Flere centrum-venstre, reformvenlige regeringer er kommet til magten i det seneste års tid i Latinamerika. Med Lulas valgsejr i oktober vil regionens største land, Brasilien, snart tilslutte sig denne såkaldte ‘lyserøde bølge’.
Imens dominerer autoritære kræfter fortsat i lande som Cuba og ikke mindst Nicaragua, hvor situationen forværres næsten dagligt med løbende fængslinger af enhver kritiker af regimet.
Læs også: Nye politiske vinde blæser i Latinamerika
Venezuela har i de sidste mange år været styret af en autoritær regering med voldsom politisk undertrykkelse af oppositionen. For nylig blev forhandlingerne mellem en sammenslutning af oppositionen og regeringen genoptaget i Mexico. Her blev parterne enige om en første aftale, der – omend beskeden i rækkevidde – for nogle iagttagere giver anledning til en vis optimisme.
Spørgsmålet er, om der rent faktisk er grundlag for en sådan optimisme.
Humanitær katastrofe driver verdens næststørste bølge af flygtninge
I Venezuela er det gået hurtigt og drastisk ned ad bakke i efterhånden mange år. Politisk er der installeret et stærkt autoritært styre med undertrykkelse af enhver form for opposition. Der er rapporter om fængsling, tortur og mishandling af mange, som kritiserer regeringen under Nicolas Maduro.
Produktionen faldet til en brøkdel af det, den var for 25 år siden – i et land, der engang var Latinamerikas rigeste, næsten udelukkende på grund af olie-eksport. Men det var også et af de mest ulige lande i regionen, og uligheden var en af grundene til, at Hugo Chávez kom til magten i 1999.
Da han døde i 2013, trådte den nuværende præsident Nicolas Maduro til, og siden er produktionen mere end halveret. Der er dog en vis økonomisk vækst i indeværende år, især på grund af højere oliepriser. Samtidig er mindst syv millioner flygtet fra landet ud af en befolkning på omkring 29 millioner – den største flygtningestrøm i verden efter Syrien. Mindst 2,5 millioner af dem befinder sig i nabolandet Colombia.
Det vurderes at yderligere 7 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom og ikke får opfyldt deres basale, daglige behov. Sundheds- og uddannelsessystemerne er reelt kollapset.
To præsidenter og den diplomatiske skammekrog
Politisk har oppositionen kun et yderst begrænset handlerum. Juan Guaidó, tidligere leder af nationalforsamlingen, blev anerkendt som landets reelle præsident af USA og dets allierede, herunder Danmark, efter valget i 2018. Internationalt blev valget dog bredt underkendt på grund af manglende gennemsigtighed.
Landets ledelse har siden været omstridt under den såkaldte ‘præsidentielle krise’, hvor grupper i Venezuela og omverdenen peger på Guaidó som den reelle præsident, og andre peger på Maduro.
I april 2019 forsøgte Guaidó at få militærets tilslutning til et oprør mod regeringen, men det mislykkedes. Samtidig viste det sig, at Guaidó ikke havde opbakning fra alle de forskellige oppositionsgrupper. Senere blev der dannet en sammenslutning af oppositionskræfterne i den såkaldte Enhedsplatform, der i de seneste uger har forhandlet med regeringen.
Internationalt har Venezuela efterhånden i mange år stået meget isoleret. Under Trump blev der lagt stort pres på Maduro-regimet med forbud mod enhver eksport og import mellem Venezuela og USA.
Langt de fleste europæiske lande har ingen eller ringe diplomatiske relationer til Venezuela, og handlen med landet er reelt stoppet. Det samme gør sig gældende for langt de fleste lande i Latinamerika.
Kina og Rusland har dog haft en del handel med Maduro-regimet, og Venezuela har især etableret relationer til Tyrkiet, Iran og Indien.
Hertil eksporteres stadig en del olie, som traditionelt har været langt den vigtigste eksportvare. I dag er olie-eksporten reduceret til en femtedel af, hvad den beløb sig til for 25 år siden.
