Det er næppe overraskende for dem, der følger Afrika, at ø-nationerne i Det Indiske Ocean, Seychellerne og Mauritius, kæmper om de bedste livsbetingelser for mennesker i Afrika. Målt på bruttonationalindkomst, BNI, per indbygger tager Seychellerne førstepladsen, men anvendes Human Development Index, HDI, som så løber Mauritius med førstepladsen.
Efter at have besøgt begge lande er jeg personligt meget imponeret over Mauritius’ udviklingsmodel, med såvel et velfungerende demokrati og velfærdssystem, som inkluderende udviklingsmodel samt konstant diversificering af samfundsøkonomien.
At Mauritius skulle blive Afrikas udviklingsmæssige duks lå langt fra i kortene ved selvstændigheden. Forudsigelserne var alt andet end lyse, og faktisk dårligere end for andre afrikanske nationer.
Eksempelvis sagde James Meade, der i 1971 fik nobelprisen i økonomi, i en rapport udarbejdet inden selvstændigheden til Mauritius regeringen blandt andet: ”Det store befolkningspres må uundgåeligt reducere realindkomsten Per indbygger… det er slemt i sig selv, men forværres i et samfund fuldt af politiske konflikter… udsigterne for fredelig udvikling er dårlige.”
En anden nobelpristager, dog i litteratur, V.S. Naipaul, bidrog i 1972 med tilsvarende pessimistisk syn på Mauritius’ fremtid: ”Katastrofen har fundet sted … det der betegnes som uafhængighed er sat i proces, men uden muligheder for økonomisk eller kulturel autonomi.”
Foto: Michel Huet/Gamma-Rapho via Getty Images
Det sukkersøde fundament
Ved selvstændigheden, i 1968, var Mauritius i lighed med mange andre afrikanske nationer, fanget i dyb økonomisk afhængighed som klassisk råvareeksportør. Situationen var ekstrem, for over 90 procent af eksportindtægterne kom fra sukker, og 90 procent af landbrugsjorden var afsat til sukkerproduktion samtidig med, at hovedparten af landets befolkning beskæftigelse var relateret til sukkerproduktionen.
Trods de dystre forudsigelser og den for de ny-selvstændige afrikanskes klassiske økonomiske afhængighed baseret på monokultureksport, så er Mauritius blevet en udviklingsmæssig succeshistorie, som det er svært at finde tilsvarende i Afrika.
Nuvel, Seychellerne er med i toppen, men landets udvikling er primært drevet af top-end turisme. Mauritius har et langt mere diversificeret samfundsøkonomisk fundament. Mauritius fik den absolutte blåstempling, da Verdensbanken, kort inden corona-krisen i 2020, kategoriserede landet som højindkomstnation. Corona-krisen satte landet tilbage, og det må nu leve med status som højere middelindkomst-nation.
Selvom Mauritius er en indlysende udviklingssucces, så bør det nævnes, at landet også har fået prædikatet paria-nation, for det er et af verdens skattely, som Oxfam dokumenterede i 2016.
Den danske vinkel er altid interessant, og her viser tal fra Udenrigsministeriet, at Danmarks eksport til Mauritius i perioden fra 2021-22 er vokset med 44 procent. Den voksende danske eksport hænger sammen med stigningen i indbyggernes levestandard, som betyder, at de eksempelvis efterspørger forarbejdede danske landbrugsprodukter som ost og småkager.
Fra sukker til service
Forståelsen af Mauritius’ udviklingssucces er interessant i sig selv, og den har potentiale for at kunne inspirerer andre lande – også i Afrika.
Den korte og hurtige forklaring på Mauritius’ succes er en stærk og interventionistisk stat. Mauritius er et samfund med flerpartidemokrati, og skiftende partier har regeringsmagten. Der er skabt en inkluderende udviklingsmodel i et heterogent samfund.
Skiftende regeringer har siden 1970’erne iværksat politiske initiativer for at diversificere økonomien, for at komme væk fra afhængigheden af sukker. Umiddelbart kan jeg identificere fire udviklingspolitiske faser:
I den indledende fase, umiddelbart efter selvstændigheden i 1968, var fokus på industrialisering. Det betød, at der blev etableret en tekstilindustri, hvortil der blev udviklet særlige økonomiske zoner, givet støtte til import af for eksempel materialer og maskiner. Allerede i 1973 var der skabt 14.000 industrijobs i de særlige økonomiske zoner.
Den næste fase blev sat i værk fra slutningen af 1970’erne og havde særligt fokus på tre områder: at skabe lukrative forhold for eksterne investorer, indgå aftaler med vitale markeder, primært i Fjernøsten og især inden for tekstilindustrien og sidst men ikke mindst opbygning af en velfærdsstat. Det sidste betød massive investeringer i uddannelse med gratis skolegang, udvikling af sundhedssektoren og etablering af et pensionssystem.
Perioden var også præget af udfordringer, især tre forhold spillede ind: Vejret – østaten blev ramt af flere tropiske storme med massive implikationer for sukkerproduktionen. Oliekrisen – de stigende priser var gift for økonomien og endelig en massiv og voksende gæld.
I den tredje fase, i 1980’erne, indgik Mauritius, i lighed med mange andre afrikanske nationer, strukturtilpasningsaftaler med Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, der blandt andet medførte en devaluering af landets valuta og efterfølgende forringelse af levevilkårene for befolkningen. Et centralt element i perioden var satsning på udvikling af Mauritius som en international turistdestination, herunder at tiltrække udenlandske investeringer.
