Da det siddende regeringsparti Chama Cha Mapinduzi (CCM) sidste år udpegede deres præsidentkandidat, valgte de én som har vist sig at gøre alt det som oppositionen har skreget på siden 2008. Dengang samlede det største oppositionsparti Chama Cha Demokrasia na Maendeleo (CHADEMA) store folkemasser, hvor de bl.a. præsenterede en ’List of Shame’ med navne på korrupte, indflydelsesrige tanzanianere, som de ville have regeringen til at stille til ansvar.
I toppen af denne liste lå bl.a. Edward Lowassa, den mand som troede, at han skulle have været Tanzanias præsident ved valget sidste år. CCM vragede ham imidlertid, og i stedet blev han præsidentkandidat for CHADEMA – det oppositionsparti som tidligere anklagede ham for korruption. Lowassa stillede således op for koalitionen UKAWA*, og tabte.
Handler om mere end blot at være bange
Jeg har spurgt Zitto Kabwe, som har stået i spidsen for Alliance for Change and Transparency (ACT) i godt et år, om denne situation kan siges at være fremprovokeret af det pres, som oppositionen gradvist har oparbejdet de sidste 10 år.
Kabwe forlod CHADEMA i 2015 pga. interne uenigheder, og førte herefter det nye parti ACT til en fjerdeplads ved valget og en tredjeplads i kampen om præsidentposten. Partiet fik også nok stemmer til at Kabwe kunne bevare sit parlamentetssæde. Partiet vandt 19 pladser ud af 20 i Kigoma-valgkredsen, som er Kabwes hjemby ved Tanganyikasøen. Kabwe er enig i, at grunden til at CCM valgte den pletfri Magufuli fremfor den plettede Lowassa, skyldtes pres.
Resten forstår jeg ikke: Hvorfor forbyder Magufuli og regeringen nu oppositionen at holde møder? Hvad er han bange for?
“Magufuli tror ikke på flerpartidemokrati. Under sin valgkampagne sagde han på et tidspunkt, at partier er irrelevante, at det som befolkningen har behov for er udvikling, og at når der er udvikling, så behøves politiske partier ikke. Vi ser nu, at han gennemfører denne vision. Magufuli ønsker ikke at blive kritiseret. Han afskyr kritiske synspunkter. Det handler om meget mere end blot at være bange. Det handler om en helt forkert ideologi, der anser demokrati for at være luksus,” uddyber Kabwe.
Men det er langt fra alle, der er enig med Kabwe. Magufulis håndfaste handlinger er voldsomt populære, hvis man følger sporet af hvad der ligner moderne mytebærende fortællinger, som de udfolder sig på sociale medier, bl.a. under hashtagget #WhatWouldMagufuliDo. Magufuli får kollektiv trafik i Dar es Salaam til at køre på skinner – helt bogstaveligt.
Egenhændigt har han aflyst den årlige forretning det er at producere de trykte kalendere, der hænger på Tanzanias kontorer. Han har fyret dovne statsansatte, indført tvungne nationale arbejdsdage, og afskediget en minister for at have mødt på arbejde fuld. Han arbejder uafbrudt. Han puster liv i en drøm om at Tanzania godt kan selv. Typisk for sociale medier skal man dog dykke længere ned for at finde sandheden.
Ytringsfrihed er truet
Kigger vi på håndgribelige fakta så som antal sæder i parlamentet, har det største oppositionsparti Chama Cha Maendeleo na Demokrasia (CHADEMA) forøget sine stemmer markant: Fra 8,2% i 2005 over 23,86 i 2010 til 31,75% i 2015. I samme periode faldt antallet af stemmer til præsidentkandidaten fra 80,28% i 2005 over 62,83% i 2010 til 58,46% i 2015. (Wikipedia).
Men oppositionens fremdrift mødes af forhindringer.
Tidligere i år nedjusterede Freedom House sit index for Tanzania fra 3 til 4 (højeste og dårligste er 7). Freedom House monitorerer civile friheder. Det er på det sidste gået særligt hårdt ud over medierne. Sidste år vedtog regeringen fire nye medielove, hvor særligt ’Statistics Act’ og ’Cybercrime Act’ er blevet anvendt til at udøve kontrol, bl.a. i forbindelse med valget. En øvelse der indtil videre mest fremstår intimiderende og tilfældig. I april blev den unge tanzanianer, Isaac Habakuk Emily, dømt i henhold til Cyberkriminalitetsloven for at have kaldt Magufuli ’imbecil’ i en Facebookopdatering. Læs om forløbet her
Tidligere på året vedtog regeringen af forbyde live-dækning fra parlamentet (Bunge). Det skabte stor debat, og regeringen kom med så mudrede begrundelser, at mange konkluderede at det igen handler om kontrol af kritisk information. Læs bl.a. en del af debatten her.
Med tæller også manglende fremskridt i politiske reformer, sikkerhedsstyrker der anvender vold, samt vold mod særligt marginaliserede grupper. Der tales stadig om de to meget voldsomme overfald, når samtalen falder på om der er en grænse for hvor højt man må kritisere: I 2012 blev formanden for lægernes strejkekomité Stephen Ulimboka gennemtæsket voldsomt og smidt i en grøft. I 2013 blev journalisten Absalom Kibanda udsat for tilsvarende – overfaldsmændene skadede bl.a. hans øje og skar en finger af.
