemer med. Der er en i Kina og en i Indonesien, og vi handler kun med den i Kina”, siger han.

Ifølge Dan Belusa er der ingen forskel på materialer fra fabrikken i Indonesien og Kina i forhold til bæredygtighed. ”Tværtimod. De materialer, der kommer til Kina er fra Indonesien. Der er ikke noget sikkert i at bruge papir fra fabrikken i Kina,” forklarer han.

FSC er den bedste garanti

Verdens Skove arbejder for, at virksomheder anvender FSC-certificeret materiale. FSC er en garanti til både virksomheder og forbrugere om, at materialerne i et produkt er bæredygtige.

Jacob Ryding fra Verdens Skove anbefaler stærkt Sirius Papir og Karton at benytte sig af denne garanti.

“FSC-certificerede skove skal leve op til en række meget konkrete bæredygtighedskrav og det bliver kontrolleret af en uafhængig part, at de gør dette. Hvis du køber et produkt med FSC-logoet på, ved du med andre ord, at træet ikke stammer fra skovødelæggelser som dem APP står bag. FSC gør det dermed muligt for forbrugere at vælge det bæredygtige træ frem for det miljøskadelige. Der findes masser af FSC-certificeret papir på markedet. Sirius Papir og Karton må bare se at komme ind i kampen, som mange mere ansvarlige virksomheder allerede har gjort”, siger han.

Thomas Jazrawi er frivillig i redaktionsgruppen, Verdens Skove. Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk.