Diplomuddeling midt i Yemens borgerkrig

diplom_yemen
Adel Salah og Ali Sharwan med deres beviser. Omkring en tredjedel af de studerende på masteruddannelsen i køn og udvikling er mænd.
Foto: KVINFO
Forfatter billede

En af dem er Adel Salah, der stolt poserer med sit diplom sammen med en af sine medstuderende i et opslag på Facebook.

“Tak til ledelsen og de ansatte ved GDRSC og også til Roskilde Universitet i Danmark for al deres støtte og vejledning,” skriver han i kommentaren.

At både de 16 studerende og udbyderen af uddannelsen, Gender-Development Research and Studies Centre (GDRSC) ved hovedstaden Sanaas Universitet, er kommet så langt, er noget af en bedrift.

Siden planlægningen af uddannelsen gik i gang, har Yemen gennemgået både månedlange demonstrationer, revolution, kup og borgerkrig, og de sidste fire måneder har en udenlandsk koalition bombet landet for at fortrænge Houthi-militsen fra magten igen.

Alligevel er det lykkes universitetet og de studerende at holde gang i uddannelsen. Det samme gælder det tilknyttede forskningsbibliotek, som KVINFO også har støttet opbygningen af.

Nødvendige kvalifikationer

Diplomet til de studerende er ikke det endelige master-bevis, for de mangler stadig deres speciale. I sin tale roste lederen af centeret, Bilkis Zabara, de studerende og opmuntrede dem til at fortsætte med specialet.

”Det er et vigtigt skridt og en godt timet opmuntring for de studerende, at de nu har et officielt papir på, at de har opnået en Diplomuddannelse i International Udvikling og Køn,” siger Connie Carøe Christensen, der var med til at skabe samarbejdet om masteruddannelsen på RUC og i dag er ansat på KVINFO som programrådgiver, hvor hun blandt andet har ansvar for projektet i Yemen.

”Det er et fag, der er stor efterspørgsel på i Yemen’s udviklingssektor, og de akademiske kvalifikationer, som de studerende får, er nødvendige for, at Yemen’s udvikling bliver funderet i lokale kræfter. Med en enkelt undtagelse har alle de studerende heldigvis valgt at fuldføre deres master, og er nu i gang med at skrive deres specialer – men under vanskelige forhold,” siger hun i en pressemeddelelse fra KVINFO.

Bortført ved højlys dag

Det danske bidrag til projektet er finansieret af Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet. RUC og KVINFO har især bidraget med viden så som træning af undervisere og andre ansatte ved centeret, professionalisering af biblioteket, internationale kontakter og undervisning og vejledning af de studerende.

Via Skype og mail fungerer Connie Carøe Christiansen således som specialevejleder for flere af de studerende, blandt andet Shereen Makawi, der også har lagt et billede af sit diplom på facebook.

”Tak til vores internationale og lokale undervisere, ledelsen, mine medstuderende og alle som har bidraget til succesen med at fuldføre den første del af masterprogrammet og få diplomet i de meget vanskelige omstændigheder, som Yemen oplever,” skriver hun.

Og det er omstændigheder, hun har mærket mere end nogen anden. Som de fleste af de andre studerende ved masterprogrammet, så arbejder hun for en af de internationale organisationer i landet sideløbende med studiet.

Sammen med en fransk kollega blev hun i februar bortført ved højlys dag inde midt i Sanaa. Fordi hun nægtede at blive skilt ad fra den franske kvinde, udsatte gruppen hende for tortur, som hun stadig har så voldsomme mén af, at hun ikke kunne deltage i ceremonien.

Halvdelen er flygtet

Andre på holdet er flygtet og sidder i dag og skriver på deres specialer i Egypten, Tyrkiet eller Malaysia. Det var faktisk kun halvdelen af de studerende, der selv kunne møde op og modtage deres beviser, men alligevel deltog rektor for Sanaa Universitet, Abdulhakim Al-Sharjabi, også i ceremonien.

Han roste ikke alene de studerende, men også centret, som Sanaa Universitet er meget stolt af, og han havde bemærket, at det er et godt team-work, som de kvindelige forskere og undervisere, der arbejder der, udfører.

Mens det første hold nu kun mangler deres specialer, så er uddannelsen også stadig åben for nye studerende. Det fjerde hold er netop startet, trods en hverdag med bomber, vandmangel og elendig sikkerhed.

”At det på trods af en meget svær situation lykkes både centeret og de studerende at holde gang i uddannelsen er meget, meget vigtigt,” siger Connie Carøe Christiansen.

”Ikke mindst fordi uddannelsen retter sig direkte mod den genopbygning, som vil komme efter krigen. Det giver håb, både for nutiden og for fremtiden.”