Det er weekend. Og mens mange tunesere er på vej i seng, er Khookha McQueer på vej på klub. Ikke for at feste med vennerne, men fordi hun skal optræde som drag – en kunstart, der benytter kostumer og makeup til at parodiere stereotypiske forestillinger om køn.
Der findes kun få LGBTQ+-venlige klubber i hovedstaden Tunis, og det er ved første øjekast tydeligt, at Gingembre er en af dem. Her er køn lige så flydende som de drikke, gæsterne forsøger at balancere ud for deres dansende kroppe.
Iført farverige kostumer, inspireret af sin tunesiske arv og Mellemøstens divaer, bliver Khookha set som kontroversiel for sine dragoptrædener. For hende er drag ikke bare underholdning, men en kunstform, der leverer et politisk budskab og en kritik af det etablerede.
Men Khookha McQueer er først og fremmest, ja, queer. Og i Tunesien, hvor det stadig er usædvanligt for LGBTQ+-personer at dele deres identiteter offentligt, er McQueers status som en af de første, offentlige transkvinder særligt bemærkelsesværdig.
Khalil Ayari, som er Khookhas fødenavn, vidste allerede tidligt i hendes liv, at hun var anderledes end de andre børn. Hun voksede op i en konservativ familie i en forstad til Tunis, præget af en høj grad af kontrol fra familien. Derfor var det først som voksen, at hun turde springe ud – og det gjorde hun hele to gange, som hun formulerer det. Første gang i forhold til hendes seksuelle orientering som homoseksuel mand, og anden gang med sin identitet som en ikke-binær transkvinde.
McQueer blev fuldtidsaktivist i 2015, da hun skrev under på et samarbejde med en ngo. Men hendes aktivisme begyndte allerede et par år før, hvor hun på Facebook deler sine dagbogsnotater. Små beretninger om tidlige barndomsminder med at skille sig ud, og hvordan det påvirker hendes mentale helbred den dag i dag.
De korte opslag på Khookhas Facebook-profil blev gnisten, der banede vejen for hendes aktivisme, og som senere især fandt fodfæste i kunsten som et middel til oprør.
Dette er endnu en artikel i serien Det Digitale Forår, hvor vi taler med digitale aktivister, kvinderettighedsorganisationer og helt almindelige mennesker for at blive klogere på, hvordan unge i Egypten og Tunesien i dag bruger onlineaktivisme til at udfordre normer og autoriteter.
Vi håber, du vil læse med!
Serien er støttet af Kommunikationsfonden for Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.