Svær balancegang for nabolandets nye præsident
Efter regeringsskiftet i Colombia blev relationerne til Venezuela for nylig genoptaget, efter de var lagt på is i flere år. De to lande genoptog normale diplomatiske forbindelser, grænsen på mere end 2000 kilometer blev genåbnet, og handelen er ved at blive genetableret.
Det kan være med til at bringe Venezuela ud af sin internationale isolation. Det samme kan de nye, reformvenlige regimer i Latinamerika, skønt de næppe støtter regimet i Venezuela politisk.
Colombia vil utvivlsomt forsøge at fastholde en vis balance i forholdet til Venezuela, som er ét af garantilandene ved de igangværende fredsforhandlinger i Caracas mellem den colombianske regering og den vigtige tilbageværende guerillagruppe ELN (Den Nationale Befrielseshær).
For Colombia er det vigtigt, at Venezuela er garantiland, fordi en del af ELN opererer fra nabolandet. Colombias venstreorienterede præsident Gustavo Petro vil derfor næppe være for åbenmundet i kritikken af Maduro-regimet. På den baggrund er det klart, at Colombias regering har interesse i, at andre reformvenlige regeringer i Latinamerika engagerer sig i den politiske proces i Venezuela og presser på for demokratiske reformer.
(Foto: Pedro Rances Mattey/Anadolu Agency via Getty Images)
Flere af landene i regionen, bl.a. Argentina, har allerede udnævnt nye ambassadører i Caracas. Også flere europæiske lande, bl.a. Spanien, vil genoptage de diplomatiske relationer med Venezuela.
De første skridt synes at være taget for at bringe landet ud af den diplomatiske skammekrog, men virkelige fremskridt afhænger af demokratiske reformer i Venezuela. Og dem har der ikke været mange, bortset fra et vist spillerum for oppositionen ved lokalvalget i 2021.
Nye forhandlinger
Fra international side er der voksende interesse for og støtte til forhandlingerne mellem regering og opposition i Venezuela. Under Paris Fredsforum i starten af november blev der afholdt et specielt møde med præsident Macron, Norges udenrigsminister, Argentinas og Colombias præsidenter og forhandlingslederne for oppositionen og regeringen i Venezuela. Her der blev udtrykt stor støtte til fortsatte forhandlinger.
Senere i november blev forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen genoptaget i Mexico. Norge er såkaldt garantiland for forhandlingerne og følger dermed landets lange tradition som fredsmægler. Det er klart, at international støtte og større engagement i Latinamerika virker som en katalysator for fortsatte forhandlinger og udvikling i Venezuela.
Den 1. december blev den første aftale mellem Maduro-regeringen og Enhedsplatformen af oppositionspartier indgået. Den frigør et beløb på intet mindre end tre milliarder dollars, som er indtægter fra flere års olieeksport, der har været blokeret i det internationale finansielle system. Beløbet skal anvendes til at støtte uddannelse og sundhed i Venezuela og administreres af FN.
Som reaktion på denne aftale besluttede USA at tillade, at Chevron genoptager olieudvinding i Venezuela til eksport til USA. Det skal naturligvis forstås på baggrund af den aktuelle mangel på olie. USA har flere gange forsøgt at genoptage olie- og gasimporten fra Venezuela og har de sidste måneder haft flere, højtstående delegationer på besøg i landet.
Om dette er grundlag for at være optimist på venezuelanernes vegne, er nok stadig tvivlsomt. Sidste år fandt forhandlinger også sted i Mexico, men de blev afbrudt, da en af Maduro-regimets nære allierede, som deltog i forhandlingerne, blev udleveret til retsforfølgelse i USA.
Det er helt afgørende, at der sker fremskridt på det politiske plan i forhandlingerne i Mexico, særligt i form af demokratiske reformer i Venezuela. Men skal Maduro-regimet bevæge sig i den retning, må Venezuela først bringes ud af landets handelsmæssige isolation. Større eksportindtægter er nødvendige som grundlag for forbedring af den økonomiske og humanitære situation i landet.
Det vil ikke mindst være afgørende op til præsidentvalget i 2024. Lige nu giver den voksende interesse for udviklingen i Venezuela og de politiske ændringer i Latinamerika god grund til en vis optimisme for det kriseramte land.
