I en række artikler vil vi behandle den situation, hvor mennesker ikke befinder sig, hvor de hører til, eller måske slet ikke hører til nogen steder. Vi vil berøre emner som adoption, etnicitet, hudfarve, hår, længslen efter hjemlandet og hvidhed.
Der vil være anmeldelser af bøger skrevet af såkaldte Afropolitans. Nogle har vi allerede omtalt, andre vil være nye bekendtskaber. Indimellem kommer der konkrete beretninger om oplevelser af etnicitet; fx den lille adopterede kinesiske pige, der til sin egen forbavselse får at vide i skolen, at hun er gul. Og kritiske artikler om hvide europæere der rejser på tværs af verden for at formidle og forstå det globale.
Afropolitanere
Vi har tidligere berørt begrebet i forbindelse med anmeldelse af Chimamanda Ngozi Adichie og Taiye Selasi, men vi vil gerne gå dybere ind i fænomenet og analysere, hvad det betyder.
Kort beskrevet er en afropolitanere en sort af afrikansk oprindelse, som lever udenfor Afrika. Typisk er de veluddannede og tilhører den bedrestillede middelklasse i Europa, USA eller et andet vestligt land. De lever som enhver anden i den vestlige middelklasse, men føler alligevel en længsel imod de afrikanske kulturelle værdi, som deres familie er rundet af.
Adopterede
Som adopteret vokser man ofte op under forvirrede og konfliktfyldte kulturelle og etniske omstændigheder. I nogle tilfælde har de adopterede børn i en tidlig alder været udsat for mange oplevelser af tab og skift. Det kan medføre, at de vænner sig til at opføre sig ovedrevet søde og overtilpasser sig til deres opgivelser. I andre tilfælde vokser de op i familier som er meget bevidste om, at deres børn ser anderledes ud end andre børn. Det kan give sig udslag i, at børnene bliver opdraget til at være overdreven danske og “normale” – og at børnene også selv bestræber sig på at gøre sig selv ekstra danske. Som de vokser op, opstår der spørgsmål om deres oprindelse og identitet. At finde sig selv til rette er ikke altid ukompliceret.
Hvide i verden
Vi lever i en verden, hvor vi selv her i Europa og vesten rejser meget på kryds og tværs af verden. Om det gør os klogere på verden skal her forblive usagt. På kulturredaktion gør vi det måske i endnu højere grad. og vi bilder os ind at have et formål: at forstå og formidle det globale.
Måske har hvide mænd og kvinder ikke særlig gode evner for at forstå verden – og vi ender med kun er forstå os selv lidt bedre.
Hvad betyder det for nyhedsformidlingen?
Det er selvfølgelig ikke kun journalister, der rejser på tværs af verden og beskæftiger sig med globale forhold, men det gør i ligeså høj grad ngo-ansatte, diplomater og andre repræsentanter for vestlige værdier.
Et af de mange spørgsmål vi gerne vil stille er, om vi klarer det bedre end vores forfædre? – og vil vi være den første generation, som bidrager til en mere lige og retfærdig verden.
