For nogen tid siden lejrede jeg mig på en hotelrestaurant oppe i Ouagadougou for at nyde min ”europæiske morgenmad”, der i sin klassiske vestafrikanske version består af kaffe eller thé, flûtes-stykker, gammelt margarine og halvtørt abrikos-marmelade.
For som de andre gæster at se tilstrækkeligt ”bistandsk” ud hev jeg min laptop op på bordet og så mig om efter strøm. Ved nabobordet sad en kineser, der klimprede løs på sin laptop.
Jeg noterede mig, at kineseren havde snuppet terrassens eneste elstik, men at han brugte en forlængerledning med fem stik, hvoraf kun eet forsynede hans laptop. Mig over til kineresen for at spørge om jeg kunne låne strøm.
Hvad der herefter skete, kunne måske forklares logisk, hvis jeg havde været iklædt et fastelavns-kostume álá ulv eller Frankenstein eller have haft knive og håndvåben strittende op af lommerne, men sådan var det ikke:
Kineseren gik i total-panik, råbte mig op i hovedet: ”No, no, no”, mens hans klamrede sig til laptoppen og trak el-stikket med de fem udgange op på bordet ved siden af abrikos-marmeladen. Jeg satte mig paf tilbage til mit bord og konkluderede rystet, at mit første forsøg på at skabe kontakt til en kinesisk kollega i det afrikanske ikke faldt specielt heldigt ud.
Det lyder en kende dramatisk og var det sådan set også, men alligevel lidt symptomatisk for forholdet mellem ”os gamle” bistandsnationaliteter i Afrika, der nærmest har tradition for at mingle med hinanden på kryds og tværs, og ”de nye”, kineserne, som ”indtager” Afrika i større og større tal.
Man møder dem overalt i det offentlige rum, mens man bemærker, at deres supermarkeder, restauranter, butikker og deres Sino-biler bliver flere og flere. Kinesiske motorcykler fylder allerede grundigt i mange vestafrikanske lande. Man ser Confucius kulturcentre åbne i hovedstæderne – givetvis i et forsøg på rulle noget kinesisk ”soft power” ud over kontinentet.
Men ”mellemfolkelig kontakt” mellem ”dem” og ”os” er det så som så med.
Meldingen fra kolleger, venner og bekendte bekræfter egne oplevelser. Med ganske få undtagelser er kinesernes reaktion på et kontaktforsøg i bedste fald et høfligt knapt svar og straks herefter en vendt ryg og normalt blot en tavs og iskold skulder. ”De holder sig for sig selv”, hedder det – bor i deres mammut-compounds, som skyder op alle vegne – mens en del af os gamle tænker på, at der i verden er mere end 1,3 milliard kinesere, og ”jeg kender ikke en eneste”.
Til gengæld har den omstændighed, at kineserne i deres bistand ikke stiller særligt store krav til modtagerlandet også sine fordele. Når forhandlingerne mellem europæere eller andre og X-land bryder sammen, rykker kineserne ind og får lavet den vej, eller det hospital, eller hvad det nu er, som de andre ikke kunne blive enige om betingelserne for.
Og det ER altså dejligt at køre på en ordentlig vej, når man ellers er vant til at sætte livet på spil hen over huller, der kunne sluge en lastbil.
Glæder mig derfor til den nye bro oppe i Bamako, hvor jeg skal til i næste uge. Kineserne nåede lige at blive færdig med Bamakos tredje bro, den 2,3 kilometer lange Kina-Mali-Venskabsbro, til Malis Uafhængighedsdag i går den 22. september. Det skal blive lækkert at køre over en gang nylagt asfalt.
Møder jeg en kineser i hard-hat på broen, standser jeg og giver ham et skandinavisk smækkys.
