Formålet med demokratiske valg er at give befolkningen mulighed for gennem stemmesedlen at forandre landets politiske ledelse og give plads til ny politisk retning og gennemgribende økonomiske reformer. Det er imidlertid absolut ikke tilfældet, når mellemøstlige stater som Egypten, Libanon og Irak afholder parlamentsvalg. Tværtimod!
Valgene bruges af de siddende eliter til at konsolidere deres greb om magten og samtidig forlene deres politiske rolle med et strejf af legitimitet. Denne forlorne legitimitet køber de fleste vælgere ikke længere og mange af dem bliver derfor væk fra valgene. De ved godt, hvad det handler om, men internationalt går man op i, at der afholdes valg, og følger med i, hvem der vinder og taber, som om det gør den store forskel i landets situation. Det gør det ikke!
Søndag 10. oktober er der valg i Irak. Men det er de sædvanlige magteliter, der kan stemmes på, og det er de samme temaer, politikkerne med høj stemmeføring og den løftede pegefingers gestik lover at gøre noget radikalt ved, men alle ved, at det mest bliver ved retorikken og de forlorne valgløfter.
Indflydelsen fra Iran og USA er tema
Et tema er den ødelæggende magtkamp mellem Iran og USA, som i årevis har udspillet sig på irakisk territorium. Men den konflikt forandrer sig ikke på grund af et valg; Iran og de iranske proselytter i Irak, der fylder meget og benytter sig af vold, terrorisme, snigmord oven i den almindelige men udbredte korruption, vil fortsætte deres kampagne for at sikre iransk indflydelse.
Iran leverer elektricitet og andre varer, og det irakiske marked er vigtigt for Iran. Endnu vigtigere for Iran er den politiske og militære indflydelse i landet, som iranerne bruger i konflikten med USA. Amerikanske kamptropper er ikke til stede i stort omfang længere, og de sidste trisser ud med udgangen af året.
Som præsident Donald Trump fik vist med likvideringen af den iranske general Soleimani i januar 2020 og den næstkommanderende i de proiranske mobiliseringsenheder, skal der dog blot lidt efterretningsarbejde i regionens lufthavne og nogle effektive armerede droner til for at skabe voldsom konflikt og ødelæggelse.
Amerikanske specialoperationer og droneangreb legitimeret af krigen mod Islamisk Stat, men rettet mod iranske proselytter, skal såmænd nok fortsætte, og et irakisk parlamentsvalg gør næppe meget fra eller til i det spil. Men, vil man sige, det gør da en forskel, om det er en Biden eller en Trump, der er præsident i USA? Måske, men det er i denne sammenhæng ikke så sikkert, og under alle omstændigheder har valg i Irak jo ingen indflydelse på, hvad de beslutter i Washington.
Da irakerne, især de unge, i Bagdad og faktisk også i de andre store byer strømmede i gaderne i oktober 2019 med budskabet om, at de hverken ønskede Iran eller USA til at sætte dagsordenen i deres land, blev de hørt, hvilket skabte regeringskrise. Demonstrationerne blev brutalt slået ned, det kostede 600 livet, og siden er repræsentanter for demonstranterne blevet forfulgt, fængslet, banket og en del snigmyrdet ved højlys dag af kræfter, som støtter den iranske indflydelse. Og regeringen har ikke stoppet det.
Sociale forhold er tema
Den iranske og den amerikanske indflydelse er imidlertid kun ét tema i Irak. For ungdommen og demonstranterne er et endnu vigtigere tema kravet om arbejde, bedre økonomi og levering af offentlige ydelser som pålidelig daglig forsyning af drikkevand, elektricitet og brændstof.
Som det er tilfældet i Libanon, hvor befolkningen ligeledes døjer med korrupte magteliter, som ikke leverer til samfundet, er håbløsheden for unge irakere udbredt, med en fremtid der ikke giver mulighed for at få et nogenlunde liv endsige for at kunne etablere sig med familie i trygge rammer.
Og som i Libanon, hvis forfatning var et forbillede for den irakiske, da den i huj og hast blev udformet efter, at det irakiske demokrati blev etableret af de amerikanske invasionsstyrker, da de havde fjernet diktatoren Saddam Hussein fra magten, sikrer valgene alene, at politisk forbliver det, som magteliterne vil have det.
Det betyder, de indbyrdes kan fordele politisk indflydelse og ressourcer mellem sig, og til samfundet bliver der højst nogle små lunser tilbage, som smides til de magtfulde politikeres vælgerplatforme i deres egne grupper, hvad enten de er defineret af stammeforhold, religion eller etnicitet. Men det er småpenge, og står på ingen måde mål med både, hvad der er nødvendigt for at få samfundet til nogenlunde at fungere, og til at gennemføre de nødvendige politiske og økonomiske reformer.
Ingen store forandringer denne gang
Efter valget søndag 10. oktober vil der derfor ikke være meget forandret i Irak – og slet ikke det mest nødvendige, som er en grundlæggende ændring af det politiske system. Der vil blive indledt forhandlinger, som sikkert vil trække i langdrag, for det plejer de, og bag kulissen vil den stadig mere magtfulde Muqtada al-Sadr, for det plejer han, trække i trådene helt på samme måde, som Libanons stærkeste mand, Hizbollahlederen Hassan Nasrallah, orkestrerer politikken bag nedrullede gardiner.
Og som Nasrallah vil Muqtada al-Sadr holde nogle flammende taler, hvor han med stor populistisk tæft vil tale om, at både Iran og USA skal væk fra Irak, for han har altid haft god fornemmelse for, hvad der rører sig i folkedybet.
Til sidst vil man få en regering, sikkert en såkaldt teknokratregering, der skal løse de strukturelle økonomiske problemer, men som bliver forhindret af det af magteliternes sædvanlige rænkespil, alt imens Muqtada al-Sadr indtager sin vante rolle som grå eminence bag kulisserne.
Således vil endnu et valg føre til, at alt endnu engang vil forblive i den samme, triste og håbløse situation. Derfor har stemmeprocenten også været støt nedadgående siden det første valg i 2005. Og om en måned, når regeringsforhandlinger efter al sandsynlighed er gået i hårdknude, vil de internationale medier tabe interessen, glemme irakisk politik indtil en eller anden dramatisk voldshandling igen bringer Irak på forsiderne og hurtigt fører til spørgsmålet, ”men har der ikke lige været valg?”
”.Joh” – kan svaret være – “og hva’ så?”
Lars Erslev Andersen er forfatter og seniorforsker på DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, med særligt kendskab til Mellemøsten.
