Donald Rumsfeld var blandt andet forsvarsminister mellem 1975 og 1977 under præsident Gerald Ford og igen 2001-06 under præsident George W. Bush, hvor han ledede Pentagon under Irakkrigen.
I en erklæring kort efter meddelelsen om Rumsfelds død blev han af George Bush betegnet som en “rigtig god mand,” der har tjent sit land “eksemplarisk” og som ”en intelligent og retskaffen person med næsten uudtømmelig energi, som aldrig tøvede i svære situationer og aldrig veg bort fra at tage ansvar.”
Den tidligere præsident nævner hverken den kontroversielle beslutning om det militære angreb på Irak, Abu Ghraib-fængslet eller Guantanamo-lejren i Cuba, hvor en lang række påståede terrorister i årevis blev – og på Guantanamo fortsat er – spærret inde uden rettergang under USA’s erklærede krig mod terror. Den med rette berygtede torturlejr blev af Rumsfeld selv fremhævet som et af de fineste fængselssystemer i verden.
Forsigtige USA-medier
Mens de amerikanske landsaviser kun dristede sig til at karakterisere Rumsfeld som ”kontroversiel,” mindede Martin Burcharth i et helsidesportræt i det danske dagblad Information om, at nu afdøde senator John McCain kaldte Rumsfeld for ”den værste forsvarsminister i USA’s historie,” og at det med rette tillige kunne blive gravskriften, når Rumsfeld snart stedes til hvile.
I en endnu mere markant og velskrevet nekrolog skrev Sebastian Kirkegaard Ejsing på Solidaritet.dk: “Hvor Rumsfeld har fundet hvile, lever hans hæslige eftermæle videre” med henvisning til, at de overlevende fra hans krige lever videre med deres psykiske og mentale lidelser, de efterladte med deres sorg.
Af menneskerettighedsaktivister betegnes Rumsfeld rettelig som ”krigsforbryder” og ”torturbøddel”. I amerikanske venstreorienterede tidsskrifter har de to karakterisende udsagn om Rumsfeld i den seneste uge været gennemgående og blevet yderligere dokumenteret og uddybet. For eksempel af Ben Burgis, der i Jacobin skriver, at det eneste tragiske ved Donald Rumsfelds død er, at han døde, uden at han var blevet stillet for en domstol.
Jameel Jaffer, tidligere juridisk direktør for American Civil Liberties Union, skrev på Twitter: ”Rumsfeld gav ordrer, der resulterede i misbrug og tortur af hundredvis af fanger i USAs varetægt i Afghanistan, Irak og Guantanamo Bay. Det bør være overskrift i nekrologer. ”
Krigsforbryder og torturbøddel
Rumsfeld spillede som en af de mest magtfulde forsvarsministre i USA’s nyere historie en ledende rolle op til invasionen af Irak, som han begrundede med Iraks påståede arsenaler af masseødelæggelses-våben, som dog aldrig blev fundet. Under Rumsfeld satte USA’s militær Iraks præsident Saddam Hussein fra magten. Amerikanske soldater forblev i Irak frem til 2011 – fem år efter Rumsfeld var trådt tilbage.
Først og fremmest blev Rumsfeld kendt – eller rettere berygtet – som krigsforbryder og for sin støtte til og ansvar for fangemishandling og brug af tortur. Han var ansvarlig for systematisk brug af tortur i form af såkaldte ”enhanced interrogation techniques – udvidede afhøringsteknikker,” en omskrivning og hvidvaskning af tortur. Redaktør på The Huffington Post, George Zornick, delte forleden det notat, som dokumenterer, at Rumsfeld med sin underskrift 2. december 2002, godkendte metoder som 20-timers forhør og stresspositioner.
Især Abu Ghraib-fængslet i Irak blev synonymt med overgreb, fangemishandling og tortur begået af den amerikanske hær mod krigsfanger. Den lækkede Taguba-rapport beskriver forholdene i fængslet, hvor irakiske fanger uden sigtelser eller rettergang blev udsat for overgreb i form af tæv og mishandling, voldtægt med lommelygter og kosteskafter, smertefuld ophængning eller lænkning, nogle fanger blev truet og angrebet af hunde, andre fik ansigt og krop smurt ind i ekskrementer. Endvidere blev søvn-deprivering både dag og nat brugt til at nedbryde fangerne før forhør med sigte på at frembringe efterretninger, der kunne bidrage til at legitimere USA’s invasion og krig. Det er opgjort, at 63 fanger døde under den ulovlige internering i Abu Ghraib-fængslet.
Undgik at blive retsforfulgt
Kun nogle få – 11 – fangevogtere blev siden sammen med enkelte lavt-rangerende myndighedspersoner stillet til ansvar. De hovedansvarlige, herunder især Donald Rumsfeld, kom aldrig for en dommer og undgik det ved delvist at undskylde enkelte eksempler på, hvad han nedtonede som fejl, men han afviste til sin død, at der havde været tale om tortur. Han undgik at blive dømt trods flere forsøg på retsforfølgelse, også internationalt, især i perioden 2003-08, indtil Barack Obama efter sin tiltræden som præsident i 2009 reelt stoppede yderligere forsøg på at sigte og retsforfølge blandt andre Rumsfeld som krigsforbryder og torturbøddel.
Blandt forsøgene på retsforfølgelse kan nævnes, at generalsekretær for det Berlin-baserede europæiske menneskeretscenter ECCHR, Wolfgang Kaleck, på vegne af fire irakere og Center for Constitutional Rights i New York indgav en anmeldelse mod Donald Rumsfeld og den tidligere CIA-direktør George Tenet samt flere andre højt rangerende militærfolk for brud på FN’s konvention mod Tortur og den tyske lov om forbrydelser mod Folkeretten.
Det blev begrundet med, at tysk – i lighed med fransk – lovgivning tager udgangspunkt i, at der gælder universiel jurisdiktion, som muliggør, at der kan rejses en sag ved nationale domstole i Tyskland og Frankrig, også når det drejer sig om menneskerettighedsbrud begået i andre lande, hvis det ikke har været muligt i dette tilfælde at rejse en sag ved amerikanske domstole.
Mellem 2004 og 2007 blev der i Karlsruhe og Paris indgivet tre anmeldelser for krigsforbrydelser og den tortur, der fandt sted på Guantanamo og i Abu Ghraib, men i alle tre tilfælde blev det afvist at indlede undersøgelser. Blandt andet derved lykkedes det forleden Donald Rumsfeld at dø, uden at han inden var blevet retsforfulgt, dømt eller straffet hverken som krigsforbryder eller torturbøddel. Men frikendt bliver han nok aldrig – hverken af sin samtid eller af eftertiden – og det med rette.
Tue Magnussen er cand.mag.
