UNRWA
Etableret af FN’s generalforsamling i 1949 for at yde beskyttelse og bistand til palæstinensiske flygtninge.
Organisationen leverer basale serviceydelser samt beskyttelse til de ca. 5,6 millioner palæstinensiske flygtninge (svarende til ca. 20 procent af verdens flygtninge). Herunder grunduddannelse til 533.000 flygtningebørn, basale sundhedsydelser til mere end tre millioner flygtninge og beskyttelse i sager om blandt andet børns forhold og kønsbaseret vold.
I Gaza, hvor 1,4 millioner ud af to millioner. er flygtninge, leverer UNRWA endvidere fødevarehjælp til ca. 1 mio. palæstinensere.
De palæstinensiske flygtninge befinder sig i Gaza, Vestbredden (herunder Østjerusalem), Jordan, Libanon og Syrien.
30 procent af flygtningene på Vestbredden bor i flygtningelejre. De er oftest de mest udsatte og fattige af flygtningene.
Kilder: Udenrigsministeriet og UNRWA
Fredag 1. maj kunne den skandaleombruste FN-organisation UNRWA fejre sin 70 årsdag, men festlighederne bliver nok til at overskue – og det er ikke kun coronakrisen, der lægger en dæmper på festivitasen. Hvis organisationens økonomi var et menneske, ville den have alvorligt brug for en respirator.
Og er der egentlig noget at fejre for en organisation, der med et ét-årigt mandat skulle afhjælpe en akut flygtningekrise for 70 år siden, men fortsat eksisterer?
UNRWA har siden 1950 haft som mandat at levere basale serviceydelser til de palæstinensiske flygtninge. Det fulde navn er United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees. Vi vender tilbage til organisationen og dens udfordringer, men først skal vi besøge en af de 94 skoler, som organisationen driver på den israelskbesatte Vestbred.
Udsigten fra pigeskolen ved al-Jalazun flygtningelejren hjælper den besøgende med at forstå de udfordringer, som flygtningene i Palæstina og UNRWA dagligt døjer med. Udsigten hæmmes i nogle af klasseværelserne af det kraftige trådnet, der skal forhindre de israelske soldaters tåregasgranater i at lande mellem børnene. Men fra taget er der uhindret udsigt til både flygtningelejren, hvorfra skolebørnene kommer, drengeskolen på den anden side af vejen og den israelske bosættelse Beit El på bakken lige bag drengeskolen.
Al-Jalazun ligger lige nord for Ramallah, der er hovedstaden for det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Folk bor tæt i lejren – befolkningstætheden svarer til 51.000 mennesker pr. kvadratkilometer. Det underdimensionerede kloaksystem når kun ud til omkring 70 procent af indbyggerne, så når det regner meget, kan kloakkerne ikke følge med, og så må indbyggerne vade rundt i en blanding af regn- og kloakvand.
Foto: Laurits Holdt
Bosættelsen består af moderne huse. På afstand ligner de lidt palæstinensernes huse, for stort set alt bliver bygget i samme farve sandsten heromkring. Det der på afstand afslører, om en bebyggelse er palæstinensisk er bosætter-israelsk, er vandtankene på taget. Bosætternes huse har ingen eller en enkelt tank på taget, mens de palæstinensiske huse ofte har et helt batteri stående. Det er fordi, de palæstinensiske bebyggelser ofte ikke har indlagt vand, mens bosættelserne generelt har. Adgang til vand er blot et af de stridspunkter, der nærmest dagligt skaber konfrontation mellem palæstinenserne og de israelske bosættere.
Flere gange om ugen – i nogle perioder hver dag – er der sammenstød mellem unge fra lejren og bosætterne. Tit griber det israelske militær ind, og det er ikke ualmindeligt, at soldaterne anholder folk i lejren. Sammenstøddene foregår på det smalle område mellem skolerne og bosættelsen, og derfor sker det fra tid til anden, at soldaternes tåregasgranater lander på skoleområderne.
Foto: Laurits Holdt
Der bor et sted mellem 9.450 og 13.000 i flygtningelejren. Det første tal er fra de palæstinensiske myndigheders statistikkontor og det andet fra UNRWA.
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) besøgte pigeskolen i marts. I forbindelse med besøget annoncerede han, at Danmark forhøjer sit kernebidrag til UNRWA fra 70 millioner kroner om året til 105 millioner i 2020, hvilket opmærksomme læsere måske allerede havde spottet i Finansloven, der blev vedtaget i december 2019. I US dollars, som FN-systemet almindeligvis regner i, svarer det forhøjede danske bidrag til 15,5 millioner. UNRWAs budget er på 1,4 milliarder – 1.400 millioner dollars i år.
Globalnyt var med på besøget, men havde ikke mulighed for at besøge selve al-Jalazunlejren, for lejrens administrationen besluttede at begrænse besøg udefra for at forhindre coronasmitte.
Rasmus Prehn mødte skolens elevråd, skolelederen og lederne af UNRWA’s afdelinger i Palæstina, Matthias Schmale fra Gaza-afdelingen og Gwyn Lewis, der leder indsatsen på Vestbredden.
I et interview med Globalnyt glædede Gwyn Lewis sig over det øgede danske bidrag og ministerens besøg.
”Selv et kort besøg som dette gør en enorm forskel. Det er vigtigt for os at fortælle om, hvad det er vi laver, for der er kommet mange angreb mod organisationen. På en eller anden måde er vi blevet fanget i de politiske diskussioner om de mange ting, der er på spil. Men vi er bare en FN-organisation,” siger hun.
