I sensommeren og efteråret 2017 flygtede 600.000 medlemmer af det muslimske mindretal rohingyaerne fra Myanmar til Bangladesh. Her sluttede de sig til andre 200.000 der er flygtet gennem de seneste årtier.
Rohingyerne er statsløse og befolkningsgruppen er verdens største gruppe af statsløse. Myanmar betragter dem som indvandrere på trods af, at befolkningsgruppen har boet i landet i generationer.
Tilbage i Myanmars Rakhine-provins bor der stadig omkring 400.000 rohingyaer og dem må vi ikke glemme, lyder det advarende fra Ursula Mueller, der er vice-chef for FN’s nødhjælpsprogram Office for the Coordination of Humanitarian Affairs, OCHA.
Den humanitære krise udspiller sig på begge sider af grænsen mellem Bangladesh og Myanmar – ikke kun i flygtningelejrene omkring byen Cox’s Bazar i Bangladesh. Lidelserne her har meed god ret fanget verdens opmærksomhed, siger hun.
Men vi må ikke glemme de tilbageværende rohingyaer, der fortsat lever under svære forhold og marginalisering fordi deres bevægelsesfrihed er begrænset. Det betyder for eksempel, at de har dårligere adgang til sundhedsydelser, arbejde, beskyttelse og uddannelse end andre indbygger ei Myanmar, siger hun.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International betegnede i november 2017 forskelsbehandlingen i Myanmar som “apartheid-lignende”. Apartheid var det institutionaliserede system, der fastholdt adskillelsen mellem befolkningesgrupperne i Sydafrika under det hvide mindretalsstyre frem til valget i 1994.
Læs også: Amnesty: Flygtninge kan ikke vende hjem til Myanmars apartheid-system (24.11.2017)
Ursula Mueller har netop besøgt Myanmar, hvor hun bl.a. mødtes med landets de facto-leder Aung San Suu Kyi.
“Vi diskuterede vigtigheden af at få stoppet volden, af stabilitet og fred og forsoning. Jeg tilbød FN’s støtte til at afhjælpe de humanitære behov og behovet for beskyttelse og så argumenterede jeg for at de humanitære organisationer får adgang til at hjælpe,” sagde hun ifølge UN News Service ved et pressemøde i FN’s hovedkvarter i New York.
