Tirsdag blev 18 nye tilfælde af sygdommen ebola bekræftet i det østligste af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det er det højeste antal nye tilfælde på en enkelt dag, siden udbruddet blev erklæret i august 2018.
Udbruddet, der finder sted i provinserne Nordkivu og Ituri, som grænser op til Uganda, begyndte i august og er dermed det længstvarende udbrud – bortset fra det vestafrikanske udbrud i 2013 til 2016, der kostede flere end 11.300 livet i primært Liberia, Sierra Leone og Guinea.
Den internationale føderation af Røde Kors og Røde Halvmåneselskaber, IFRC, skriver at udbruddet bliver værre og værre og at det i høj grad skyldes, at indbyggernes tillid til behandlerne og myndighederne fortsat falder.
Ifølge den seneste rapport fra FN fra 10. april er 1.206 blevet smittet og 764 af dem er døde.
66 af dødsfaldene er endnu ikke bekræftede af laboratorieundersøgelser.
I FN’s sundhedsorganisation er der bekymring for at sygdommen skal sprede sig til nabolandene og sundhedsmyndighederne her i et højt beredskab. Risikoen for at sygdommen spreder sig uden for regionen er dog meget lav, lydre det fra organisationen.
Døde uden at have søgt hjælp
Samme dag som de 18 nye tilfælde blev bekræftet døde 10 personer af sygdommen. Af dem døde otte i deres landsbyer, uden at de havde søgt hjælp fra ebola-centrene, der drives og bemandes af landets myndigheder, FN og en række humanitære organisationer.
”Det er en meget bekymrende udvikling,” siger Emanuele Capobianco, der er direktør for sundhed og pleje i IFRC. Hun fortsætter:
”Som det er nu spreder ebola sig hurtigere og mange søger ikke længere hjælp. Det er tydeligt, at nogle udsatte grupper ikke stoler på ebola-behandlerne.”
Tillidskrisen har været åbenlys i de seneste måneder, hvor ebola-centre er blevet angrebet af vrede indbyggere, hvilket i februar fik organisationen Læger uden Grænser til at indstille sine aktiviteter i dele af Nordkivu.
Men det er nødvendigt, at arbejde med at skabe og genopbygge tilliden, lyder det fra Emanuele Capobianco
”Tilliden kan opbygges ved at gå fra gruppe til gruppe, ved at samarbejde med lokale ledere og indbyggerne i landsbyerne med empati og ved at indarbejde deres kritik og ønsker i vores arbejde,” siger hun.
Erfaringen fra IFRC’s egen indsats i forhold til at tale med og lytte til indbyggerne har været positiv, siger hun. Den viser, at indbyggernes accept af hjælp udefra stiger i takt med at de inddrages i indsatsen mod sygdommen.
Det østlige DR Congo har flere væbnede ikke-statlige grupper, der kæmper med hinanden og landets militær. Volden og den usikkerhed, som den medfører har i flere tilfælde hindret sundhedsarbejdere i at nå frem til sygdomsramte landsbyer.
Det er ikke kun midtillid og konflikt, der hindrer myndighederne og deres internationale hjælpere i at få bugt med udbruddet.
WHO oplyser, at orgenisationen kun har modtaget omkring halvdelen af de midler, som den anslå er nødvendige for at kunne komme udbruddet til livs.
