Anne Hjul Lybke er BA theol og medlem af Kirkernes Verdensråds centralkomite.
“Venner, vi står på den rigtige side af historien. For vi står for retfærdighed, vi står for menneskelig værdighed og rettigheder, vi står på samme side som international lov. Vi står her i opbakning til demokrati og selvbestemmelse.”
Citatet stammer fra en tale, som Declan Kearney, formand for det irske socialistiske og separatistiske parti Sinn Féin, holdt på konferencen Global Anti-Apartheid Conference on Palestine i Sydafrika i maj.
Jeg deltog på konferencen sammen med godt 200 mennesker fra civilsamfundsorganisationer verden over, der arbejder for en retfærdig fred og frihed for palæstinenserne, og for at Israel skal leve op til international lov.
Jeg optog dele af Kearneys tale på min telefon. Når jeg genhører klippet, kan jeg stadig blive berørt af styrken i hans ord. Også selvom konferencens indtryk har bundfældet sig, og jeg er vendt hjem til en dansk kontekst, hvor vi kun synes at bakke op om internationale retsinstanser, når vores verdenssyn ikke udfordres.
Når citatet og de mange andre store ord fra konferencen bliver ved med at gøre indtryk på mig, tror jeg, at det skyldes det uvante og forløsende i at få lov til at være uapologetisk vred over besættelsen af palæstinenserne og krigsforbrydelserne i Gaza.
På konferencen var vi alle vrede. Vi var vrede på Israels undertrykkelsesmønstre, og vi var vrede over, at særligt Vestens ledere lader det ske. Jeg følte, at det narrativ om Vesten som moralsk fyrtårn, som jeg er vokset op med, blev afklædt foran mig. Jeg er sådan set ikke synderligt optaget af Vestens gode ry og rygte for rygtets egen skyld. Men beskyldninger om hykleri og dobbeltmoral bør alt andet lige kalde på selvrefleksion.
Det var øjenåbnende at være med på en konference, hvor det for en sjælden gangs skyld ikke var mennesker med samme kulturelle baggrund som mig, der satte dagsordenen og slog tonen an. Sproget var mere direkte, og fokus var på kendsgerninger såsom brud på international lovgivning og overtrædelser af menneskerettigheder.
På konferencen var vi alle vrede. Vi var vrede på Israels undertrykkelsesmønstre, og vi var vrede over, at særligt Vestens ledere lader det ske.
Anne Hjul Lybke
Misforstå mig ikke – der er meget, som er kompliceret i Israel og Palæstina. Jeg har boet i Jerusalem i et halvt år, og jeg har spist og overnattet hos både palæstinensere på Vestbredden og hos israelere i deres ulovlige bosættelser. Jeg har set, at der er menneskeskæbner på begge sider af adskillelsesmuren.
Men der er også ting, der ikke er komplicerede. Muren er ulovlig, og Israes besættelse er ulovlig, for at starte et sted. Det burde også være ret ukompliceret at fordømme både Hamas’ terrorangreb den 7. oktober og Israels bombning af en såkaldt ”sikker zone” i Rafah få dage efter, at Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede Israel til at stoppe krigshandlinger i Rafah.
Konferencen – og ikke mindst de mennesker, der deltog – rykkede ved mit syn på den måde, vi taler om besættelsen og krigen i Gaza. Min selvforståelse som en person, der er pragmatisk og nuanceret, blev til dels dekonstrueret og afsløret som en slags konfliktskyhed og magelighed.
Under min samtale med en ung kvinde fra Gaza, der er bosat i USA, sagde jeg, at det i Danmark ikke er strategisk gavnligt at bruge et ord som ”apartheid” om situationen i Israel og Palæstina, fordi samtalen i så fald kommer til at handle om brugen af dette ord – og ikke om den diskriminerende lovgivning, der ligger bag.
Kvinden udfordrede mig med spørgsmålet: ”Gavnligt for hvem? For den gode stemning? Eller for rent faktisk at forstå, hvad der foregår?”
Hun fortalte mig, at hun som palæstinenser i USA kæmper med følelsen af, at hendes amerikanske landsmænds følelser betyder mere end palæstinenseres liv. Hendes familiemedlemmer bliver dræbt i Gaza, og alligevel føler hun, at hun skal vægte sine ord, så ingen i Vesten bliver utrygge. Der er brug for at få normaliseret et sprogbrug, der klarere udtrykker situationens alvor og ubalance end ord som ”konflikt”.
Vi kan læne os op ad FN, som i 2022 beskrev undertrykkelsen af palæstinensere som ”apartheid” og ”bosætter-kolonialisme”.
På Global Anti-Apartheid Conference on Palestine oplevede jeg på egen krop det perspektivforskydende og øjenåbnende ved at høre fra nogle af de stemmer, der ellers ikke traditionelt har været toneangivende. Den oplevelse kunne jeg godt unde mange flere.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected]
