Dronningen besøger Ghana

img_6906
Osu Castle var tidligere bolig for Ghanas præsident. Borgen er anlagt af Danmark og hed dengang Christiansborg. Herfra blev tusinder af afrikanere solgt som slaver og transporteret til Amerika.
Foto: Laurits Holdt
Laurits Holdt

Når Dronningen 23. november indleder statsbesøget i det vestafrikanske land Ghana, er det en markering af de to landes tætte relationer. Ghana og Danmark har langvarige historiske bånd, og de første danskere kom til det daværende Guldkysten i 1659, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Området var dansk koloni frem til 1850, da det blev solgt til briterne, så de historiske bånd er tættere end til så mange andre lande i Afrika

Måske er det en medvirkende til, at dronningen kommer. Den 77-årige monark begiver sig ellers kun i begrænset omfang ud på strabadserende udlandsrejser, hvorfor statsbesøget i Vestafrika (verdens fattigste region) i sig selv er anmærkningsværdigt. 

Statsbesøget finder sted den 23.-25. november og har blandt andet til formål at understøtte det dansk-ghanesiske samarbejde ”From Aid to Trade”, som gennem årene har opnået stor goodwill, hedder det.

Denne goodwill er opbygget gennem et mangeårigt udviklingsarbejde, hvor særligt Danida-samarbejdet har gjort Danmark anerkendt i Ghana.

Ghana er blevet mellemindkomstland

Ghana har i dag status som et lavere mellemindkomstland og forventes i den nærmeste fremtid at komme op på en årlig økonomisk vækst på syv til otte procent.

Det er dermed forventningen, at relationen mellem Danmark og Ghana frem mod 2020 vil ændres til at have et kommercielt og politisk fokus, mens udviklingssamarbejdet vil ophøre.

Det er ikke alle tilfredse med – se f.eks. journalist Jesper Heldgaards artikel https://globalnyt.dk/content/dansk-bistand-gjorde-ghana-sundere

og se, da den forrige SR-regering indledte bistands-tilbagetoget fra Ghana, på https://globalnyt.dk/content/ghana-far-en-lang-naese-kvart-milliard-overfores-til-akut-nodhjaelp

Se dog også https://globalnyt.dk/content/ghana-gaar-efter-regional-foerertroeje-bedre-erhvervsmaessige-rammevilkaar-naar-bistanden

Historie, kultur og erhverv

Udviklingen i Ghana afspejles i statsbesøget, hvor fokus vil være på historie, kultur og erhverv. Den danske erhvervsdelegation vil være repræsenteret med kompetencer indenfor landbrug og fødevarer, bæredygtighed, den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner.

Under opholdet vil Dronningen blive officielt modtaget af den ghanesiske præsident Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, deltage i åbningen af erhvervsfremstødet og besøge forskellige virksomheder og kulturelle institutioner. Mere om Ghanas 73-årige præsident på 

https://en.wikipedia.org/wiki/Nana_Akufo-Addo

Se også vor tidligere foromtale af dronningens rejse til Vestafrika på

https://globalnyt.dk/content/dronningen-til-ghana-i-november

samt denne indgående beskrivelse af landet såvel politisk, økonomisk, erhvervsmæssigt som historisk og kulturelt på https://en.wikipedia.org/wiki/Ghana 

53 statsbesøg siden 1972

Rejsen til Ghana bliver Dronningens udgående statsbesøg nummer 53. Dronningen har siden tronbestigelsen i januar 1972 rejst på statsbesøg i store dele af verden. De første i Sverige, Norge, Island og Finland og senest i Indonesien i 2015.

Dengang og nu er det overordnede sigte med et statsbesøg at etablere og styrke forbindelserne mellem landene.

Derudover skal et statsbesøg udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer samt underbygge indsatser eller bistand, som Danmark har ydet på konkrete områder i de enkelte lande.