World Animal Protection zoomer så meget ind på en enkelt problemstilling, at organisationen ikke ser det samlede billede. Sådan siger Stig Jensen, der er lektor ved Center for Afrikastudier ved Købehavns Universitet.
Han kritiserer det åbne brev til den sydafrikanske regering, hvor organisationen og 35 medunderskrivere fra rejsebranchen appellerer til, at landet forbyder trofæjagt.
Læs også: Rejsebranchen vil have Sydafrika til at forbyde trofæjagt
Trofæjagt er kontroversielt. For nogle modstandere er det en pervers, sportslignende aktivitet, hvor man kan betale sig fra at få lov til at dræbe et bestemt dyr og tage et trofæ med hjem. Det kan i princippet være et helt dyr, som man får udstoppet, men ofte er det dyrets hoved, horn, gevir eller skind, der bliver monteret, så det kan hænges op og udstilles.
Tilhængere siger, at trofæjagt ikke er væsentlig forskelligt fra andre typer af jagt, og at det er en helt almindelig del af vildtforvaltning, at man hvert år skyder nogle af dyrene, for at opretholde en bæredygtig bestand. Sådan gør man også i Danmark.
Landenes myndigheder sætter et tal på, hvor mange dyr af en given art, som skal skydes for at holde en stabil bestand, og så lader de jægere betale for at gøre det. Det resulterer i indtægter til både lokalsamfundene i jagtområderne og til vildtforvaltningen. Tilhængerne understreger også, at kødet fra dyrene som oftest bliver delt ud til medarbejderne i jagtindustrien.
”En fundamentalistisk organisation”
Dyrerettighedsorganisationen World Animal Protection og de 35 rejsefirmaer skriver blandt andet:
”Som førende virksomheder i den globale turismeindustri betragter vi, underskriverne, trofæjagt som en ondskabsfuld og uacceptabel tilgang til bevarelse af natur og bæredygtig udvikling. Vi mener, at en vækst i ansvarlig dyrevenlig turisme i Sydafrika har potentialet til at hjælpe med at finansiere bevarelse af naturen, at vise at dyr er mere værd levende end døde, og at trofæjagt ikke har en plads i Sydafrikas fremtidige bæredygtige turisme.”
Stig Jensen er lektor ved Afrikastudier på Københavns Universitet og har i to årtier forsket i krydsfeltet mellem turisme, bæredygtighed og samfundsudvikling. Og så er han selv en ivrig naturelsker, der gerne rejser langt for at se helt særlige dyr. Men ikke for at skyde dem, understreger han.
”World Animal Protection er en organisation, der er sat i verden for at beskytte dyr, og som mener, at man ikke skal slå dyr ihjel. Lidt hårdt trukket op, kan man sige, at det er en ret fundamentalistisk organisation. Så der er ikke så meget nyt i, at den er imod trofæjagt og forsøger at mobilisere folk for sin sag. Dens tilgang er nok typisk for vores tid, hvor vi nogle gange zoomer ind på en problemstilling, og så – for eksempel via sociale medier – får mobiliseret en masse mennesker til at bakke op om ens dagsorden.”
”Det der er problemet med World Animal Protections tilgang her er, at forslaget vil hæmme mulighederne for beskytte naturen og skabe gode levevilkår for dyrene. Det vil være totalt kontraproduktivt at gøre, som de siger. Det vil simpelthen få den stikmodsatte effekt. Når de zoomer så kraftigt ind på en begrænset problemstilling, så mister de blikket for de bredere samfunds- og naturmæssige aspekter, som jeg synes er vigtige at have med.”
Når dialogen mellem de to standpunkter synes at være så svær, skyldes det blandt andet, at organisationer som World Animal Protection ser på de enkelte individer blandt dyrene og siger ‘det er ikke i orden at slå et individ ihjel’.
Jægerne og deres sympatisører ser mere på dyrene som en del af en gruppe eller bestand, som skal holdes på et bestemt niveau og inden for bestemte områder. Ellers kommer der flere dyr, end et givent område kan brødføde, og der opstår sammenstød mellem dyr og mennesker.
Arbejdspladser og indtægter
Turisme står for store indtægter i flere afrikanske lande – ikke mindst Sydafrika, som både har en storslået natur og et meget rigt dyreliv.
