”Jeg troede, jeg skulle til Kina og studere en succeshistorie. I stedet kom jeg til en vindmølleindustri i dyb, dyb krise.” Julia Kirch Kirkegaard er markeds- og teknologisociolog og rejste i 2011 til Kina for at skrive en ph.d om Kinas boomende vindmølleindustri. Få år tidligere havde Kina slet ingen vindmølleproducenter. Nu var der over 100 – heriblandt Goldwind og Envision, der blev etableret så sent som i 2006-07 og siden er blevet globale giganter.
Kina sprøjtede vindmøller ud og satte dem op i et imponerende tempo – næsten 20 gigawatt blev installeret alene i rekordåret 2010 – mere end det dobbelte af den samlede, nuværende kapacitet i Danmark. Umiddelbart en solstrålehistorie, men den danske forsker fandt hurtigt ud af, at hun kom til en industri i dyb, dyb krise: De egenproducerede vindmøller, kineserne satte op, var af ringe kvalitet. Elnettet var ikke klart til at håndtere de gigantiske mængder af ekstra strøm og brød sammen med jævne mellemrum. For blot at nævne et par af de problemer, vindboomet i Kina var løbet ind i. Og i øvrigt siden er kommet sig over.
Julia Kirch Kirkegaard beskrev sin oplevelse fra 2011 på et møde tirsdag om Danmarks mangeårige energipartnerskab med Kina arrangeret af IDA Global Udvikling og brugte den som et eksempel på den ”human wave attack”-strategi, kineserne ofte gør brug af: ”Kineserne satser gerne stort, angriber billedligt talt med en hær af mennesker og er så parate til at tage de tab, det giver, men også til at tage ved lære af de fejl og de kriser, de store satsninger uvægerligt fører med sig.”
Solide danske aftryk på det kinesiske vindeventyr
Og kineserne har ingen problemer med også at tage ved lære af andre, understregede Julia Kirch Kirkegaard og blev bakket op af Kaare Sandholt, der i 15 år har været dybt involveret i det dansk-kinesiske energipartnerskab. Han har siden 2011 ligefrem været ansat som rådgiver for de kinesiske myndigheder, de første år finansieret af det danske udenrigsministerium.
”Kineserne var godt klar over, at vi i lille Danmark var pionerer inden for vindenergi, og at de kunne lære af vore erfaringer. I løbet af 0’erne kom der rigtigt gang i et formaliseret dansk-kinesisk vindsamarbejde. Danmark hjalp med avancerede softwareprogrammer, kortlægning af vindressourcer, teknologi og senere også med regulering, så de store mængder vindstrøm kunne håndteres på elnettet. Der er ingen tvivl om, at assistancen fra Danmark var en afgørende forudsætning for Kinas vindboom,” vurderede Kaare Sandholt.
Det var Jørgen Delman, der har arbejdet i og med Kina siden 1972, enig i: ”Samarbejdet har været en succes, fordi det i så høj grad har været drevet af, at kineserne rent faktisk efterspurgte dansk viden, og fordi det har kørt over mange år, så der har været tid til at opbygge relationer, og danske eksperter har kunnet aflæse, hvad kineserne vil og efterspørger. Der er ingen tvivl om, at Danmark har haft en indflydelse i Kina, der er langt større, end vores vægtklasse berettiger til,” konkluderede han.
Kina VIL den grønne omstilling …
Var det pres udefra, der fik Kina til at slå ind på den grønne omstilling? Nej, lød det fra alle tre oplægsholdere. ”Tag ikke fejl. Ja, der er internationalt pres på Kina for at reducere sine CO2-udledninger, men det helt afgørende pres for den grønne omstilling kommer indefra, fra kineserne selv,” understregede Jørgen Delman. Nok var det først efter år 2000, at Kina for første gang begyndte at omtale klimaforandringerne som en trussel, der skal tages alvorligt. De første år mest som noget, verdens rige lande havde et ansvar for. Men siden har kineserne for alvor fået øjnene op for, at det også er i deres egen interesse selv at gøre noget. Kina erkender også, at landet har et globalt ansvar som verdens aktuelt største udleder af klimagasser.
”En af de faktorer, der for alvor ændrede tingene, var den massive luftforurening, der lagde sig som en tåge over Beijing og andre storbyer, og som var forårsaget af den voldsomme kulfyring i industrien og på kraftværkerne, og i 2014 vedtog Kina en handlingsplan mod luftforurening – også den blev til med dansk assistance,” fortalte Kaare Sandholt.
