Eftermiddagssolen kaster et gyldent skær over Damaskus’ kristne nabolag Bab Touma, hvor tildækkede nonner vandrer forbi de høje karakteristiske kirketårne.
Overalt høres gadesælgernes råben, og næsen fyldes af den komplekse duft af nybagt brød, stærk kaffe og sødlig shisha-røg. Alt er på en gang hektisk og roligt, men i bybilledet ulmer også et stærk vidnesbyrd om en nation i forvandling.
Det er nu knap tre måneder siden, at Assad-regimet efter et halvt århundrede slap sit brutale greb om Syrien. Det skete, da den jihadistiske oprørsgruppe Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) uden synderlig modstand erobrede statsmagten og erklærede sig som landets nye magthavere.
De gadehjørner, der for kort tid siden var beklædt med Bashar al-Assads portrætter, er ikke længere til at genkende. Samtlige portrætter er siden magtskiftet enten revet ned, overmalet med slagord eller brændt til aske.
I stedet har HTS valgt at fremhæve sin nyvundne position som landets nye magthaver ved at hejse deres grønne, hvide og sorte flag med tre røde stjerner majestætisk over centrale pladser og regeringsbygninger.
Hør også podcast om Ahmad Rashidis besøg i Syrien: Syriens islamister er nødt til at være inkluderende.
For langt de fleste indbyggere i Damaskus symboliserer de nye flag en længe ventet befrielse.
“Vi har levet under Assads brutale nåde, hans efterretningstjenestes ører, øjne og undertrykkelse i over 50 år. Fortiden har påført os så meget smerte. HTS har endelig befriet Syrien og dets befolkning, og for første gang føler jeg, at vi alle kan trække vejret frit,” siger 22-årige Khalid resolut.
Adspurgt om hans forventninger til den nye regering, bliver den 22-årige kardemommekaffesælger dog tavs. Men det er måske ikke så mærkeligt, at det er svært at snakke om nutiden og fremtiden, når de fleste dyrere er omringet af fortidens traumer og ødelæggelser.
Så bryder en tilfældig forbipasserende tavsheden: ”Den nye regering kan umuligt blive værre end det helvede, Assads militær udsat os for,” lyder kommentaren.
Ruiner fra Damaskus til Aleppo
Efter 14 år med luftangreb og artilleribeskydning er titusindvis af bygninger fra Damaskus til Aleppo efterladt som enten tomme, udbrændte skaller eller bunker af murbrokker.
“Jeg forlod denne by som et barn og vender nu tilbage fra Libanon til intet – alt er er væk” fortæller 29-årige syrer Omar med tårerne trillende ned ad kinderne, mens han peger mod sin families tidligere bolig udenfor byen Damaskus-forstaden Darayya, der er et af de hårdest ramte områder.
Disse efterlevn fra en nær fortid er efter magtskiftet en kilde til frygt for hævn blandt den del af befolkningen, som har været associeret med Assad-styret.
Mange alawitter oplever efter HTS- sejren, at de på grund af deres etniske tilknytning til Assad-regimet bliver holdt ansvarlige for samtlige af fortidens ugerninger. Men det er ikke retfærdigt, lyder det fra den 26-årige alawit Rawa.
“For dem er vi én og samme fjende – regimets forlængende arm. Ingen vil erkende, at vi alawitter selv led under Assad-diktaturet. Som fotojournalist kom min etniske tilknytning til Assad i anden række. I stedet havde jeg konstant en løkke om halsen fra Assads folk,” fortæller Rawa, mens hun nipper til sin kaffe i selskab med sin sunni-muslimske og kristne venner på en café uden for Damaskus.
(Rawa skal ikke forveksles med Rawa Zalkha, der har taget fotos til denne artikel. Red.)
HTS-regeringen har indtil videre signaleret et stort ønske om at forsone tidligere fjender og at holde sammen på Syriens etniske kludetæpper. Man har officielt afvist enhver hævnaktion mod alawitter og tidligere Assad-fodsoldater.
Hævnaktioner
Mange er dog skeptiske omkring, hvorvidt ønsket om forsoning er reelt – eller mest noget, det nye styre siger for at berolige omverdenen. Under alle omstændigheder har det i praksis vist sig svært at undgå hævnaktioner mod de tidligere undertrykkere.
“Jeg blev tilbageholdt i et par dage og fik derefter en officiel amnestibekræftelse,” fortæller en 38-årig tidligere Assad-soldat anonymt til Globalnyt. Andre har ikke været så heldige.
”Flere af mine fætre og familiemedlemmer i andre provinser er enten blevet anholdt eller dræbt af militante i en blodrus af hævnangreb,” fortæller han.
Af frygt for repressalier sker interviewet under en taxakørsel mellem Latakia og Damaskus.
Men skønt amnestiordningen fra den nye regering formelt skal beskytte det tidligere styres lakajer mod en hævntørstig befolkning, så er ordningen også et symbol på fremtidig eksklusion fra det politiske liv. Det fortæller en tidligere embedsmand fra Assad-styret, der ligeledes ønsker at være anonym.
”Amnestien giver mig lov til at blive i landet, men den fratager mig enhver mulighed for at opbygge en ny tilværelse. Jeg må ikke arbejde i staten eller besidde andre offentlige embedsposter, og de fleste private arbejdsgivere tør ikke ansætte os af frygt for repressalier,” forklarer den tidligere anonyme embedsmand.
Hans ord afslører en dyb afmagt og sorg over en fremtid, der synes lukket for dem, der tidligere har været en del af regimet.
Når han bliver spurgt om, hvad han forestiller sig for Syriens fremtid, svarer han med tårer i øjnene: “Allah ved bedst”.
