Den 30. november udgives romanen ”Samadhi” af forlaget Siesta. Lars Damkjærs debutroman kaster lys over det at blive ramt af en livstruende sygdom og udsat for hiv-fobi.
At leve i skyggen af aids som hiv-smittet kan få selv den stærkeste til at gå i sort. Hvordan skal livet leves fremover med den diagnose, tænker mange mennesker. Det fremgår af en pressemeddelelse fra forlaget Siesta tirsdag.
I romanen Samadhi får den 30-årige Adam uventet diagnosen hiv (den virus, der kan føre til aids i udbrud, red.), og det bliver starten på en indre og ydre rejse og en række dramatiske hændelser.
Drevet af sin passion og vilje til at finde nøglen til egen helbredelse rejser Adam til Sri Lanka og opbygger en ayurvedaskole i et jungleområde langt væk fra de danske læger, sygdom og død.
Men livet i paradis har en bagside, og da Adam vikles ind i lokalsamfundets intriger og hemmeligheder, sættes diagnosen og livet i et nyt lys.
Samadhi er en moderne lidelseshistorie udspillet i et buddhistisk samfund, hvor hiv-fobi, frygt og fortielser spreder sig som gift for både hovedpersonen og romanens andre karakterer.
Bogen giver et virkelighedstro indblik i, hvordan det er at være styret af sin passion og samtidig bekymret for at blive afsløret og udstødt. Det er en beretning om selvudvikling gennem kulturmøder og om diskrimination af minoriteter.
For virkelighedens Adam, Lars Damkjær, var diagnosen også anledning til en række nye projekter og indsigter, som foreløbigt er kulmineret med romanen Samadhi, der meget aktuelt udgives 30. november, dagen før World AIDS Day 2011. World AIDS Day handler bl.a. om at fokusere på dem, som lever med Hiv.
”Min motivation for at skrive Samadhi, har udover trangen til at fortælle en god historie, været at give indblik i, hvordan en livskrise også indeholder skjulte skatte og udviklingspotentialer.”
“At nå til en erkendelse og accept af at skulle leve med en sygdom, fremfor i kamp mod den, er en individuel proces. Fortielser, skam og frygt for afsløring gør dog rejsen mod accept endnu mere vanskelig. Jeg mener, vi som medmennesker og samfund har et kollektivt ansvar i forhold til stigmatisering og kriminalisering af minoriteter, i dette tilfælde hiv-positive.”
Samadhi. Lars Damkjær. 234 sider. 199 kr. Samadhi udgives af forlaget Siesta med støtte fra AIDS-Fondet. Bogen udkommer 30. november 2011.
Ti procent af overskuddet fra salget af bogen går til organisationen SMUG (Sexual Minorities Uganda) formidlet gennem AIDS-Fondet. I Uganda er det ulovligt at være homoseksuel, og det er kun på grund af intenst pres fra det internationale samfund, at et verserende lovforslag om dødsstraf for homoseksuelle ikke er blevet indført i landet endnu.