… og sætter ambitiøse mål
I 2020 annoncerede Kinas præsident, Xi Jinping, at Kinas CO2-udledninger skal toppe senest i 2030, og at Kina senest i 2060 vil være CO2-neutralt. Energy Research Institute, som er en af de centrale forskningsinstitutioner i den kinesiske energiadministration, har siden fremlagt forskellige scenarier for, hvordan de ambitiøse mål kan nås. Scenarier, som Kaare Sandholt i sin nuværende rolle som chefrådgiver for China Energy Transformation Programme har været stærkt involveret i. Programmet er et af de ”flagskibsprogrammer”, som Energistyrelsen i Danmark støtter gennem sin afdeling for global rådgivning.
Den reduktion af CO2-udledninger, Danmarks støtte til Kina over årene har bidraget til, er formentlig det vigtigste danske bidrag overhovedet til kampen mod klimaforandringerne.
Kaare Sandholt
”Og scenarierne er vigtige, for de viser ikke blot, at de langsigtede og ambitiøse mål er realistiske, men også hvilke beslutninger, det er nødvendigt at træffe for at nå dem,” sagde Kaare Sandholt, der mente, at den danske støtte til Kinas grønne omstilling de seneste årtier er godt givet ud:
”Hvis vi for alvor skal gøre noget ved den globale opvarmning, så skal vi have Kina med. Den reduktion af CO2-udledninger, Danmarks støtte til Kina over årene har bidraget til, er formentlig det vigtigste danske bidrag overhovedet til kampen mod klimaforandringerne,” mente Kaare Sandholt.
Ny verdensorden, hvor rollerne er byttet rundt
I dag er det Kina, der fører an i den grønne omstilling: Kina har stort set monopol på produktion af solceller og er førende på både vindmøller, batterier og elbiler. Og vel er det godt, at gigantiske Kina er med fremme i den grønne omstilling, men samtidig frygter vi nu i vesten at blive afhængige af Kina og blive oversvømmet af statsstøttede, kinesisk-fremstillede vindmøller, solceller og elbiler.
Det rejser spørgsmålet, om Danmark har været for naiv i sit tætte og tillidsfulde samarbejde med Kina? ”Måske,” lød svaret fra Kaare Sandholt. ”På den anden side har samarbejdet i den grad været til gavn for klodens klima.”
”Samarbejdet har også,” understregede Jørgen Delman, ”givet Danmark en position i Kina, som vi fortsat kan og skal udnytte, også til at stille krav til Kina. Vi skal ikke tillade kinesisk dumping på vore hjemmemarkeder af for eksempel vindmøller. Vi skal heller ikke give kineserne uhindret adgang til data via kinesisk-fremstillede elbiler.”
Nu skal vi tage ved lære af kineserne
Kinas imponerende grønne omstilling har for alvor rusket op i den verdensorden, hvor det før var vesten, der dominerede, og hvor det var vores modeller, der inspirerede Kina og andre såkaldte udviklingslande.
”Nu er det Kina, der rykker på alle fronter – også på for eksempel energiøer, som vi bakser med herhjemme,” bemærkede Julia Kirch Kirkegaard. ”Kineserne har som sædvanligt fart på, satser stort og gør nogle erfaringer, som de, men også vi, kan lære af.”
Et drømmehold som panel
Det var lidt af et drømmehold, IDA Global Udvikling havde fået til at fortælle om det dansk-kinesiske energipartnerskab:
Markeds- og teknologisociologen: Julia Kirch Kirkegaard, forsker – med baggrund i kinastudier og Science and Technology Studies – i omstillingen til grøn energi og samspillet mellem teknologi og videnskab på den ene side og sociale og økonomiske processer på den anden. Færdiggjorde i 2015 en ph.d om Kinas vindmølleindustri ved CBS og Sino-Danish Center for Education and Research (SDC). Har siden arbejdet på DTU Vind og Energisystemer samt Stanford University frem til 1. oktober, hvor hun tiltræder som professor ved DTU Management.
Ingeniøren: Kaare Sandholt, er nærmest personificeringen af det dansk-kinesiske partnerskab – især inden for energisystemanalyser og integration af vind og sol. Med en baggrund fra Energistyrelsen og den danske elsektor og som partner i konsulentfirmaet Ea Energianalyse har han siden 2011 være rådgiver for myndighederne i Kina. I første omgang udsendt af udenrigsministeriet, og siden direkte tilknyttet Energy Research Institute, som er en af de ledende energi- og klimatænketanke i Kina. Kaare Sandholt er og har været dybt inde i maskinrummet på Kinas grønne omstilling.
Politologen: Jørgen Delman, professor emeritus i Kinastudier, har beskæftiget sig med Kina siden 1972, siden midten af 0erne med særligt fokus på, hvordan kinesisk energi- og klimapolitik har ført til politiske forandringer i Kina. Han har boet, studeret og arbejdet ti år i Kina og blandt meget andet været direktør for CECAT – China-EU Centre for Agricultural Technology i Beijing og NIAS, Nordisk Institut for Asienstudier.