Rasmus Prehns besøg – og andre ministres – er også vigtigt for indbyggerne i flygtningelejrene, for det viser, at de ikke er glemt, fortæller hun videre.
Foto: Laurits Holdt
Få oprindelige flygtninge tilbage
Al-Jalazun er blot en af mange flygtningelejre for de palæstinensere, der blev fordrevet i den krig, som begyndte da styrker fra Syrien, Jordan, Egypten og Irak 15. maj 1948 angreb Israel, der havde erklæret sig uafhængigt dagen forinden. Det gik ikke godt for de arabiske hære, og krigen endte med, at Israel kontrollerede et område, som var langt større end det, som FN’s generalforsamling har foreslået skulle være jødernes land.
Da lejren blev etableret i 1949, var der ingen israelske bosættere på bakken. De første indbyggere var flygtninge fra 36 landsbyer i dagens Israel. Siden da har flygtningene fået børn, børnebørn og oldebørn. Kun en lille del – under fem procent – af indbyggerne var med, da lejren blev etableret. Resten er født ind i flygtningetilværelsen og kender kun det gamle land fra forældrenes fortællinger.
Ved krigens afslutning blev der registreret 711.000 flygtninge og UNRWA blev etableret for at tage sig af dem. I dag er der omkring 5,6 millioner flygtninge. I 2012 blev det opgjort, at der blot var mellem 30.000 og 50.000 af de originale flygtninge tilbage. Det tal er endnu mindre i dag. Muligheden for at de kan vende tilbage til områderne, hvor de og for de flestes vedkommende deres forfædre kom fra, må anses for minimal.
I de områder, der fortsat kaldes flygtningelejre, men som sjældent har det midlertidige islæt man forbinder med ordet ”lejr”, står UNRWA for de ydelser, som man andre steder forventer fra kommunen, for eksempel skoler, kloakering og renovation.
I dag har UNRWA ansvaret for at levere kommunale ydelser til 5,6 millioner flygtninge, der er fordelt over Palæstina – både Vestbredden og Gaza, Libanon, Jordan og Syrien.
Hele tiden kun penge til den næste måned
UNRWA har det ikke nemt og har heller ikke gjort det nemmere for sig selv. I årevis har der ustandseligt manglet penge, og i sommeren 2019 kunne man læse om “nepotisme, diskrimination, utilbørlig opførsel, magtmisbrug” i en rapport om organisationen, som Globalnyt beskrev i aygust 2019.
UNRWA har et budget på 1,4 milliarder dollars i år. Det dækker de løbende udgifter til skolerne og de andre ydelser samt to nødprogrammer, der skal sikre fødevarebistand til omkring en million indbyggere i Gaza og generel hjælp til de palæstinensiske flygtninge i Syrien, der som de flest andre i landet lider alvorligt under den ni år lange borgerkrig.
I begyndelsen af marts var der kommet 150 millioner dollars i kassen, og Gwyn Lewis forventer, at der er kommet 300 millioner i begyndelsen af maj.
”Vi håber på 50 millioner dollars fra en af vores donorer i maj, men vi optager også lån fra OCHA for at kunne betale lønninger og andre udgifter i maj,” siger hun. OCHA er FNs organisation for koordinering af humanitær bistand, og organisationen administrerer blandt andet en central nødhjælpsfond.
Et af de store problemer for UNRWA er, at donorerne ofte ikke giver et fast beløb hvert år. For eksempel, fremhæver Gwyn Lewis, så kom der sidste år 200 millioner dollars fra Golfstaterne, men det kommer der nok ikke i år.
Det alvorligste økonomiske slag kom i 2018, da USA meddelte, at det ikke længere vil støtte UNRWA, fordi palæstinserne ikke vil acceptere den fredsplan, som den amerikanske præsident Donald Trump og hans regering har fremlagt. USA trak sin støtte på 350 millioner dollars, knap 30 procent af organisationens budget. Det medførte betydelige nedskæringer i hele organisationen, og på Vestbredden fyrede Gwyn Lewis og hendes lederkollegaer 150 medarbejdere.
Det betød blandt andet nedskæringer i jobskabelsesprogrammerne og i et program for mental sundhed blandt medlemmerne af beduinsamfundene på Vestbredden. I de andre fire områder, hvor UNRWA arbejder, betød det lignende nedskæringer. Alle fem afdelinger har så vidt det er muligt friholdt skoledriften for nedskæringer, fortæller Gwyn Lewis.
Det er noget, der kan mærkes blandt flygtningebefolkningen, mener hun. Der er for eksempel kommet flere børn i klasserne og færre renovationsarbejdere til at fjerne affald.
”Men der hvor det har haft den største betydning er nok hos vores 4.000 ansatte på Vestbredden og deres familier. Folk er ængstelige, fordi de ikke ved, om der er en indkomst i næste måned og børnene er bange for at skolerne lukker. Alle kender til vores skrøbelige økonomi, hvor vi kun lige har penge til den kommende måned. Det skaber meget nervøsitet.”
Sidste år var der usikkerhed om skolerne kunne åbnes i september helt ind til to uger før, at skolerne skulle slå dørene op – først da var pengene der, fortæller Gwyn Lewis.
”Økonomien var skrøbelig, før USA trak sine penge, men USA var en stabil donor gennem så mange år og betalte altid pengene i begyndelsen af kalenderåret, så vi vidste at vi havde en solid del af vores budget dækket allerede i begyndelsen af året. Og nu er den sikkerhed væk.”