Eksemplerne herover er både tragiske og absurde. Det er samlet set en situation, der kolliderer med at tanzanianerne er begyndt at stille mange flere spørgsmål. Syv ud af 10 tanzanianere udtrykte i en undersøgelse udgivet af Afrobarometer i 2015, at de følte sig frie til at sige lige hvad de ville. Hovedparten af tanzanianerne mener, at medierne skal agere vagthund, når det kommer til at holde regeringen fast på korruption. Da NGOen Twaweza i juni publicerede en rapport om befolkningens holdning til den manglende TV-dækning parlamentet, taler resultatet imod regeringen: 92% af befolkningen finder live-dækning vigtigt. Find undersøgelsen her
”Vi er langt mindre velopdragne, end vi plejer”
Men hvordan kommer dette til udtryk? Hvad er konsekvensen af, at præsidenten ignorerer demokratiske rettigheder? Og har UKAWA, ved at lade sig repræsentere af Lowassa, undermineret deres integritet?
“Det er rigtigt, at UKAWA ikke længere kan tale lige så stærkt om korruption, som vi plejede. I ACT fortsætter vi, og kræver, at præsidenten følger loven og bekæmper korruption,” forklarer Kabwe.
Og det gør ACT. I den forgangne uge blev Zitto Kabwe bedt om at møde hos politiet fordi han den 5. juni talte på et af de stormøder, som regeringen havde forbudt af afholde. Under titlen ’Værn om Demokrati’ opfordrede han tilhørere til at fortsætte med at stille spørgsmål til regeringen.
I talen advarede han mod totalitarisme og korruption, samtidig med at han tilskyndede tanzanianerne til også at kritisere og korrigere beslutninger taget af Præsident Magufuli. Herunder også kritik af valget i Zanzibar, der blev annulleret pga. svindel. Man har endnu ikke formået at planlægge omvalg, og det har fået utilfredsheden i Zanzibar til at boble. Igen.
Lokale analytikere samt folk der arbejder med menneskerettigheder i Tanzania, har kommenteret løbende til tanzanianske medier. Hellen Kijo Bisimba, leder af Legal and Human Rights Centre i Dar es Salaam, udtaler til IPP Media, at det ser ud til at regeringen går i front for en udvikling, der begrænser ytringsfriheden – en udvikling, der sætter Tanzania 20 år tilbage i tiden. Professor Kitila Mkumbo fra Dar es Salaams Universitet minder om, at flerpartisystemet er forfatningssikret, men at det desværre ser ud til at det er truet.
Dr. Benson Bana fra Dar es Salaams Universitet trækker i lidt mere konservativ retning: Han beskriver den sidste tids begivenheder på den politiske front som et sammenstød mellem en ny regering i gang med magtkonsolidering, mens oppositionen arbejder på at sikre sin popularitet i befolkningen. Bana råder oppositionen til at revurdere sin taktik, og fraråder den konfrontatoriske tilgang.
Det er svært ikke også at skæve til den politiske udvikling i Tanzanias mange nabolande. I både Mozambique, Kenya og Uganda ses lignende tendenser, hvor uenigheder mellem opposition og regering har ført til voldelige sammenstød. Hvad med Tanzania, som indtil videre har holdt på freden?
Det er en udtalelse, der suppleres af et tilsvarende udsagn i en artikel i The Citizen (15.6.16) fra en anden oppositionspolitiker, nemlig Seif Sharif Hamad som er Civic United Fronts leder med base i Zanzibar. Under et møde i USA den 13. juni talte Hamad om at han ’lugter fare’ hvis tendensen fortsætter.
Jeg finder særligt én faktor interessant, og det er det skred der finder sted i en befolkning, der vænner sig til at gå til valg. Tanzania (Tanganyika) havde flerpartivalg før uafhængigheden, og under et-partisystemet op til 1995 havde man i princippet også valg til at vælge mellem forskellige kandidater i CCM.
Nu har Tanzania haft flerpartivalg siden 1995, og tendensen er ret klar – oppositionen vinder frem. Befolkningen er også ret klar på hvad den ønsker, når det kommer til ytringsfrihed og rettigheder og hvilken rolle de vil have medierne tager. Regeringen kommer på en meget svær opgave, hvis det demokratiske råderum skal rulles tilbage til tiden under et-partisystemet.
Pernille Bærendtsen har fulgt den politiske udvikling i Tanzania siden 2007. I særdeleshed Zitto Kabwes politiske arbejde, og har bl.a. været til stede ved en del oppositions-rallies.
Forslag til sommerlæsning:
The Real Politics of the Horn of Africa: Money, War and the Business of Power
https://www.amazon.com/Real-Politics-Horn-Africa-Business/dp/0745695582
Aid and Authoritarianism in Africa: Development without Democracy
https://www.amazon.com/Aid-Authoritarianism-Africa-Development-Democracy/dp/1783606282
* UKAWA er en forkortelse for Umoja wa Katiba ya Wananchi (Coalition of the Defenders of the People’s Constitution), og består af partierne Chama Cha Maendeleo na Demokrasia (CHADEMA), Civic United Front (CUF), NCCR-Mageuzi og National League for Democracy (NLD).