Den fjerde fase, fra år 2000, var en yderligere satsning på diversificering af økonomien i retning af servicesektoren. Her blev der satset på udvikling af industri til forarbejdning, på offshore bankvirksomhed herunder finansielle serviceydelser og lukrative skattebetingelser (som fik landet i Oxfams sorte bog) samt servicefunktioner inden for IT og kommunikation.
Resultatet er Afrikas mest udviklede land med et Human Development Index .802, som placerer landet på linje med Serbien; med forventet levealder på 75 år, læsefærdighed blandt voksne på 91,3 procent og gratis adgang til sundhed og skolegang. Der er klare udfordringer, når det gælder ungdomsarbejdsløshed, ligestilling, gæld og det som mange, nej alle, nævner som den primære udfordring i relation til Afrika: korruption i landets ledelse. Baseret på samtaler er det min oplevelse, at der er en udbredt accept af korruption, som bunder i oplevelsen af landets udviklingsmæssig fremdrift med stadig forbedrede levevilkår. På Transparency Internationals seneste opgørelse ligger Mauritius nummer 57 sammen med Kroatien.
Fremtiden er grøn og blå – og har turister og medicin
Landet har et stort udviklingspotentiale inden for turisme. Det er der bred enighed om blandt dem, jeg talte med under mit besøg. Området er da også et af regeringens prioriteter, og den ser muligheder indenfor kosmetiske og dentale operationer og andre servicefunktioner til de tilrejsende turister.
Foto: Stig Jensen
Udviklingen af turismen er et satsningsområde for stadig flere afrikanske nationer. Det bygger på en forestilling om, at netop turisme kan være en udviklingsgenerator både lokalt og nationalt samt bidrage til finansiering af beskyttelse af biodiversiteten.
At lande i Afrika satser på at lokke turister fra Det Globale Nord til kan ligne et paradoks, for på samme tid er der en voksende kritik af netop det klimaaftryk, som turisme fra Det Globale Nord sætter på verden.
Endnu højere på dagsorden står grøn omstilling. Her handler det både om at slippe ud af afhængigheden af fossile brændstoffer og om at reducere udledningen af drivhusgasser. Mauritius er som andre østater hårdt ramt af klimakrisen.
For det andet har landet ambitioner om udvikling i retning af en mere cirkulær økonomi.
Det blå, altså de maritime resurser, er også et område, som landet har fokus på. Her ser man både på fiskeri, aquakultur, koraldyrkning, shipping og meget andet.
Et fjerde område er udvikling af den medicinalindustri, hvor regeringen i lyset af især corona-krisen ser perspektiver i såvel selvforsyning som at skabe muligheder for eksport af medicin.
Mauritius tiltrækker folk fra Afrika
For individer fra Afrika har Mauritius voksende tiltrækningskraft. Jeg har kunne identificerer tre hovedtyper af tiltrækningkraft:
For det første tiltrækker landet individer og virksomheder, der søger ly for skat og bureaukratiske regler. Og den trafik er langt fra kun fra Afrika. Ser man på trafikkens volumen fra Afrika, så er Sydafrika størst.
Den anden type, som også primært kommer fra Sydafrika, som især er det midaldrende og ældre segment, der søger væk fra kriminaliteten i Sydafrika og søger trygheden og andre aspekter af det gode liv i Mauritius.
Den tredje og stærkt voksende gruppe er personer, der søger arbejde. Udviklingen skyldes både push– og pull-faktorer. På den ene side har velfærdsstigningen i Mauritius betydet, at lavt betalte og fysiske krævende jobs er stadig mindre attraktive for landets befolkning. Modsat er der stor efterspørgsel på jobs på det kontinentale Afrika.
Jobbene, som ofte tilfalder udlændinge, ligger inden for sukkerindustrien, servicesektoren og i en vis grad byggesektoren, som ellers har været domineret af folk fra Sydasien. Sukkerindustrien har traditionelt tiltrukket arbejdskraft fra Madagascar. I servicesektoren, som er et relativt nyt arbejdsmarked fra folk på det afrikanske fastland, er det i høj grad kenyanere, der får job, men folk fra andre afrikanske nationer er så småt også ved at komme med.
Modellen kan ikke kopieres, men kan sagtens inspirere
Mauritius’ udviklingssucces er against all odds, for landet var ved selvstændigheden dårligere stillet end flere andre afrikanske nationer. Et land, der er fattigt på naturresurser med demografiske udfordringer og en produktionsstruktur, der var fuldstændig afhængig af eksport af et cash crop-produkt (sukkeret).
Mauritius’ udviklingssucces er against all odds, for landet var ved selvstændigheden dårligere stillet end flere andre afrikanske nationer.
På trods af det udgangspunkt har landet skabt en succes. Det har det gjort ved at skabe et flerpartidemokrati og ved at opbygge en national sammenhængskraft på grundlag af den humane kapital og ved at styrke hele samfundets kapacitet.
Successens andet ben er satsningen på at blive en integreret del af globaliseringen. Det er opnået gennem konstant diversificering af økonomien og afsøgning af samarbejdsmuligheder, nicher og markeder. Det kunne oversættes til ’god regeringsførelse’, men samtidig er der rigeligt med eksempler på korruption og nepotisme i landets ledelse – noget som befolkningen synes at leve med.
Mauritius’ udviklingsmodel kan næppe overføres direkte til andre nationer, fordi betingelserne i lande er forskellige. Men jeg ser eksempelvis Rwandas præsident Paul Kagames forsøg på at diversificere sit lands økonomi og produktionsstruktur, som noget, der minder om det der er sket på Mauritius.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet
