Det blev til noget mindre end håbet for Irak ved en konference i Kuwait i sidste uge.
Iraks myndigheder har på forhånd nævnt, at der er behov for 88 milliarder dollar til genopbygning (omkring 530 milliarder danske kroner), efter at landet er blevet befriet fra Daesh (IS).
Det blev samlet set til 30 milliarder dollar eller knap 181 milliarder kroner ved den internationale donorkonference, der fandt sted i det olierige ørkenland i den forgangne uge.
Det skriver flere medier.
Blandt de mest gavmilde var Tyrkiet, som har givet et løfte om 5 milliarder dollar (30 milliarder DKR.).
USA havde på forhånd erklæret, at stormagten næppe ville donere. Rex Tillerson, den amerikanske udenrigsminister, lovede imidlertid 3 milliarder dollar i lån til amerikanske virksomheder, der vil investere i Irak.
Det fremgår af en artikel i Deutche Welle.
Fælles irakisk identitet
EU, der var medarrangør af begivenheden, lovede 400 millioner Euro, hvilket svarer til knap 3 milliarder i danske kroner.
“I dag er vi i EU ved at færdiggøre vores interne procedurer for at investere 400 millioner Euro mere i humanitær hjælp, udviklingsbistand og stabiliserende handlinger. Dette kommer fra EU’s institutionelle budget, hvilket betyder, at det kommer oveni de individuelle bidrag fra vores medlemslande”; nævnte Federica Mogherini, EU’s udenrigsansvarlige.
Det foregik i en tale ved arrangementet, hvor hun lagde stor vægt på sammenhold i Irak.
“Dette fører mig til den tredje form for genopbygning, som Irak har behov for – og det er social genopbygning. På trods af konflikt i årevis, er der stadig en stærk fælles identitet, der sammenbinder det irakiske folk, som først og fremmest er irakere”, lød det fra den italienske kommissær.
“Det er en identitet, der er formet gennem århundreder af fælles historie, og den er baseret på en fælles kultur, som rækker langt videre end tro og etnicitet. Det er en fælles identitet, som forener arabere og kurdere, muslimer og kristne, sunnier og shiaer”, fortsatte hun.
Der har været sammenstød mellem irakiske regeringsstyrker og kurdere, efter at den ekstremistiske militante gruppe er nedkæmpet. Det giver anledning til bekymring, nævnte kommissæren i talen.
EU-Kommissionen har netop præsenteret en ny strategi for udviklingssamarbejde med Irak. EU’s udenrigsminsitre har godkendt aftalen, og den skal nu debateres i EU-Parlamentet.
Læs vores artikel om strategien her.
Diskussioner i korridorerne
Konferencen bragte en masse diskussioner i korridorer og mødelokaler. Federica Mogherini mødtes bl.a. med Kuwaits emir, FN’s generalsekretær Antonio Gueterres, Rex Tillerson og Irans udenrigsminister Javad Zarif.
EU kæmper en kamp for at redde den internationale aftale om Irans atomprogram, som den amerikanske præsident Donald trump ønsker at ændre eller skrotte.
Irak afholder parlamentsvalg dette forår.