Drabsmistænkt premierminister i Lesotho skiftet ud

gettyimages-thabane
Den nu forhenværende premierminister Thomas Thabane under en tale i FN.
Foto: Stan Honda-Pool/Getty Images (arkivfoto)
Forfatter billede

20. maj 2020

Det lille kongedømme Lesotho fik onsdag morgen en ny premierminister. Det skete, dagen efter at landets mangeårige premierminister, Thomas Thabane, trak sig fra posten som følge af de vedvarende beskyldninger om, at han er involveret i drabet på sin ekskone.

Den nye premierminister, Moeketsi Majoro, blev taget i ed onsdag morgen, skriver flere internationale medier.

Majoro har hidtil siddet på posten som finansminister. Hans indsættelse giver håb om, at der vil falde ro over den politiske situation i landet. Men stabiliteten er skrøbelig i et land, der har oplevet adskillige kup siden uafhængigheden i 1966.

Den nu forhenværende premierminister Thomas Thabane har gennem de seneste måneder været under massivt pres for at træde tilbage.

Han er blevet afhørt i sagen om sin dræbte ekskone, men er ikke sigtet i sagen.

Det er derimod hans nuværende kone, Maesaiah Thabane, som er løsladt mod kaution.

Drabet skete to dage inden, at Thomas Thabane i juni 2017 blev genindsat på premierministerposten.

Hans 58-årige fraseparerede kone, Lipolelo Thabane, blev fundet dræbt af skud i sin bil en aften da hun var på vej hjem.

Thomas og Lipolelo Thabane havde befundet sig i en langvarig og bitter skilsmissestrid, siden hun søgte om separation i 2012. Samme år var Thomas Thabane for første gang blevet udnævnt til premierminister og flyttede snart sammen med Maesaiah Thabane, der nød godt af en masse privilegier, skønt de to ikke var gift.

Imens ventede Lipolelo Thabane på, at premierministeren accepterede skilsmissebegæringen.

En strid, om hvem der var landets retmæssige førstedame, førte i 2015 til en domsafsigelse, hvori retten slog fast, at regeringen skulle stoppe med at bruge statsmidler på Maesaiah Thabanes underhold. Indtil skilsmissen gik igennem, var Lipolelo Thabane premiereministerens lovmæssige hustru, og regeringen havde derfor pligt til at tage sig af hende, afgjorde retten.

Skilsmissen nåede aldrig at gå igennem. Og blot to og en halv måned efter drabet på Lipolelo Thabane giftede Thomas og Maesaiah Thabane sig.

Lipolelo og Thomas Thabane havde ikke boet sammen siden 2012, og Thomas Thabanes reaktion på drabet var umiddelbart at kalde det for et ”meningsløst mord.”

Drabet rystede den lille sydafrikanske nation, men blev aldrig opklaret, og skylden tilfaldt ukendte gerningsmænd.

Men siden kom der nye oplysninger frem, som fik sagen til at blusse op.

Angiveligt har politiet fundet ud af, at Thabane var i telefonisk kontakt med sin kone på mordtidspunktet.

Moeketsi Majoro, der nu er taget i ed som premiereminister, ventes i første omgang at blive siddende på posten frem til 2022, hvor der efter planen skal være valg igen.