Det er et år siden, at regeringen i Den Demokratiske Republik Congo meddelte, at der igen var udbrudt ebola i landet – det tiende udbrud siden 1976.
Med 2687 bekræftede tilfælde og 1806 dødsfald er udbruddet det værste, DR Congo nogensinde har oplevet.
I sidste uge forværredes situationen, da det tredje tilfælde blev erklæret i grænsebyen Goma. Det var medvirkende til, at Verdenssundhedsorganisationen WHO erklærede udbruddet en international sundhedskrise.
Goma ligger i Nord Kivu provinsen, der er en af de ramte provinser, er der en særlig udfordring for de medarbejdere, der er sat ind for at forsøge at inddæmme smitten. Usikkerhed kombineret med en sejlivet mistro over for både myndigheder og udlændinge er en alvorlig hindring for indsatsen mod ebola.
Indtil videre er der registreret 198 angreb mod sundhedsklinikker og medarbejdere i provinsen. Syv sundhedsarbejdere og patienter er blevet dræbt og 58 såret i angrebene, skriver FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA).
Mæslingepidemi
Men ebola er ikke den eneste sygdom, der har bredt sig i DR Congo. I juni erklærede regeringen, at en mæslingeepidemi hærger landet med næsten 100.000 registrerede tilfælde. Det er stort set alle provinser, der er ramt.
DR Congos sundhedsministerium har sammen med WHO vaccineret over to millioner børn mod mæslinger. Men indsatsen bliver hindret af de samme udfordringer, som indsatsen mod ebola er ramt af: konflikter i flere områder og en udbredt mistillid blandt befolkningen betyder, at det er vanskeligt at nå ud til de millioner af andre børn, der ikke er blevet vaccineret, meddeler OCHA.
Nord Kivu er en af de provinser, hvor der fortsat er voldsomme konflikter mellem regeringsstyrker, militser og væbnede grupper.
Civile her og i provinserne Syd Kivu, Kasais og Tanganyika har været udsat for gentagne angreb, der samlet set har sendt omkring 4,5 millioner mennesker på flugt fra deres hjem.
Med fordrivelserne følger en række problemer for de millioner, der rammes – især fødevareusikkerhed, risiko for overgreb, samt at børn får deres uddannelse afbrudt og familier mister muligheden for at forsørge sig selv og dermed bliver afhængige af humanitær hjælp.
Kolera koster hundredvis af liv
Samtidig med, at mæslingeepidemien raser i landet, har mange familier været hårdt ramt af vandbåren kolera. Sygdommen er opstået på grund af manglende adgang til rent drikkevand.
Midt i juli meddelte DR Congos sundhedsministerium, at antallet af koleratilfælde havde rundet 13.700- Af dem var 280 mennesker døde af smitten.
WHO og børnefonden UNICEF er i samarbejde med sundhedsministeriet i gang med en omfattende vaccinationsindsats og behandling i et forsøg på at inddæmme koleraudbruddene.
Konflikt hindrer dyrkelse af jord
Endelig har DR Congo længe været ramt af sult. Selv om landet har 80 millioner hektar med frugtbart landbrugsland, har flere årtiers konflikt haft en ødelæggende effekt på mulighederne for at dyrke jorden, høste afgrøderne og dermed sikre, at der er tilstrækkeligt med mad.
Det betyder, at 13 millioner mennesker i dag er fødevareusikre – at de ikke ved, hvor næste måltid mad skal komme fra.
Fødevarekrisen har på det seneste udviklet sig alvorligt i Kasai-regionen, der er præget af konflikt. Hver fjerde indbygger her risikerer at gå sulten i seng. Andelen af fejl- og underernærede spædbørn er oppe på 14 procent, svarende til hver syvende spædbarn.
Hjælpeorganisationer har sat en storstilet aktion i gang, hvor de uddeler kontanter til de værst ramte familier, men indsatsen er ikke tilstrækkeligt finansieret, og derfor er det kun de allermest sårbare familier, som hjælpen kan komme ud til.