Foto: Vuk Valcic/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Jagtturismen foregår ofte langt fra de større byer – i områder, hvor de økonomiske muligheder er stærkt begrænsede og fattigdommen udbredt, forklarer Stig Jensen.
”Arbejdspladserne inden for jagtturismen er enormt vigtige for lokalsamfundene. Og jagtturisme kræver ofte meget mere arbejdskraft, end hvis jeg tager ud for at kigge på en fugl.”
Han suppleres af Henrik Herold, som er direktør for Randers Regnskov. Han er selvlært naturalist og har i mange år beskæftiget sig med naturbevarelse. Og så er han en ivrig jæger.
“Man har chauffører, kokke, trackere, nogen der skinder dyrene og så videre. Der er typisk 50-60 mennesker ansat. Og man plejer at sige, at én der har et arbejde ude i de fattige områder subsidierer otte-ti personer. Så der er mange, der nyder godt at jagtturismen.”
“Det er nok meget rimeligt at sige,” lyder det fra Stig Jensen, som fortsætter “men det varierer selvfølgelig meget. Men man kan i hvert fald sige, at jo fattigere folk er, desto større pres er der på dem, der rent faktisk har et job.”
Rejseselskaberne, der har skrevet under på det åbne brev, opfordrer til, at Sydafrika satser mere på naturturisme, som ikke involverer jagt. Men den slags turisme har ifølge Stig Jensen ikke de samme samfundsmæssige fordele som jagtturismen.
Han peger på, at ’almindelige’ turister generelt stiller større krav til komfort end jagtturisterne, hvilket afsætter større aftryk på miljøet. Og så er der det faktum, at jagtturisterne betaler store beløb for at få lov at gå på jagt.
”Han forsøger bare at skaffe lidt kød til familien”
Stig Jensen kan ikke forstille sig, at den sydafrikanske regering vil efterkomme kravet om at forbyde trofæjagt.
”Der vil forsvinde mange arbejdspladser. Og det vil gøre betingelserne for naturbeskyttelse endnu dårligere. For de folk, som så ikke længere har arbejde og indkomst, vil prøve at finde alternative indkomster – for eksempel som krybskytter. Det vil helt klart skabe store problemer for bestandene og også enkelte arter, som vil kunne blive lokalt udryddet på grund af det.”
Henrik Herold kommer med et eksempel på netop den sammenhæng:
”Her under corona talte jeg med en af mine kontakter i Zimbabwe, som noget hjerteskærende sagde til mig: ’Nu har jeg fanget den her krybskytte for femte gang. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for vi har jo ikke nogen kunder på grund af corona, og han prøver bare at skaffe sig lidt kød til sin familie’.”
I et indlæg i det videnskabelige tidsskrift Science i 2019 skrev en række forskere, at meget tyder på, et forbud mod trofæjagt vil få negative konsekvenser for naturbevarelse. I de afrikanske lande, som tillader trofæjagt, er der mere natur, som er beskyttet i jagtområder end i naturparker, skriver de videre.
De fattigste kommer til at betale
I det åbne brev skriver rejseselskaberne, at indtægterne fra trofæjagten kun udgør en meget lille del af indtægterne fra turisme – og at en afvikling af trofæjagt derfor ikke betyder så meget for landets økonomi.
Og i det store billede af Sydafrikas økonomi, er det nok rigtigt, siger Stig Jensen.
”Det er klart, at der vil være nogle farmere og forretningsfolk, som vil tabe indtægter, hvis trofæjagten bliver afskaffet. Men de kan sagtens navigere på markedet, og de skal nok finde andre måde at tjene penge på.”
”Dem det vil ramme allerhårdest er de fattigste af de fattige. Det er dem, der får mange af de jobs, der er i forbindelse med jagtturismen. De er ludfattige, og de har ikke nødvendigvis andre steder at tage hen og finde en indkomst.”
Hvis de mister deres indkomst, så går det ikke blot ud over dem selv men over hele den udvidede familie, som er afhængig af indkomsten.
”Jo fattigere folk er, desto større pres er der på de personer, som har et arbejde, for deres indkomst skal deles ud. Det er vigtigt at forstå, at i de fattigste områder taler man ikke om arbejdsløshed – man taler om de få, der har et arbejde, for langt de fleste har ikke noget arbejde. Så at afskaffe trofæjagt vil have heftige implikationer.”
